»Det handler om public service«

Overlæge på Rigshospitalets ortopædkirurgiske afsnit, Jens Stürup, er en af afdelingens ti læger, der bijobber i det private. Det ekstra arbejde bonner ud på pensionsopsparingen, og han finder det naturligt i en situation med lægemangel at arbejde i det private for at sikre patienter rettidig behandling.

Overlæge Jens Stürup er for nylig blevet tilknyttet den nyopstartede Bekkevold Klinik i Hellerup. Her er han klinikkens ekspert i hofteoperationer, og han forventer på sigt at arbejde to eftermiddage om ugen i det private, svarende til mellem 40 og 80 »hurtige« hofteoperationer om året. Sideløbende passer han sit arbejde på Rigshospitalet, hvor han primært tager sig af specialkirurgi. Og mikset mellem »rugbrødsarbejdet« på privatklinikken og det fagligt udfordrende arbejde i det offentlige passer ham fortrinligt.

»I det private regi har man en meget strømlinet og ukompliceret arbejdsgang, fordi man primært tager sig af »de lette patienter«, og det kan være befriende, at tingene kører glat. Samtidig er det spændende at arbejde på en af Danmarks mest specialiserede enheder for ortopædkirurgi, og derfor kunne jeg aldrig drømme om at gå helt over til det private,« forklarer overlægen, som ikke mener, at han gradbøjer sit lægeløfte ved at arbejde i det private.

»Jeg mener, at det er forfejlet at have ondt af, at man arbejder i det private. I Danmark er der mangel på speciallæger, og vi må arbejde ekstra for at få patienter igennem systemet. Læger beskæftiger sig med public service, vi skal give borgerne valuta for skattekronerne. Og jeg er da lige meget læge, om jeg arbejder på Rigshospitalet som i det private,« uddyber Jens Stürup.

Derfor mener han også, at det har været en genistreg fra regeringens side at nedjustere ventetiden til to måneder, som det er tilfældet nu. Det er straks en anden sag med ventetidsgarantien på en måned, som træder i kraft pr. 1. oktober i år.

»Nedsættelsen af ventelistegarantien fra to til en måned er nok snarere en politisk håndsrækning til privathospitalerne, som ikke i realiteten får nogen praktisk betydning for de fleste patienter. Men den nuværende justering af ventelistegarantien er en genistreg. Der er aldrig blevet behandlet så mange patienter før for de samme ressourcer. Både det private og det offentlige er blevet ansporet til at behandle flere, og det er da en gevinst for patienterne,« mener Jens Stürup.

Når det er sagt, er det selvfølgelig ikke kun udsigten til at udnytte sin egen personlige kapacitet mere effektivt, der har motiveret overlægen til at give den en ekstra skalle i fritiden. Det ekstra flid skal på sigt forsøde pensionist-tilværelsen.

»Privatklinikker er i stand til at honorere mig for mit ekstra arbejde, og så er jeg villig til at arbejde mere og ad den vej spare op til pensionen,« siger overlægen, der af hensyn til forretningshemmeligheder ikke må oplyse sin løn i det private.