»Det gjaldt mit liv«

Sygehusenes interne ventelister er umulige at gennemskue for patienterne, der ofte står i lange køer til diverse forundersøgelser og scanninger. Robert Burchardi har ventet. Nu venter han på at dø.

To år tilbage af livet. Sådan lyder lægernes dom over Robert Burchardi, der ikke overlever sin prostatakræft. I mere end 40 år har været ansat som socialarbejder i Københavns Kommune.<br>Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

»Der sker nok slet ingenting«.

Han kigger rundt efter et fix-punkt. Men selv om kontoret er tæt pakket med bøger, rapporter, potteplanter og familiebilleder, kan øjnene højst finde ro et par sekunder. Så flakker blikket igen. Stemmen er også lavere nu.

»Selvfølgelig håber jeg, at der er noget på den anden side. Men fornuften, al forstanden, siger mig, at der ingenting sker, at der ingenting er efter livet. Men jeg har da meldt mig ind i folkekirken igen, det skal være en ordentlig begravelse. I Sorgenfri Kirke«.

Robert Burchardi har prostatakræft. Han har to år tilbage af sit liv, siger lægerne. Om to år er han 62 år.

Symptomerne var klassiske, da han gik til lægen. Konstant tissetrang, blod i urinen, smerter.

Alligevel gik der flere måneder, inden Robert Burchardi ved en simpel blodprøve fik målt sit såkaldte PSA-tal, der med stor sikkerhed kan fortælle lægerne, om de står over for en patient med prostatakræft. Et normalt PSA-tal er mellem nul og fire. Robert Burchardis PSA-tal var 350.

»Det var et enormt chok. Og min første reaktion var, at det ikke kunne passe, det måtte være en fejl, det måtte være piv-forkert. Ingen tvivl om det,« siger Robert Burchardi.

Men tallet var rigtigt, forsikrede lægerne på Amtssygehuset i Gentofte. Og så blev behandlingssystemet sat i gang.

I første omgang blev Robert Burchardi sat på sygehusets interne venteliste. 15 dage gik der, inden man fik taget en ny blodprøve. Efter yderligere fire dage fik han scannet sine knogler og sin prostata. Efter scanningen ventede en ny venteliste. 14 dage i kø for at få foretaget en biopsi. Efter yderligere fire uger fik han scannet sit hjerte, sin lever og sine nyrer.

Det hele står i Robert Burchardis lommebog.

Resultaterne af undersøgelserne viste, at kræften havde bredt sig, at den var helt ude af kontrol. Kræft i kæben, i skuldrene, i hoften, i benene. Også den ene nyre var ødelagt.

»Det er jo ikke til at sige, om en hurtigere behandling havde gjort nogen forskel. Måske har jeg reelt haft kræft i 10 eller 15 år, jeg ved det ikke. Men selv om jeg absolut ikke har noget dårligt at sige om lægerne på sygehuset, så mener jeg helt klart, at ventetiderne til de enkelte undersøgelser var alt for lange. Der var jo ingen tvivl om, at jeg var syg - at det gjaldt mit liv,« siger Robert Burchardi.

Den eneste behandling, der reelt ikke er en behandling men blot en livsforlængende indsats, er nu hormonkurre og motion. En operation, der fjernede testiklerne kunne måske forlænge livet med tre måneder, men det kommer ikke på tale.

»Der siger jeg stop. Det gør jeg. Hvis vi talte om en livsforlængelse på et år eller mere, så måske, men ikke for et par måneder. Sådan ser jeg i hvert fald på det i dag,« siger Robert Burchardi.

Han råder alle mænd til at få målt deres PSA-tal ved den mindste mistanke om prostatakræft - f.eks. ved hyppige vandladninger, blod i urinen og blærebetændelse.