»Det har aldrig været angsten, men modet, der har drevet ham«

Den 37-årige Dan Uzan blev dræbt under terrorangrebet i København i februar, da han bevogtede indgangen til synagogen i Krystalgade. Han arbejdede som frivillig for at beskytte andre og betalte den højeste pris.

Sergeot Uzan med et billede af sønnen, Dan Uzan, som er nomineret til »Årets dansker«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Den urolige stemning havde lagt sig om en dyne over byen. Mørket havde for længst omsluttet København, og politiet var fortsat på jagt efter attentatmanden, der var på fri fod et sted i natten. Bevæbnet, farlig og komplet utilregnelig. Det vidste Dan Uzan.

I synagogen i Krystalgade var der stadig gæster til den jødiske konfirmationsfest, bat mitzvah, bag de gule mure. Børn og voksne spiste, festede og dansede fortsat ud på de sene timer.

Ude i den bidende februar-kulde foran synagogen stod Dan Uzan og bevogtede indgangen. Få timer forinden var den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard blevet dræbt ved et debatmøde om ytringsfrihed på Østerbro, mens flere betjente og PET-folk blev såret. Det vidste Dan Uzan.

At det på det tidspunkt kun var lidt mere end en måned siden, at en gerningsmand dræbte fire personer i et jødisk supermarked i Paris i anden runde af angrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo, sad i bevidstheden hos de fleste. Synagogen var med andre ord et oplagt mål for en gal mand med en mission. Alt det vidste Dan Uzan.

Men han havde, som han havde gjort det så mange gange før, taget plads foran synagogen i Krystalgade for som en del af et frivilligt vagtteam at holde vagt og skabe tryghed med sin store, rolige skikkelse på 2,05 meter.

Da en af gæsterne på vej hjem fra festen spurgte Dan Uzan om, hvorfor han stod ude på gaden og ikke i sikkerhed bag porten, svarede han ifølge en beretning fra tidsskriftet Jødisk Orientering:

»Vi er nødt til at være proaktive. Vi må sikre os, at politiet er til stede, vi skal tjekke bilerne og meget mere.«

De to mænd trykkede hånd og sagde farvel for sidste gang.

Nicholai Max Gringer

»Det har altid imponeret mig er, at han gjorde så mange ting for andre, men stadig havde sig selv med i det.«


Det var sådan, at Dan Uzans efterladte kendte ham. Som den, der var der for andre. Klokken 00.41 faldt Dan Uzan for en kugle, da attentatmanden, Omar El-Hussein, pludselig dukkede op og trykkede på aftrækkeren og skød ham og sårede to betjente.

Dan Uzan blev det tragiske billede på truslen mod de danske jøder, da han natten til den 15. februar blev skudt og dræbt foran synagogen. Hans død gjorde sammen med drabet på Finn Nørgaard terrortruslen mod Danmark konkret.

Selv om vi i dag ikke kan spørge Dan Uzan om, hvorfor han på trods af den åbenlyse fare stillede sig op som ubevæbnet vagt den råkolde aften i februar, om hvorfor han ikke overlod opgaven til de fremmødte politifolk med de skarpladte maskinpistoler, ligger svaret lige for.

Sergeot Uzan med et billede af sønnen, Dan Uzan, som er nomineret til »Årets dansker«. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Ifølge familie og venner er det nemlig alt andet end overraskende, at det var lige netop Dan Uzan, der stod vagt den aften. At det var ham, der var med til at afværge, hvad der i værste fald kunne være blevet en endnu større katastrofe, hvis gerningsmanden var trængt ind bag porten.

Det er heller ikke overraskende for Dan Uzans far, Sergeot Uzan. Han tager imod i familiens hjem i Hvidovre iført en T-shirt lavet til minde om sønnen. »Dan the man – guardian angel«, står der med store typer.

»Det har ikke betydet noget for ham, at det var farligt at stå der. Det havde ikke betydet noget i 20 år, og det havde ikke betydet noget i morgen, hvis han stadig havde været i live. Det har aldrig været angsten, men modet, der har drevet ham,« siger Sergeot Uzan.

Det er sådan, at faderen husker sin søn. Som en mand, der var modig, fordomsfri og fyldt med godhed. Sergeot Uzan giver et eksempel:

Det tog ofte længere tid for Dan end for de fleste andre at gå turen fra forældrenes hjem og op til togstationen få hundrede meter derfra. Dan mødte mennesker på vejen og faldt i snak med dem. Han var afholdt af mange og havde mange bekendte, både jødiske, kristne og muslimer. En egenskab som ifølge Sergeot Uzan udspringer af sønnens fordomsfrie natur. Derfor håber han også, at vi alle kan lære noget af hans søn, så hans død ikke var komplet meningsløs.

»Jeg har selv været fyldt med had og hævntørst, efter at vi mistede ham. Det har fyldt meget. Men så tænkte jeg på Dan. Og jeg bestemte mig for at gå hans vej. Hvis vi tager ansvar og bruger vores godhed uden at tænke på vores egne interesserer først, kan vi komme langt. Sådan var Dan. Det er den indstilling, der giver et håb om, at mennesker kan leve fredeligt sammen, siger han.

»Vores mod skal komme fra godheden og viljen til at gøre en forskel.«

Det var først efter sønnens død, at Sergeot Uzan fandt ud af, hvor meget Dan Uzan havde betydet for mange mennesker, fortæller han. Huset var fyldt med mennesker, og tilkendegivelserne strømmede ind fra folk, for hvem Dan havde betydet noget.

»Den varme, som jeg har fået fra det danske folk og Dans venner og bekendte, har fyldt mig op over mit hoved og støttet min familie i at holde smerten og tabet tilbage. Det er så klart og tydeligt, at jeg ikke kunne ignorere den. Den varme kommer fra ham.«

Dan Uzan voksede op i Hvidovre og gik på den jødiske privatskole Carolineskolen på ydre Østerbro, og senere blev han uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har efterfølgende arbejdet både for SAS og Tiger-kæden.

Det var Dan Uzan, der samlede basketballholdet i klubben Høbas, da en holdkammerat sidste år blev indlagt med en blodprop. Det var Dan Uzan, der vægtede det sociale fællesskab højt i den jødiske fodboldklub Hakoah, hvor han gennem flere år var målmand.

Nicholai Max Gringer mødte Dan Uzan gennem basketballklubben for omkring 20 år siden og husker vennen som et socialt omdrejningspunkt. Weekenden inden terrorangrebet diskuterede de to venner situationen omkring jødernes sikkerhed. De havde været i biografen og stod på Nørrebrogade og vendte verdenssituationen, inden de brød op, husker Nicholai Max Gringer.

»Det var aldrig en overvejelse for Dan at lade være med at stå vagt dernede, selv om han kendte risikoen. Han ville beskytte dem, han holdt af. Det var hans måde at give noget tilbage til det jødiske samfund på,« siger Nicholai Max Gringer og uddyber:

»Det har altid imponeret mig er, at han gjorde så mange ting for andre, men stadig havde sig selv med i det. Der er mange mennesker, der pleaser alle mulige, fordi vi føler, at det er nødvendigt af den ene eller anden grund. Sådan var Dan ikke. Det var hans store styrke, at det forekom ham meget naturligt.«

Tilbage står et terrorangreb, der kostede to personer livet. Midt mellem lovforslag i kampen mod terror og politiske diskussioner om at undgå endnu et angreb, har Sergeot Uzan en bøn fra dér, hvor terroren blev til virkelighed.

»Den varme, som jeg har fået fra det danske folk og Dans venner og bekendte, har fyldt mig op over mit hoved og støttet min familie i at holde smerten og tabet tilbage,« fortæller Sergeot Uzan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Vi må overveje de værdier, som Dan havde. Jeg håber, at andre kan se, hvor stor en værdi det har at opbygge et fællesskab gennem de værdier og ikke gennem egoismen. Jeg håber, at hans ånd vil leve videre sammen med de værdier, han stod for: At acceptere at give uden at tænke på, hvor meget man får.«

Denne artikel er bygget på interview med Sergeot Uzan og Nicholai Max Gringer samt en række personlige beretninger fra tidsskriftet Jødisk Orientering og politiets egne redegørelser om angrebet.