»Det går op for en, hvor meget den der anerkendelse betyder«

I går blev danske soldater fejret i forbindelse med den nationale flagdag. Samtidig gik Hold 15 parade gennem København for at markere hjemkomsten fra Afghanistan. Deres mission er afsluttet, men anerkendelsen betyder meget. Også for de pårørende og det offer de har bragt.

Hold 15, der netop er kommet tilbage fra Afghanistan blev hyldet på Rosenborg Eksercerplads i København, og efterfølgende gik soldaterne parade gennem København. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Dannebrog vajer over eksercerpladsen foran Den Kongelige Livgardes bygninger ved Gothersgade i København. Forældre og pårørende til hold 15, der netop er vendt hjem fra Afghanistan, står sammen med deres uniformerede sønner og døtre. Der er en udpræget stemning af lettelse. Alle er hjemme igen, og ingen er blevet såret. Derfor er det på flere måder en festdag.

Velkomsten for hold 15 falder sammen med den nationale flagdag, som har eksisteret siden 2009. En dag hvor både gamle og nuværende soldater bliver husket og anerkendt. Og det er noget, der betyder mere, end man kan forestille sig. Ikke bare for soldaterne, men også for deres pårørende.

Birgit og Ole Simonsen er mødt op sammen med deres to døtre for at fejre sønnen Mads’ hjemkomst.

»Jeg har været dødnervøs, men nu er jeg stolt og glad over, at han bliver fejret,« fortæller Ole Simonsen og fortsætter:

»Det er en god afslutning på det forløb, vi har været igennem, og jeg håber, at folk vil huje lidt, når de kommer forbi paraden.«

For hans kone Birgit betyder det også meget, at andre mennesker viser deres støtte. Også for det offer hun har bragt.

»Det går op for en, hvor meget den der anerkendelse betyder. At Danmark fejrer, at vi har fået vores soldater hjem igen. Det betyder meget for soldaterne, men også rigtig meget for os,« siger hun.

Initiativet til flagdagen blevet taget af overkonstabel Kim Thygesen, der følte, at soldater og pårørende i Danmark manglede en dag.

»Så snart man kommer hjem fra krig skal man forsvare, hvorfor man har været af sted. Samtidig har jeg set den opbakning, som amerikanerne og briterne får hjemmefra. Vi kom bare hjem, og det var fantastisk at se sin familie igen, men så var det også det. Der var ingen, der var stolte af os,« forklarer han.

Flagdagen skal sætte fokus på soldaterne. Ikke krigen eller de politiske spørgsmål.

»Det handler ikke om at hylde krig. Det ville være helt forkert. Men folk skal være stolte af, at der er nogle, der har lyst og tør tage ud. Ikke bare i dag, men på alle vores missioner siden 1948,« forklarer han.

Han håber, at der med årene vil samle sig flere arrangementer på flagdagen, der kan være den ene dag om året, hvor befolkningen anerkender soldaterne og husker dem.

Konstabel Mads Klargård Simonsen glæder sig til at gå paraden ned gennem Strøget. Han har ikke behov for mere end én dag om året. Men den ene dag vil han gerne have.

»Det betyder, at man føler sig værdsat. At folk anerkender, at vi har været i krig. Hvis det var flere dage om året, ville folk nok blive trætte af det, men hvis vi bare kan blive ved med at have denne dag, er det helt fint. Bare en dag om året.«

Københavnerne kippede med flaget

Soldaterne stiller op til parade rundt om eksercerpladsen, mens de pårørende ser på. Efter den første fanfare kommer en mand løbende ind over plænen med et skilt i hånden, mens han råber »stop den krig«. Han bliver hurtigt overmandet og ført væk, og hold 15s overordnede begynder i stedet deres taler, hvor de takker både soldaterne og de pårørende for deres indsats. En faldskærmsudspringer kommer dalende ned med Dannebrog, som er et helt særligt symbol for folk i krig.

Derefter sætter paraden i gang fra Gothersgade, ned gennem Strøget til Rådhuspladsen, hvor flere takketaler fra blandt andre overborgmester Frank Jensen (S) og tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K), venter soldaterne.

På Kultorvet kan man i det fjerne høre marchmusikken nærme. Forrest går en gruppe soldater med favnen fuld af Dannebrogsflag, som de deler ud til folk på gaden. Navnlig turisterne kigger noget, men langt de fleste tager imod et flag og stiller sig op for at se, hvad der er på færde.

Og så kommer paraden. Musikken går forrest, og derefter marcherer rækker efter rækker af det store hold, som ser sig om for at spotte deres forældre, ægtefæller, børn og andre københavnere, der måske står klar til at vinke til dem. Et par unge mænd i tyverne står først og kigger lidt overlegent på optoget, men ender alligevel med at løfte en hånd og vinke.

Man kan mene, hvad man vil om Danmarks deltagelse i Afghanistan, men man skal være mere end almindelig hård for ikke at kippe lidt med flaget, når mødre og fædre byder deres sønner og døtre velkommen hjem fra krig.