»Det handler om dannelse – ikke om integration«

Hvert år sluser landets professionshøjskoler over 100 flygtninge og indvandrere ind på landets pædagog- og læreruddannelser gennem et særligt forberedelsesforløb. Ingen nævner ordet integration. Måske netop derfor er det en succes.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Den anden dag spurgte Aras Akrawe sig selv, hvor han egentlig ville være havnet, hvis ikke han havde hørt om FIF? Ville han stadig have arbejdet på fiskefabrikken på Bornholm? Ville han være forblevet ufaglært?

Den 40-årige flygtning fra Irak smiler.

»Jeg ville i hvert fald aldrig være nået til, hvor jeg er i dag.«

Aras Akrawe var 24 år, da han for 15 år siden kom til Danmark som kurdisk flygtning fra Irak. De første år brugte han på et asylcenter. Siden tre år på fiskefabrikken.

For otte år siden fik han så chancen for at begynde på et såkaldt FIF-kursus, som forbereder flygtninge og indvandrere, der har en studentereksamen fra hjemlandet, men ingen danske eksamenspapirer, til at komme ind på en række velfærdsuddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske og lignende.

Drømmen opstod, allerede mens Aras Akrawe i asylcentret ventede på at få sin sag afgjort og var i frivillig praktik i en børnehave.

»Jeg har altid været interesseret i mennesker og de sociologiske og psykologiske faktorer, der former os til dem, vi bliver,« siger han. »Men tiden i børnehaven vækkede for alvor min interesse for at blive pædagog.«

Så da muligheden bød sig, flyttede han til København, tilmeldte sig et intensivt danskkursus og gennemførte det etårige FIF-forløb. Derefter tog han en regulær pædagoguddannelse, og efter et års arbejde i felten toppede han den med en kandidatgrad i pædagogisk sociologi fra DPU.

Hvert år gennemfører mellem 100-135 flygtninge og indvandrere et af FIF-kurserne, der afholdes seks steder i landet. Og kurserne er blevet så succesfulde, at der i dag er en større andel af de kursister, som afslutter forløbene, der går i gang med en mellemlang videregående uddannelse to år efter, de er færdige med forløbet, end tilfældet er for studerende, som har taget en klassisk dansk HF-udannelse.

Efter to år er cirka 46 pct. af alle HF-studenter i gang med at læse videre. For FIF-kursisterne er andelen 70 pct. Det viser opgørelser, som Professionshøjskolen UCC har lavet på baggrund af Undervisningsministeriets databank.

I al ubemærkethed er FIF altså lykkedes med en af de vigtigste integrationsopgaver, som afgør, hvorvidt udlændinge, der kommer til Danmark, bliver en økonomisk gevinst eller en omkostning: At udnytte de ressourcer, de har med fra hjemlandet og veksle dem til en valuta, som gør dem i stand til at fortsætte deres uddannelse i det danske system.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Aras Akrawe kom til Danmark fra Irak for 15 år siden og arbejdede gennem flere år på en fiskefabrik på Bornholm. For otte år siden fik han mulighed for at komme på et FIF-kursus, og nu har han en kandidatgrad i pædagogisk pyskologi fra DPU og arbejder bl.a. med udviklingshæmmede voksne. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

»Særlige pædagoger«

Formålet med FIF er dels at løfte de studerendes danskkundskaber, så de kan klare sig på en almindelig uddannelse. Men på skemaet finder man også almendannende fag som samfundsfag, historie og religion. Og vigtigst af alt en introduktion til de fagbegreber og måder at lære på, man skal mestre i det danske uddannelsessystem.

»Rigtigt mange kommer fra lande, hvor gruppearbejde er noget fremmed og næsten forkert, ligesom de skal lære, at det har en værdi at have en selvstændig mening,« siger Helle Delfs, der er koordinator for FIF-kurserne på pædagoguddannelsen på UCC i København.

»Men mange kommer også med en helt anden motivation end almindelige studerende. Dels fordi de er ældre, men også fordi de virkelig drømmer om at være en almindelig del af samfundet og oplever, at FIF giver dem muligheden for netop det.«

Tidligere var det især bosniske flygtninge og kvinder med tyrkisk baggrund, som tog forberedelseskurset. Siden kom mange thailændere, filippinere og østeuropæere til. Og snarligt forventer UCC en tilstrømning af syriske flygtninge.

Da kurset begyndte for 30 år siden, hed det, at kursisterne blev »nogle helt særlige pædagoger«, der kunne bygge bro til minoritetsforældre og løsne den integrationsknude, mange børnehaver og folkeskoler kæmper med. Den slags er ude af fortællingen i dag.

»Selvfølgelig har de en særlig forståelse for andre kulturer, fordi de selv er vokset op et andet sted. Men de skal først og fremmest være dygtige pædagoger. Ikke integrationskonsulenter. Og det er også det, vi ser,« siger Helle Delfs.

En rygsæk med dannelse

Netop det er en af årsagerne til, at Aras Akrawe fik så meget ud af sin tid på skolen, siger han:

»Jeg tror ikke på integrationskurser, der belærer, men på at give folk nogle redskaber til at klare sig – i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet. Det handler om dannelse, ikke integration. Og det var først, da jeg kom på en skole, hvor ingen talte om integration, men i stedet uddannede os i at analysere samfundet – teoretisk og praktisk – at jeg kom helt tæt på den danske kultur og mentalitet,« siger han.

I dag arbejder Aras Akrawe dels som pædagog for udviklingshæmmede voksne, dels som konsulent for Frederiksberg Kommune i forhold til modtagelsen af flygtningebørn. Nu overvejer han, om han skal begynde på en ph.d.

»Den rygsæk, jeg har fået med fra FIF, har været sindssygt vigtig. Jeg siger ikke, at alle flygtninge skal lære Foucault og Habermas. Men jeg tror, at vi skal snakke mindre om integration og mere om uddannelse. For det er, når man kobler viden og praktiske redskaber med sine egne erfaringer i hverdagen, at man lærer et samfund rigtigt at kende.«