Det offentlige er dårlige betalere

Mange virksomheder i byggebranchen oplever, at det offentlige ikke betaler til tiden. Det koster virksomhederne millioner i renteomkostninger.

De offentlige myndigheder er åbenbart hævet over lov og ret, når det gælder rettidig betaling for de ydelser, de køber hos private virksomheder, viser en opgørelse fra Dansk Byggeri.

7 ud af 10 virksomheder i byggeriet oplever, at offentlige myndigheder ikke betaler til tiden. Det koster årligt erhvervet et trecifret millionbeløb i renteomkostninger.

Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, siger, at virksomhederne møder en mur, når de forsøger at opkræve deres penge. - Det er de offentlige myndigheder og kun de offentlige myndigheder, der bestemmer, hvornår en betaling skal falde. Alle tidligere indgåede aftaler eller almindelige forretningsbetingelser om rykkergebyr ved for sen betaling bliver sat ud af kraft, når man handler med det offentlige, siger han.

Dansk Byggeri har nu bedt Økonomistyrelsen overveje at indføre et kvitteringssystem. Så kan virksomhederne dokumentere, at de har sendt den elektroniske faktura til det offentlige. En dokumentation, de ikke har i dag.

/ritzau/