»Det er vigtigt for min lykke at betyde noget for andre«

På Djursland ligger en gård med otte beboere. Sammen har de fundet lykken i kollektivets fællesskab, men derudover stikker tankerne om et godt liv i forskellige retninger.

Lykken har mange ansigter i kollektivet »land.skab«, der holder til på en nedlagt gård på Djursland. Anne Thomsen (i midten) og de øvrige beboere bryder flere gange ud i latter under den fælles sommermorgenmad. Foto: Kasper Palsnov Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Havregryn, havrefras, müsli, yoghurt, mandler og solbærrene fra lykkeholdets høst på Fyn i går.

Beboerne i kollektivet »land.skab« nær Rønde på Djursland har nok at vælge imellem, da den fælles morgenmad bliver indtaget omkring et stort antikt træbord.

Der er højt til loftet – både bogstaveligt og i overført betydning. Vi har været så heldige at låne en sofa og to skummadrasser natten over, og nu er vi interesserede i at høre om, hvordan man finder lykken i et fællesskab som dette.

Vi kigger rundt på beboerne og spørger ud i rummet, hvad der gør dem lykkelige. Det er tydeligvis en stor mundfuld, for flere af dem har brug for betænkningstid.

Anne Thomsen byder ind som den første.

»Mit hovedformål med livet er at få børn. Jeg har været skruk, siden jeg var 16 år. Jeg tror, at det handler om det med at elske nogen fuldstændig ubetinget og blive elsket tilbage,« siger hun.

Hun og kæresten, Jakob Toftegaard Knudsen, har sammen med deres søn, Elo på syv måneder, boet i kollektivet siden oktober sidste år. På Djursland har de fundet et fællesskab – »en selvskabt familie« – der bidrager til at tage hånd om Elo, og det er med til at gøre Anne lykkelig.

»Det giver en større frihed, end andre forældre måske har, fordi der er flere hænder til det praktiske, for eksempel opvask og rengøring. Og så får vi automatisk også mere overskud til at være forældre og have en lykkelig tilværelse,« siger hun.

Det giver tid til, at de stadig kan gøre ting, der gør dem glade. Som at læse i en god bog eller være med til at lave udebiograf en tilfældig aften på terrassen. Det var vi med til i går. En projektor lyste »The Royal Tenenbaums« op på den hvide gavl, og med trifli og kaffe sad vi i en halvcirkel og var en del af kollektivets lykkeaften.

Dig, mig og vi to

Jakob slår sig ned ved bordet, og Anne rejser sig og søger hen mod Elo, der tumler rundt på et vattæppe i centrum af fællesrummet. Inden da er han gået fra beboer til beboer, som alle finder på noget nyt at underholde ham med. Det ene sted flyver han i flyvemaskine, det andet sted er han vild cowboy i en ride-ride-ranke-leg.

»Hvad gør så dig lykkelig?«

Svaret fra Jakob falder prompte. Han løfter hånden og peger i retning af Anne og Elo.

»De to.«

Han smiler, og Anne løber over og placerer et kys på hans læber. Elo griner smørret fra hans placering på Annes arm. Jakob rømmer sig.

»Årh, hvad er det dog også for et spørgsmål at stille? Nu skal jeg til at tænke.«

Han sukker let, da han indser, at lykken for ham er den samme, som den er for de fleste andre danskere:

»Det lyder jo fortærsket at sige, men jeg sætter ufatteligt stor pris på de små ting i hverdagen.«

Han tænker lidt, og så falder guldkornene.

»Jeg er lykkelig for at kunne tage ansvar for mit liv. Da jeg boede alene, kunne jeg godt gå i flere dage uden at lave noget, og det havde ingen konsekvenser for nogen. Det kan jeg ikke længere. Nu går mine handlinger ud over andres glæde, og det er rart, at det faktisk betyder noget, hvad jeg gør. Det er vigtigt for min lykke at betyde noget for andre. Det har jeg indset,« siger han.

Mathias Batholomæussen og hans kæreste, der er på feriebesøg, er ved at smøre sig ind i solcreme. Han er helt hvid i ansigtet. Jakob griner.

»Og så er lykken selvfølgelig at bo sammen med Mathias!«

Pigerne ruller med øjnene. Nogle gange føler de, at Jakob og Mathias er mere glade for hinanden, end de er for dem.

»Når Jakob kommer hjem, kan han godt finde på bare at gå direkte ud i haven og hjælpe Mathias med at bygge et stakit eller grave ud i køkkenhaven i stedet for at sige hej til mig,« siger Anne opgivende, mens læberne efterfølgende trækker sig op i en bue.

Kollektivet er et år gammelt, og beboerne er i midten af 20erne. Der er køkkenhave, drivhus, høns og kaninerne John Hitler, Pjuske og Røde Mor. Og så har de fluer. Mange fluer. Lykkeholdet havde ganske meget selskab af dem i nat. Men også vildere tilbehør til den cirka 100 år gamle gård står hist og her på den en hektar store ejendom. En kæmpe slangebøsse til blandt andet at skyde rådne æg med, bålplads og et plasticbassin til at dyppe sig i på varme dage som disse.

Lykken er en mavefornemmelse

Johanne Merke sætter sig ved bordet. Hun har fået tænkt lidt over, hvad det er, der gør hende lykkelig, og det er ikke så mærkeligt, at hun havde brug for en tænkepause, for hendes svar er på ingen måde lige så umiddelbart som Elos barnlige væsen. Det er velreflekteret og tankevækkende:

»Lykken for mig er den gode mavefornemmelse. Den er med til at guide mig hen mod lykken, og jeg har skullet lære, at man ikke skal være bange for at følge den fornemmelse. Det gælder både i de meget praktiske og jordnære situationer, men den er også med på råd, når jeg skal tage store omvæltende livsbeslutninger. Mavefornemmelsen er min indikator for at finde lykken i mit liv.«

Det var også mavefornemmelsen, der gjorde, at Johanne flyttede fra København og ud på Jyllands næse. En ulykke gjorde, at hun ikke længere var i stand til at danse, og livet var noget nær uoverskueligt. Hun havde brug for at finde tryghed og ro. Brug for at genoprette lykken i dagligdagen.

»Lykken er både praktisk og abstrakt, og der skal være en balance mellem de to ting. Nu har jeg fået det praktiske på ret køl, så nu skal jeg igen udvikle det abstrakte – de store ting, som gør mig lykkelig,« siger hun.

Fællesskab er også hårdt arbejde

På gårdspladsen triller en rød bil ind. Den er fuld. Elo bliver – endnu en gang – omdrejningspunktet, da fem piger stiger ud af bilen. På skift svæver han fra arm til arm. Relationen og fællesskabet er vigtigt for kollektivet, og det involverer også, at der ofte kommer gæster.

Men det kræver også hårdt arbejde at få fællesskabet til at fungere. Det kræver lister – lister og grafer. De hænger på køleskabet og opslagstavlen og minder konstant beboerne om, hvem der gør hvad og hvornår. Det er de nødt til.

Økonomien er ikke lykken for kollektivets beboere, da »livet er for kort til at bekymre sig om penge.« I stedet er grundtanken at finde et fællesskab i grænselandet mellem land og by.

Men er penge så lykken for andre? Vi søger op til spidsen af Danmark for at finde svaret.

SERIE | Berlingske er taget på lykkejagt i det danske land. Men hvad er lykke egentlig for en størrelse? Giv et bud på en definition på de sociale medier under hashtagget #lykkejagt.