»Det skal bare være små korrektioner«

Brikse, hvide kitler og velplejede ansigter tog imod gæsterne på Skandinaviens første anti-aging-messe. Berlingske tog i Bella Center og mødte to kvinder, der for første gang fik glattet huden ud med Restylane.

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den hvide blyant kører hen over ansigtshuden. Streg for streg bliver det synligt, hvor Dorte Møller-Hansens forfængelighed sidder. De punkter, hvor hun helst vil viske tiden bort.

- Jeg jager ikke den evige ungdom. Så jeg skal heller ikke have en ansigtsløftning. Det skal bare være små korrektioner.

Hun er taget i Bella Center på Skandinaviens første anti-aging messe for at se, hvad der rører sig indenfor den branche, som kan give hende det mange danskere drømmer om: Et yngre ansigt.

Så der ligger hun med et hårnet på, imens messens gæster summer omkring hende. 50 år gammel og på vej til at få en sprøjte med midlet Restylane stukket ind i huden under øjnene. En såkaldt fillerbehandling, hvor huden bliver udglattet.

- Jeg har indtil for ti år siden ment, at man skulle stå ved sin alder. Men der var jeg i den lykkelige situation, at jeg var 40 år og lignede en på 35. Lige pludselig er det gået ned af bakke. Det irriterer mig, at jeg nu ser ældre ud end min alder. Og jeg bliver ramt af kommentarer om min alder.

Der sidder en bloddråbe på hver kind. Sprøjten har gjort sit arbejde. Nu lader sygeplejersken sine fingre massere Dorte Møller-Hansens ansigt. Restylanen skal modelleres på plads i de forfængelige punkter.

- Hele samfundet i dag gør, at man som 50-årig i dag ikke er gammel. Mine egne forældre var satte mennesker, da de var 50 år. Ikke ligesom mig, der løber, sejler og står på ski. Jeg er helt klart et produkt af den nye tid, hvor man som 50-årig har fuld skrue på. Jeg kan jo så meget, og mit ansigt behøver ikke afspejle en, der er gammel, siger hun.

På standen hos den private klinik Aleris-Hamlet sidder ansvarlig plastickirurg Bo Jønsson og taler med interesserede gæster. Han har set en udvikling fra gamle dage, hvor folk forlod en plastickirurg iført solbriller og tørklæde, når ansigtet var blevet løftet.

- Vores patienter er meget åbne omkring, hvad de vil have gjort. Generelt er plastikkirurgi i Danmark blevet hvermandseje. Vi synes ikke, at det er underligt, at man går til frisøren og får vasket og klippet hår. For et par hundrede år siden ville det være en meget ekstravagant ting at gøre. I dag får folk forynget deres hud og om noget tid kan det måske være lige så naturligt som at gå til frisøren, siger han.

Merry Greisen har egen frisørsalon i Hellerup. Det er et job, der forpligter på udseendet. Den 42-årige kvinde har allerede fået lavet sine bryster. Nu er det ansigtet, der for første gang skal have en tur med sprøjten efter længere tids overvejelse.

- Mange af mine kunder får det gjort. Det er et naturligt emne, vi taler om inde i salonen. Jeg har altid haft et bredt hoved og drømt om æblekinder. Det håber jeg at få nu. Det er jo et lille indgreb og det ser flot ud på andre.

Hun nikker anerkendende, da lægen holder spejlet op foran hendes ansigt. Tiden er blevet visket bort.