Det kan koste jobgaranti at hæve efterlønnen

Tænk dig om, før du hæver dit efterlønsbidrag. Det kan nemlig koste dig retten til et job i de sidste fem år af arbejdslivet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tusindvis af danskere er uden at vide det på vej til at miste retten til et job i de sidste fem år af deres arbejdsliv. Det skriver Fødevareforbundet NNF.

Når der 2. april åbnes for, at danskerne kan melde sig ud af efterlønsordningen og hæve deres indbetalte bidrag skattefrit, forventes omkring halvdelen af de 1,1 millioner tilmeldte danskere at gøre brug af muligheden.

Men kun de allerfærreste er ifølge NNF klar over, at de penge, der er nok så rare at få her og nu, samtidig kan koste dem retten til fem års arbejde på fulde overenskomstmæssige vilkår inden efterlønsalderen. Det giver den nærmest ukendte seniorjobordning nemlig ret til.

Seniorjobordningen giver ret til et job i ens kommune i de sidste fem år inden efterlønsalderen, hvis retten til dagpenge er mistet. Men vel at mærke kun, hvis man bliver i efterlønsordningen - og med de nye stramninger af loven har man tidligst ret til et seniorjob som 58-årig.

Ordningen er særdeles attraktiv, fordi omkring 94 procent af de dagpengeforsikrede seniorer mellem 50 og 54 år ikke vil kunne få en eneste krone i kontanthjælp, når de ryger ud af dagpengesystemet efter to års ledighed. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge NNF.

Går man derfor med overvejelser om at tage mod tilbuddet om at melde sig ud af efterlønnen og takke ja til den skattefri udbetaling efter 2. april, er der flere ting, man bør tage med i sine overvejelser, mener NNF: Man mister enhver ret til at gå på efterløn, man mister retten til præmien på op til 147.500 kroner, hvis man bliver på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen, og man mister retten til et seniorjob, hvis man bliver ledig og er på kanten til at falde ud af dagpengesystemet.