Prins Henrik var et menneske, der kom i farver.
I dag var hans bisættelse sat i de selvsamme koloritter, han i offentligheden fik tegnet sig selv op med.
Der på gulvet i Christiansborg Slotskirke lå den ene lysende buket og blomsterkrans efter den anden med et bombardement af farver og lod en intens dyb blomsterduft sprede sig ud i kirkerummet.
Hilsner fra blandt andet det spanske kongehus, Japan og en lang række venner fra nær og fjern satte ord på det, de i alt 60 indbudte gæster til bisættelsen var kommet for at gøre: Sige det sidste farvel.
»Prinsen har i den grad været sig selv og sat sin hat, som han ville. Farverig, uforudsigelig, uforfærdet, fransk!«
Ordene var Erik Norman Svendsens. Den kongelige konfessionarius (den formelle titel for kongehusets præst, red.) kom under sin prædiken blandt andet ind på, hvordan prins Henriks uortodokse væremåde både fascinerede og undrede os danskere.
Og han mindede os om, at det netop var det farverige, der i sin tid var årsagen til, at vi tog den elegante prins til vore hjerter.
»Vi husker måske især prins Henriks smukke og bevægende tale til sin brud ved middagen på Fredensborg Slot, Med et elegant lån fra et digt af Christian Winther, lød det på smukt dansk: »Jeg kom fra et blomsternes land til en blomstrende have: Syren og guldregn, hyld og bonderose, blomster i parker, i marker og skov, blomster i grøftekanten. Men pigen var dog havens allersomdejligste pynt,« lød det i prædikenen, i mens sollyset brød igennem kirkens glasvinduer.
På gulvet foran båren lå den vigtigste blomsterkrans af dem alle. En hvid af slagsen med et helt simpelt »Daisy« trykt i guld.
Gæst efter gæst gik op til båren med det danske flag foran alteret og udtrykte den sidste respekt ved at neje eller bukke dybt. Efter Prinsens eget ønske var bisættelsen i slotskirken en mindre, privat ceremoni.
På gæstelisten stod 60 mennesker - blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF), erhvervsmanden Fritz Schur og den franske ambassadør François Zimeray.
Da alle gæsterne var ankommet klokken 11, slog orglet tonerne an til salmen »Se, nu stiger solen af havets skød«.
Alle rejste sig for at tage imod dronning Margrethe. Iført sort slør gik hun ned af kirkegulvet op til båren. Dernæst ankom resten af kongefamiliens generationer iklædt den samme sorte farve. Prins Joakim holdt blidt om prinsesse Marie, der måtte tørre tårer væk fra kinderne.
Under sin prædiken rundede Erik Norman Svendsen Prinsens opvækst med en patriarkisk far, og et tilfældigt møde med Danmarks dronning ved et middagsselskab. Han talte også om deres faste hemmelige mødested i Hyde Park, frieri, og om hvordan prins Henrik valgte kærligheden fremfor en ambassadørtilværelse.
En stor del af de fremmødte fra kongefamilien var tydeligt berørte, og flere holdt hinanden i hånden og sendte hinanden små smil under den åbenhjertige prædiken.
Norman Svendsen adresserede også, hvordan diagnoson som dement prægede Prinsens sidste år.
»Det var både sørgeligt og befriende at få at vide. For så forstod vi alle bedre, hvor pinagtigt det var for Prinsen at være i offentlighedens søgelys samtidig med, at han mest havde lyst til at gemme sig for samme. Men selv da forblev Prinsen sig selv som livsnyder,« sagde Erik Norman Svendsen.
Uden for stod København også frem i klare farver med en blå himmel. På Slotsholmen var adskillige hundrede mennesker mødt op for at ære prins Henrik en sidste gang.
Følelsen af stille refleksion og en sidste respekt blandede sig med lyden af lette stamp på stedet, der skulle give tilskuerne varmen. Prinsen har siden fredag ligget på Castrum Doloris og over 19.000 danskere har i løbet af weekenden og mandag besøgt Prinsens båre.
En af de fremmødte i dag var 54-årige Peter Vestergaard. For ham handlede det om at vise den sidste respekt for prins Henrik.
Artiklen fortsætter under grafikken:
»I de her dage tænker jeg meget over, hvor gode eller dårlige vi har været til at tage imod en fremmed. Og der synes jeg ikke, at vi har været imponerende. Jeg tænker også på, hvor prins Henriks forkæmpere egentlig har været,« sagde han:
»Jeg synes, han var en stor personlighed. Han var - som folk siger - flamboyant. Og det er vi i Danmark åbenbart ikke særligt gode til at håndtere. Jeg tror, at det hele bliver en lille smule kedeligt uden prins Henrik.«
61-årige Kirsten Madsen havde også valgt at bruge sin tirsdag formiddag på bisættelsen. Hun var kommet til Slotsholmen fra Aabenraa, fordi hun var nygerrig på det, hun ser som »et historisk øjeblik«.
»At han er franskmand har nok gjort, at han havde det behov for at være i front. Og det kunne han ikke rigtig accepterere, at han ikke var. Med alderen går ens filter væk, og det kan jeg godt tilgive ham. Jeg ville bare ønske, at han havde delt sin urne i tre, for jeg synes, at dronning Margrethe også skulle have lov til at have ham ved sin side,« sagde Kirsten Madsen.
Tre kor, Københavns Drengekor, Holmens Kantori og Det Kongelige Kantori, sang under bisættelsen. Drengekoret i matrostøj sang 'I østen stiger solen op', og gæsterne sang efterfølgende Brorsons salme 'Op al den ting, som Gud har gjort'.
Det var ikke kun officererne ved båren, der stod rankt. Udenfor kirken stod 24-årige Peter Faber ret for paraden. Selve handlingen er simpel og indebærer, at man klapper hælene sammen og holder hænderne mod siden, mens man løfter hagen og samler læberne.
Det er den største civile ære, man kan vise, forklarede Peter Faber, som er tidligere garder og i dag studerer psykologi.
»Hvorfor jeg gjorde det? Tja, fordi jeg er en almindelig borger, som går op i den stat og det kongerige, som jeg bor i. Og fordi det hér en historisk begivenhed.«
Han tog fra Aarhus for at deltage i først Castrum Doloris og så bisættelsen. Han har de seneste dage boet hos sin søster i København.
»Jeg vil huske prins Henrik som én, der sprængte rammerne, men samtidig var en værdig prins af Danmark,« lød det.
»Du, som har tændt millioner af stjerner, tænd i vort mørke en tindrende tro. Du er vort lys, og du vogter og værner os, så vi sover i tryghed og ro.«
De første strofer af Erik Sommers salme flød igennem kirkerummet sammen med orglets toner efter jordpåkastelsen. Et moment, hvor den kongelige familie synes for alvor at give slip og lade tårerne trille mere uhæmmet.
Umiddelbart inden dørene til Christiansborg Slotskirke gik op, blæste den iskolde vind op. Flagene blafrede en smule mere mellem hænderne på de veteraner, som stod ved slotskirken. Mange tilskuere stampede let.
De ti galla-klædte officerer fra Livgarden bar prins Henriks kiste ud af kirken. Bag dem kom dronning Margrethe og Erik Norman Svendsen med langsomme skridt. Hele kongefamilien samlede sig på toppen af trappen. Dronningen og kronprins Frederik stod arm i arm.
Rustvognen satte langsomt afsted langs kanalen ned mod Stormbroen. Et ganske kort øjeblik strakte Dronningen halsen og fulgte bilen med blikket, indtil den forsvandt rundt om slotskirken.
Det blev det allersidste farvel til en ægtemand gennem 50 år.
Til en far. Til en farfar. Til et farverigt menneske. Og til en prins af Danmark.