»Det hele skete så pludseligt«

Efter at have ligget sommerstille kommer de store gå-i-byen-aftener for landets barer og diskoteker nu. Med dem også den blinde vold. En 28-årig dansker med kurdisk baggrund fortæller her om en uskyldig bytur, der kunne være endt helt galt.

Lisbet Røge Hermansen blev en aften i det københavnske natteliv så provokeret af en flok ballademageres opførsel, at hun til sin egen overraskelse stak en af dem en syngende lussing. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Hun så dem ikke, da de kom ind på baren. Men pludselig sad de lige bag hende 12-14 unge mænd med hættetrøjer og fede guldkæder om halsen. De stank langt væk af problemer.

Kun to af dem så helt danske ud, resten var, hvad den 28-årige Lisbet Røge Hermansen indtil i lørdags ville have kaldt indvandrere eller 2.gere (efterkommere af indvandrere, red.). I dag kalder hun dem i stedet »perkere«. Og den betegnelse gælder også danskerne i gruppen.

»Jeg kalder dem ikke indvandrere, fremmedarbejdere eller 2.gere,« skriver hun på sin blog på internettet, for det »ville være en fornærmelse mod en samfundsgruppe, der indeholder en kæmpe diversitet. En betegnelse, der på ingen måde beskriver deres opførsel.«

Hun hader ellers ordet »perker«. Hun er blevet kaldt det selv mange gange, fordi hendes far er tyrkisk kurder, og det lærte hende for første gang følelelsen af uretfærdighed og afmagt at kende.

Den følelse overmandede hende igen hen på natten sidste lørdag på en bar nær Nørreport Station i det indre København. Det var en ellers perfekt aften med masser af drinks og hyggelig stemning for den unge cand-merc.-studerende fra Handelshøjskolen i København . En af de unge vippede på sin stol lige op i ryggen på hende. Hun vendte sig om. »Hvad så, kender du Hassan,« havde en af de andre i gruppen sagt.

Hun forsøgte at ignorere dem. Det hele skete så pludseligt.

Lisbet Røge Hermansen husker det, som om musikken pludselig hørte op, en bartender begyndte meget hurtigt at fjerne alle tomme glas, og alle gjorde instinktivt plads omkring sig: To af de unge i gruppen rejste sig op for at slås. Den ene af dem flåede i møblerne, der blev kastet med glas. Politiet blev tilkaldt, en af de unge blev fulgt til døren. Faren var ved at drive over, og folk stod musestille og håbede, at alt kunne blive som før.

En af de andre i gruppen råbte: »Homo, du kan da ikke bare gå!« Og så var det hele ved at eksplodere igen.

Men det var Lisbet Røge Hermansen, der eksploderede. Den pæne, studerende kvinde, der arbejder på fuld tid ved siden af studierne og har alt at miste, stak ham der råbte en lussing.

»Jeg skammer mig sådan,« siger hun: »Men det var vores yndlingsbar, de var i gang med at smadre. Det var vores yndlings-bartendere, de udsatte for fare. Det var os, det gik ud over.«

Hendes kæreste, der var alt andet end begejstret ved udsigten til at skulle til at forsvare hende mod de 12-14 unge mænd, fik hurtigt trukket hende ud af lokalet og væk fra tumulten. Imens lykkedes det andre at holde ham, hun havde slået, fast. Snart kom politiet og tog sig af resten.

»Der er intet, der kan retfærdiggøre, at jeg slog ham. Intet. Men netop det, at der her var tale om en flok perkere, der igen-igen lavde ballade på vores sted, tændte mig af. Jeg kalder ballademagerne for perkere, fordi de har nogle træk, der adskiller dem fra andre grupper af fredsforstyrrere. De klæder sig på en bestemt måde, de taler utrolig grimt til alle også hinanden og så skubber de rundt og kommanderer med folk. De taler også meget grimt til piger, og de går til angreb på hvemsomhelst, og så er de frygtløse. Ofte ankommer de i større grupper og er primært af udenlandsk eller blandet afstamning iblandet et par etniske danskere der opfører sig ligesådan,« siger hun.

Hun mener ikke, at det danske samfund kan stille meget op med de mennesker.

»Men jeg tror ikke, man skal behandle dem som nogen, der er faldet ned af velfærdspotten, og tro, at det er samfundets skyld. Det er deres eget ansvar. Læg mærke til, at jeg ikke forbinder ordet perker med race, men med valget af livsstil. Jeg bruger ordet sjældent, og jeg ville ønske, at det hed noget andet. Men hvis man ikke kan lide at blive kaldt æbletyv, så skal man lade være med stjæle æbler.«