»Det her er Danmark – vi har overskud til at være flinke«

Trine Bjørn fik nok af at høre om problemerne med at skaffe tålelige forhold for de mange asylansøgere og startede sin egen tøjindsamling. I hele landet er historier om uvilje mod flygtningene blevet gjort til skamme. Et rekordstort antal frivillige hjælpere har meldt sig.

»Det er ikke romantisk på nogen måde; det er knaldhårdt arbejde og et møde med mennesker, der har det svært. Men det giver mig noget, at jeg kan gøre noget. Det giver mig energi. Og jeg giver noget igen, mens jeg går her og får dagpenge,« siger Trine Bjørn, her i »tøjbutikken« på asylcentret i Helsingør. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I begyndelsen af august sidste år læste Trine Bjørn en artikel. »Det danske asylsystem er under massivt pres« var ikke just nogen tåreperser, snarere en klassisk baggrundsartikel om, hvordan tilstrømningen af flygtninge fra især Syrien tvang myndighederne til i hast at åbne midlertidige asylcentre rundt om i landet på nedlagte hospitaler, lukkede kroer, på campingpladser og i skurvogne.

Men én detalje gik i hjertet på Trine Bjørn, en 35-årig københavner og mor til to: Oplysningen om, at 120 mandlige asylansøgere på et center i Ebeltoft selv havde skaffet plads til ekstra 36 beboere ved at lægge madrasser på gulvene, så i forvejen små tomandsværelser blev til tremandsværelser og tremandsrum til fire mænds hjem.

»Det er jo ikke mennesker, som er kommet hertil for sjov. De har været på en farefuld rejse og har forladt dem, de elsker. Og de viste, at de kunne finde plads til hinanden. Så jeg tænkte, at vi også skal finde plads til dem. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om nogen skal have asyl eller ej. Den debat behøvede jeg faktisk ikke tage stilling til. Men det her er Danmark – vi har overskud til at være flinke over for dem, så længe de er her,« siger Trine Bjørn.

»Jeg var ved at blive kvalt«

I sommeren 2014 var medierne ikke blot fulde af historier om bombardementer, giftangreb og sult i det borgerkrigsramte Syrien og om de mange flygtninge, som strømmede mod Europa og Danmark og vendte flere års nedgang til en kraftig stigning i antallet af asylansøgere.

Overskrifterne i medierne handlede også om små danske lokalsamfunds skepsis og sågar fjendtlighed ved pludselig at skulle agere vært for 50 eller 100 uventede gæster. Særligt et par TV-transmitterede borgermøder, hvor beboere rejste sig og stillede spørgsmål om risikoen for kriminalitet eller smitsomme sygdomme blandt asylansøgerne, fik stor opmærksomhed.

»Jeg var ved at blive kvalt over at tænde for nyhederne og føle mig magtesløs. Jeg måtte »tage aktion« på det,« fortæller Trine Bjørn.

Hun havde også en helt personlig grund til at handle. Hun var lige blevet arbejdsløs. Godt nok fra et job, som hun hverken var fagligt eller personligt særlig glad for. Men stadig efterladt med den lurende følelse af »hvad nu?« og »kan dét, jeg er god til, virkelig ikke bruges?«.

Tøjcontainer i stuen

Så Trine Bjørn ringede til asylcentret i Ebeltoft og spurgte, hvad de stod og manglede. Svaret fra funktionschef Helle Daner var »tøj«. Herretøj, vel at mærke. For de fleste asylansøgere i Ebeltoft var mænd, der efter at have lagt hele deres opsparing hos menneskesmuglere havde begivet sig på den farefulde tur over Middelhavet herop – og de havde intet med. Kun det tøj, de gik og stod i.

»Centret og det tilhørende tøjlager var lukket i maj, fordi der ikke længere var behov for det. Men pludselig strømmede det til med flygtninge. Vi måtte åbne igen 25. juni, endda med overbelægning – og vi havde intet til dem,« siger Helle Daner.

Trine Bjørn skrev til 20 mandlige venner i sit netværk for at bede dem finde godt, men overskydende herretøj frem fra gemmerne. Og siden – for at sætte lidt fut i oprydningen – til deres koner:

»Please, kom og sæt jeres rene mandetøj foran min dør. Eller ring på og få en kop kaffe,« lød beskeden.

Blot en uge efter, at Trine Bjørn havde læst artiklen i avisen, var familiens stue på Islands Brygge fyldt med bugnende poser. Flere modefirmaer havde tillige meldt sig med kasser af overskydende tøj, så 12. august proppede Trine Bjørn en sponsoreret kassevogn til randen og kørte til Ebeltoft.

»Det var helt fantastisk,« siger Helle Daner, som var med til at modtage tøjet:

»Beboerne var ellevilde. Vi brugte et par dage på at sortere de første sække, og så åbnede vi tøjshoppen, hvor beboerne kan købe tøj for et par kroner per del. Der var en kø lige så lang som i gamle dage på udsalg.«

Små drenge og biler

Efter turen til Ebeltoft blev Trine Bjørn kontaktet af mange, som havde set opslaget, men for sent. Så hun gentog øvelsen 14 dage senere, denne gang med indsamling til sjællandske asylcentre:

»Jeg blev høj af at hjælpe. Og jeg blev udmattet. Jeg blev berørt og til tider ulykkelig. Men jeg blev også lykkelig over at se, hvordan glæden lyste op i deres ansigter, når de så, at jeg, »en helt almindelig dansker«, gerne ville hjælpe. Da jeg ankom med varevogn nummer to til asylcentret i Helsingør, åbnede jeg bagsmækken og ud faldt en lille legetøjsbil. Der stod en lille dreng på tre-fire år. Han samlede bilen op og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede og smilede, for vi kunne jo ikke snakke sammen. Hvad jeg ikke havde forudset var, at der troppede fire andre små drenge op. For de ville jo også gerne have en bil. Men jeg havde ikke flere små biler. Da jeg kørte hjem, ikke bare græd jeg. Jeg tudede. I det sekund vidste jeg, at det ikke stoppede dér,« har Trine Bjørn selv skrevet om sine oplevelser i det tidlige efterår.

Så Trine Bjørn gentog sin indsamlingsrutine i september. Og da gik det helt over gevind. Snart kørte hun i pendulfart til asylcentret Kongelunden, til det nyåbnede center i Helsingør – og nu med dametøj, klapvogne, legetøj som hoppeheste, Playstations og Lego, børnetøj som flyverdragter og sko, løbehjul, undertøj og sportstøj. Hun måtte låne et lokale, da familien ikke længere kunne være i sin egen stue for skraldeposer og flyttekasser. Og bekendte på Vesterbro og i Hellerup tilbød at lægge ekstra »opsamlingssteder« til indsamlingen, da den også voksede ud af det lånte lokale.

13 fyldte kassevogne nåede Trine Bjørn op på i september-indsamlingen. Og det viste sig at forpligte. Det nyåbnede centers sparsomme personale i Helsingør kunne slet ikke overkomme at sortere og ordne alt det indsamlede. Så i oktober samlede Trine Bjørn 100 mand – 50 frivillige og 50 asylansøgere – til at organisere alt det indsamlede tøj og legetøj til en regulær butik.

Stor stigning i antallet af frivillige

De fleste i Røde Kors-systemet har hørt om Trine Bjørn. Men hun er langtfra den eneste nytilkomne ildsjæl i asylsystemet. Parallelt med tilstrømningen af asylansøgere er antallet af frivillige steget støt de seneste år – og endnu flere har meldt sig på de netop afholdte fire »humanitære folkemøder«, hvor 2.000 professionelle og almindelige borgere er mødtes til en debat om, hvordan man bedst hjælper mennesker på flugt.

»Siden der kom fokus på krigen i Syrien, har vi oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser fra folk, der gerne vil være frivillige. Der vil altid være nogen, der er negative, hvis et asylcenter flytter ind i deres lille landsby, men hovedindtrykket er, at folk er positive,« siger Helle Daner fra asylcentret i Ebeltoft.

Her har de eksempelvis frivillige til at drive cykelværksted og lektiecafé. En kvinde har endog på egen hånd syet gardiner til samtlige værelser for at hygge lidt om beboerne.

På asylområdet alene arbejder lige nu 785 frivillige rundt om i landet, en stigning på 234 personer siden 2012 – og så er de mange nye, der har meldt sig på de humanitære folkemøder, end ikke talt med.

Antallet af Røde Kors-frivillige i integrationsfasen – dem, flygtninge møder, når de sluses fra centrene og ud i kommunerne – er ligeledes steget: Fra 679 personer i 2010 til over 1.200 sidste år, viser Røde Kors’ egne tal. Dertil kan lægges en række personer, som lokalt og uden om organisationerne har engageret sig i flygtningene:

»Faktisk er vi overvældede af den imødekommenhed, vi har set rundt omkring. Det er stort og småt, lige fra fodboldkampe til velkomstbuketter. Det var den stemning, vi forsøgte at gribe med folkemøderne,« siger Anne la Cour, asylchef i Røde Kors:

»De frivillige kan hjælpe til med rigtig meget. Men det, der er kommet frem på de humanitære folkemøder, er meget enkelt: Asylansøgerne vil gerne have en dansk ven. De frivillige kan være med til at give asylansøgerne den viden, som er afgørende for at kunne trives i det danske samfund. Til at forstå, hvad »NemID« og »en kommune« er, hvordan de danske madvaner er, og hvad lokalsamfundet rummer. Og det har stor betydning, at de netop er frivillige – at de kommer, fordi de har en oprigtig interesse i asylansøgerne, ikke fordi de får løn,« siger Anne la Cour.

Plads og overskud

Venner, adspredelse og introduktion til en almindelig dansk hverdag er netop, hvad asylansøgerne har brug for nu. Trine Bjørns tøjindsamling har sørget for tøj nok til de nyankomne indtil videre:

»Jeg håber, der er en bevægelse i gang i hele samfundet. For ti år siden handlede alt om, at folk skulle have nye HTH-køkkener. Så handlede alt pludselig om finanskrise og overlevelse. Nu er der plads og overskud til mere velgørenhed. Men faktisk var det også et helt egoistisk projekt, som har givet mig en masse,« fortæller hun.

»Jeg går ikke bare rundt og bilder mig ind, at jeg er god til marketing og projektledelse – jeg er god til det. Jeg kan afslutte projekter og finde løsninger på udfordringerne. Andre ledige har spurgt mig i forløbet: »Kan jeg gøre noget? Jeg går her og søger job og er ved at brække mig over at lede på nettet og ikke være sammen med andre mennesker«. Mange af dem har fået et kick ud at kunne være nyttige uden at have et job,« fortæller Trine Bjørn, som håber, at hendes næste job kan kombinere hendes evner for projektledelse og marketing med et menneskeligt formål.