OPDATERING: Donald Trump har torsdag aften bekræftet, at han vil trække USA ud af Paris-klimaaftalen.
Det er alt andet end varm luft, det der med klimaet.
For hvis præsident Trump i aften annoncerer, at han vil trække USA og dermed verdens næststørste CO2-udleder ud af den store Paris-klimaaftale fra 2015, vil det ikke bare sende politiske rystelser gennem hele verdenssamfundet.
Det vil også, ifølge flere organisationer og eksperter, kunne få mærkbare konsekvenser for klodens klima og dermed for alle mennesker på Jorden.
Allerede under valgkampen sidste efterår truede Donald Trump med, at han som præsident ville trække USA ud af aftalen, som Obama havde ratificeret, og som forpligter USA til at reducere sine drivhusgasudledninger med mellem 26 og 28 pct. i 2025 i forhold til 2005.
Paris-aftalen stemmer ikke rigtig overens med Trumps »Amerika først«-strategi med storsatsning på landets righoldige reserver af olie, gas og ikke mindst stor-udledende kul. Eller for den sags skyld med præsidentens udtrykte skepsis over for menneskers andel i klimaforandringerne.
Den er i hans optik en hindring for national jobskabelse og økonomisk vækst – uanset at der er adskillige argumenter for det modsatte.
Men hvad vil det få af følger for verden og for klimaet, hvis præsidenten gør alvor af truslen?
For det første vil USA isolere sig på verdensscenen i en grad, som næppe er set siden forrige århundredskifte.
Parisaftalen er efterhånden ratificeret af 147 af klodens ca. 200 lande, herunder alle de store udledere, og den må opfattes som den vigtigste internationale aftale siden FNs oprettelse. Det centrale eksempel på, at her på vores blå planet kan alle løfte en byrde i flok, stærk som svag, rig som fattig.
Af samme årsag vil en udmeldelse vække voldsom vrede. I første omgang i EU og Kina, der ventes at udsende en opsigtsvækkende fælles udtalelse om, at verdens henholdsvis tredjestørste og største CO-udleder står sammen i en ambitiøs og usvækket kamp mod klimaforandringer – uanset hvad USA gør.
Men vreden vil forplante sig videre til store udviklingsøkonomier som Indien, Filippinerne og Indonesien, hvor man i de seneste år er begyndt at tage klimaudfordringen alvorligt med stigende satsning på bl.a. vind og sol.
Her, samt overalt i det klimasårbare Afrika, vil man opfatte en amerikansk udmeldelse som en voldsom hån, for USA er ikke blot klodens næststørste CO2-udleder. Landet står også bag langt større historiske udledninger end nogen anden nation, Kina inklusive. Amerika har dermed et større ansvar end noget andet land for klodens nuværende klimaknibe.
Hvis hvert eneste menneskeskabte CO2-molekyle i atmosfæren havde et flag påklistret, ville der stå Stars and Stripes på omtrent hvert femte af dem. Det kan ingen andre nationer hamle op med.
Trump vil derfor utvivlsomt – ved en amerikansk udmeldelse – blive mødt af en tsunami af harme fra stats- og erhvervsledere, klimaeksperter og NGOer fra lande og regioner som disse.
Fra Bruxelles over Beijing til Brasilia vil han blive beskyldt for at løbe fra et indlysende globalt ansvar, og på sociale medier verden over vil man udpege ham som en slags klima-kriminel, der gør sig personligt skyldig i en forbrydelse mod menneskeheden.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at Parisaftalen fortsat vil gælde ved amerikansk udmeldelse, og at de største udledere vil fortsætte deres bestræbelser på at bringe kloden på nogenlunde ret klimakurs. Det vil sige forsøge at leve op til aftalens målsætning om at holde stigningen i den globale middeltemperatur på under to grader (og helst maksimalt 1,5 grader) frem mod år 2100 i forhold til præindustrielt temperaturniveau.
Men det vil blive langt vanskeligere uden USA. Selv med Amerikas deltagelse styrede kloden ifølge gængse modelberegninger og med de indledende reduktionsforpligtelser, som landene har meldt ind, mod en stigning på omkring tre grader.
Nu skal der muligvis strammes yderligere i tøjlerne, og det risikerer at få nogle lande til at stoppe op og måske svække deres ambitionsniveau.
Ifølge den Washingtonbaserede nonprofit-organisation Climate Interactive risikerer klodens middeltemperatur i yderste konsekvens at stige med 0,3 grader ved en amerikansk udmeldelse af Parisaftalen, og allerede i 2025 kan landets drivhusgasudledninger være steget med 25 pct. i forhold til at blive i aftalen.
Så slemt går det dog næppe. For Trump vil ikke bare blive mødt af voldsom kritik fra verdenssamfundet.
Han vil også blive mødt af betydelig modstand i sit eget land, herunder fra den grønne amerikanske energisektor, der allerede i dag beskæftiger flere mennesker, end den fossile sektor gør. Samt fra hele delstater, ikke mindst Californien, der angiveligt vil forsøge at lave sin egen ambitiøse klimaaftale med verdenssamfundet, hvis USA melder sig ud – helt uden om Washington.
Over for New York Times påpeger Obama-administrationens chefklimaforhandler, Todd Stern, imidlertid en væsentlig reduktionshæmmende problematik, der kan gøre sig gældende ved amerikansk udmeldelse.
Det handler om det krav om gennemsigtighed, som USA under Obama var en central fortaler for, når det handler om de enkelte landes indberetninger af reduktionsmål.
Det er ikke tilstrækkeligt, at eksempelvis Kina hævder, at de har reduceret udledningerne med så og så mange gigaton. Tallene skal også kunne kontrolleres og verificeres af uafhængige kontrolinstanser, og uden USA i aftalen vil risikoen for uigennemsigtighed og dermed i sidste ende snyd med tallene være langt større, fastslår Stern over for avisen.
Men måske kan de klimabekymrede alligevel ånde relativt lettet op.
Det kan tage årevis for USA at melde sig helt ud af den møjsommeligt indgåede aftale fra 2015. Ja, en definitiv udmeldelse kan næppe nå at træde endegyldigt i kraft, før Trumps første præsidentperiode udløber i januar 2021.
Til den tid kan Det Hvide Hus meget vel blive overtaget af en demokrat, måske tilmed med et flertal af demokrater i den amerikanske kongres bag sig. Og dermed vil USA utvivlsomt være tilbage i aftalen.
På den baggrund er det slet ikke utænkeligt, at Trump vælger at blive i aftalen, men i en svækket og langt mindre ambitiøs udgave. For Parisaftalen er politisk og dermed ikke formelt juridisk bindene.
Endvidere kan det tænkes, at han har målt og vejet og fundet, at prisen er for høj for politisk isolering på den globale scene. En scene, som Kina i nogen grad ser sig villig til at overtage. Ikke mindst på det økonomisk stadigt mere frugtbare grønne energiområde.
I aften, torsdag, kl. 21 dansk tid burde vi blive klogere.