Det sidste tog til et åbent Sverige: »Vi har pas med for en sikkerheds skyld«

Berlingskes reportere har været med det sidste tog fra Danmark til Sverige, inden grænsekontrollen. Og vi venter sammen med politiet på havnen i Trelleborg på den første færge sydfra. 43 migranter blev sat af allerede på kajen i Rostock.

Berlingskes fotograf Asger Ladefoged var med migranter og andre rejsende på det sidste tog fra Danmark, inden Sverige indførte grænsekontrol. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi havde godt hørt om grænsekontrollen og har pas med for en sikkerheds skyld. Det stod i app'en, da vi købte billetter, at man skulle huske legitimation.«

Det unge par Emilie og Rune har ikke selv valgt, at deres hyggetur til Malmø skulle ske på den dag, hvor Sverige indfører grænsekontrol. Men nu sidder de i det sidste tog over Øresundsbroen, inden grænsekontrollen træder i kraft klokken 12, og de er velforberedte hjemmefra. Men foreløbig sker der ikke noget som helst.

»Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske, men jeg tror ikke, det kommer til at ændre meget,« siger den svenske togfører i Øresundstoget til Berlingskes reporter Mette Dahlgaard, som tager toget fra Københavns Hovedbanegård med ankomst i Malmø 11.47. 13 minutter inden Sverige indfører grænsekontrol i et forsøg på at få kontrol over flygtninge- og  migrantsituationen.

»Jeg regner da med, at vi kommer til at høre mere om, hvordan det skal foregå. Men lige nu ved vi lige så meget som du gør«, siger togføreren.

På Københavns Hovedbanegård er en irakisk familiegruppe stået på toget. De tre kvinder med seks småbørn er ankommet med tog fra Rostock og vil videre til Sverige. De har hørt rygter om grænsekontrollen, men de har ingen anelse om, at de er kommet med det sidste tog inden kontrollen træder i kraft. Sammen med de tre kvinder er to unge mænd, som er på vej til Norrköping, hvor en onkel venter på dem.

»Vi har ikke pas og papirer med, for at de ikke skal blive våde i det store hav,« siger Mustafa på 16 år, som fortæller at ham og kammeraten er kommet fra Irak via Tyrkiet og har taget turen i båd til Grækenland. De to unge mænd har ikke billet til toget fra København til Malmø. De bliver dog vinket videre af togføreren efter konduite-reglerne, som blev besluttet allerede i sommer under den store flygtningstrøm.

Det er for meget at tale om en flygtningestrøm i dag, men Malmø Centralstation er stadig præget af mange flygtninge og migranter, som venter på afklaring eller afhentning eller bare vil trække vejret inden de skal videre. Nogle af dem ser ud til at have rejst meget langt og er både beskidte og trætte. Andre er som den iraktiske familiegruppe fra det sidste tog fra Danmark velklædte og har stadig strøm på mobilen.

I Malmø står der skilte, som på flere sprog siger velkommen til flygtningene og viser, hvor de kan henvende sig. Man kan stadig rejse videre ind i Sverige, hvis det skulle være planen, men politiet er netop gået i aktion i Hyllie, som er stationen lige inden Malmø. Her kommer grænsekontrollen for Øresundsrejsende til at foregå, skriver Sydsvenskan.

Alle tog gennem Hyllie kontrolleres i dag

Svenske politibetjente stiger i dag på togene i Hyllie og beder de rejsende om at vise legitimation. Det behøver ikke været et pas, men hvis man ikke har legitimation - eller en overbevisende forklaring på hvorfor man alligevel skal have lov til at rejse videre - bliver man sat af toget i Hyllie. Berlingske så flere blive ført ud på perronen i det første tog, som blev kontrolleret af mere end 20 betjente.

Fra Hyllie kan de rejsende blive kørt til Migrantverket i Malmø, hvis politiet skønner at der er tale om migranter eller asylsøgere. Eller man kan få lov til at rejse videre på toget, hvis betjenten har god grund til at tro, at det er en svensker eller dansker, der bare har glemt legitimationen.

»Det vil bero på en konkret vurdering. Vi vil helst undgå forsinkelser for de rejsende. Derfor har vi lavet proceduren med at gå en tur  gennem toget og kun holde tvivlstilfældende tilbage,« siger politiets talsmand Ewagun Westford til Berlingskes Mette Dahlgaard.

I dag kontrolleres alle tog og alle rejsende. Det vil de nærmeste dage blive droslet ned til en mere begrænset kontrol i form af udvalgte afgange og stikrpøvekontroller, men foreløbig søger politiet at få overblik over opgaven, oplyser Westford. Indtil videre klarer man sig med de ressourcer, som er til rådighed, men svenske politikere og medier taler allerede om muligheden for at tilføre flere ressourcer til politiet for at klare grænsekontrollen.

43 migranter sat af færgen

I havnebyen Trelleborg skal den første passagerfærge efter grænsekontrollen ankomme kl. 13.45. Den er dog blevet forsinket i Rostock, hvor 43  migranter blev sat af, fordi de ikke havde gyldige papirer, som færgens personale tjekkede på alle passagerer. Det skriver Aftonbladet.

Færgerederierne er pålagt det samme transportør-ansvar som flyselskaberne har i dag. Hvis en færgepassagerer ikke har ret til at komme ind i det land, færgen lægger til ved, skal rederiet selv betale for at få dem sejlet tilbage til afrejsebyen.

Berlingskes reporter Jens Ejsing  står på havnen i Trelleborg med adskillige kolleger fra svenske medier. Bortset fra pressen er der tomt og blæsende, som der antageligvis er på de fleste efterårsdage. En håndfuld betjente er klar på havnen til at udføre grænsekontrollen af Stena  Line-færgen fra Rostock, og i ventetiden øver de sige på vognmandsruten TT-Lines, hvor færgen Huckleberry Finn lige er ankommet fra Rostock. Lastbilerne ruller af færgen og førerne har en kortvarig snak med politiet.