1,6 millioner danskere lever alene. I København er det næsten hver anden af de 30-49-årige, der bor alene. Hvad fortæller det dig?

»Det er fedt. Samfundet og samfundsøkonomien har ændret sig, og kærlighedsrelationerne er flyttet med. Kvinder har fået større økonomisk frihed, og de er blevet mere frie til at leve deres liv, som de vil. Der ligger ikke længere et pres på dem til at få børn. Mange i min datters generation, hun er 25 år, de er lesbiske. Det er hun også. Hvis jeg var en ung kvinde, ville jeg også blive lesbisk. Fyrene er kønsforvirrede og komplicerede og ved ikke, hvilket ben de skal stå på. Jeg kan godt forstå, at pigerne ikke kan holde de der mandetyper ud.

Men de 1,6 mio. fortæller mig også, at kapitalismen har supersejret. Den har sejret så meget, at ikke engang de venstreorienterede gider kritisere den længere, det bliver for barokt. Vi ser nu alle de her mennesker, der vil have perfekte karrierer, perfekte liv, perfekte ægtemænd og familier.«

Og det er kapitalismens skyld?

»Kapitalismen har installeret en stræben efter succes i os, der er urealistisk. Et ræs efter frihed og det perfekte. Det kan familierne sjældent holde til.«

Elsker vi vores børn højere end partneren?

»Der var en ret interessant debat i USA for fire-fem år siden. En forfatter erklærede offentligt, at hun holdt mere af sin mand end af sine børn, og det skabte en vanvittig furore. Jeg holder sgu også mere af min kone end af mine børn, men kom jeg i en situation, hvor huset brændte, eller skibet var ved at gå ned, så ville det biologiske bånd være stærkest.«

Så du elsker kvinden mest, men ville redde børnene – hvordan hænger det sammen?

»Det hænger ikke en skid sammen. Men det er jo heller ikke så ofte, at huset brænder, eller skibet går ned.«

Findes der andre kærlighedstabuer?

»At du godt kan elske flere end en ad gangen. Inden mit første ægteskab havde jeg to veninder – en i Sverige og en i Tyskland. Jeg var meget glad for dem begge, og dem kunne jeg ikke bare skrotte, fordi jeg blev gift. Det var min kone ikke så glad for, men jeg mener godt, at man kan elske flere ad gangen.«

Hvad er det mest urigtige, du har troet om kærlighed?

»Da jeg var 23 år, råhørte jeg John Lennon. Han skriger i flere af sine sange efter mor, og det gjorde jeg åbenbart også dengang. På albummet Imagine er der en sang, der hedder »How«, og her synger han: »How can I give love when love is something I ain’t never had?« Det er en total offersang, men jeg identificerede mig enormt meget med den. Det er samtidig noget af det mest forkerte, jeg har troet om kærlighed.«

At du kun kan give kærlighed, hvis du selv er blevet elsket?

»Ja, det er noget forpulet sludder. For man kan sige, at netop den slags typer, dem der ikke er blevet elsket, de ved, hvad det vil sige at mangle det. De ved, hvad andre mangler. Så jeg vil sige til min fantastiske selvros, at jeg er skidegod til at give kærlighed. Men jeg er dårlig til at modtage den.«

Hvilken oplevelse har lært dig noget vigtigt om kærlighed?

»Jeg er den af min mors sønner, som hun har det mest komplicerede forhold til, og det ender selvfølgelig med, at det er mig, hun sidder med til allersidst. Et halvt år før hun dør, har jeg skrevet min selvbiografi, som hun bliver ulykkelig over, og plantet øksen lige i hovedet på hende. Nu er jeg tilbage – en dreng udsendt fra helvede. Hun har kræft og er ikke andet end tænder, kranie og pergamenthud. Vi går ind i en lang nat sammen. På et tidspunkt er jeg sikker på, at hun er ved at dø, og jeg begynder at fortælle hende en historie om, at hun er et blad, der er faldet af en gren, og at bladet nu ligger på ryggen i en flod, mens solen skinner ,og inde på bredden står hendes børn og børnebørn og råber: »God tur«. Men det lort gider hun ikke høre på, så hun hvæser: »Gider du ikke godt lade være med det der?«

Efterfølgende har mange sagt, at jeg ikke fik min forløsning, men det var netop det, jeg fik. Jeg så den nat min mor, sådan som hun var, og det ville have været forfærdeligt, hvis hun var hoppet på den historie med bladet, og vi havde ligget med armene om hinandens hals og tudbrølet, for sådan var hun ikke. Den nat lærte jeg noget om kærlighed og om at tilgive folk for at være dem, de er. Når Do, min kone, i dag gør ting, der tidligere kunne have fået mig til at gå min vej, så bliver jeg, for jeg ved, at sådan er Do. Hun er sig selv.«

Hvordan heler man et knust hjerte?

»Midt i at jeg var ved at skrive »Den Spanske Gæst«, ville min kone gennem syv år skilles. Jeg var lamslået, havde virkelig ikke set det komme. Men hun skred og smækkede døren så hårdt i, at det føltes, som om hun også smækkede en dør i mit hjerte i. En måned efter hun havde smadret mig, gik jeg til en hip fotograffest på Nørrebro. Og hvem mødte jeg der? Do. Jeg vendte hovedet, og dér stod hun i et meget smukt lys. Jeg tænkte, at det må være noget, Vorherre har iscenesat. Sådan er det. Det går op og ned i showbusiness – og i kærlighed, og til sidst er man så hamrende heldig at få den rigtige forestilling sat op.«