»Det er utilstedeligt i et sundhedsvæsen i et af verdens rigeste lande«

Tre ældre damer med en mulig mave-tarminfektion blev isoleret på en sengestue. Den ene var lægen Beth Liljas mor. Midt på stuen stod en bækkenstol uden afskærmning. Det var deres toilet.

Beth Lilja, der er uddannet læge og direktør for det uafhængige forum Dansk Selskab for Patientsikkerhed, har på få år haft både sin mand, far og mor indlagt på danske hospitaler. Hun er ikke i tvivl om, at der stadig er store problemer med patientsikkerheden: »Jeg har oplevet nedværdigende behandling af ældre og svage mennesker. Jeg kan forstå, hvis man er nødt til at gøre det på et nødhospital i en flygtningelejr i Syrien, men jeg kan ikke forstå, man er nødt til det her.« Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På en lille sengestue lå tre ældre damer isoleret. De var blevet smittet med en hospitalsinfektion, og derfor isolerede man dem, så de ikke smittede andre på hospitalet. Den ene var Beth Liljas mor. Men hun havde ikke nogen symptomer.

Hun var blandt andet blevet indlagt for at komme i gang med at spise igen, for med et BMI på 16 var hun nærmest skind og ben. Men hun blev lukket inde med de andre, fordi risikoen for, at hun havde fået den mave-tarminfektion, som hendes medpatienter led af, var for stor til, at hun kunne flytte stue. Midt på stuen stod en bækkenstol, fortæller Beth Lilja. Den skulle fungere som deres isolationstoilet.

»Der var ingen mulighed for at skærme af. De sad på toilettet foran hinanden. Det var pæne, ældre damer, og min mor er en forfængelig og nydelig dame i firserne, så det var utrolig ydmygende for hende, at hun skulle sidde på potte foran andre mennesker og være vidne til, at de gjorde det,« fortæller Beth Lilja.

Hun er selv uddannet læge, er direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og så er hun en af de vægtigste stemmer i debatten om, hvordan vi bedst sikrer patienterne i det danske sundhedsvæsen. Hendes arbejde er blevet stillet ekstra i relief, efter hun har oplevet kritisk sygdom i familien.

For et par år siden var hendes far indlagt og døde, siden da blev hendes mand syg og kom på hospitalet og nu – efter moderens indlæggelse i januar i år – står det klart for hende, at der stadig er masser af problemer med patientsikkerheden:

»Grundlæggende mener jeg, at min mors forløb sætter fokus på to problemer i det danske sundhedsvæsen: Koordineringen mellem afdelinger, sygehuse og sektorer fungerer ikke for patienter, der fejler mere end én ting og går til behandling på flere afdelinger. Og ældre, svage mennesker udsættes nogle steder for en nedværdigende behandling.«

Måtte ikke få ekstra rene underbukser

Beth Lilja har valgt at fortælle åbent om sin mors indlæggelse, da hun har hørt om lignende oplevelser fra kolleger og på sociale medier. Beth Lilja håber, at mængden af historier kan være med til at drive forandringer i sundhedsvæsenet, da den nedværdigende behandling kan opstå i lommer på selv rigtig gode hospitaler, og koordineringen er et problem i hele sundhedsvæsenet.

Derfor nævner hun heller ikke navnet på det hospital, hvor moderen var indlagt, da hun forklarer det som et hospital, der ellers er langt fremme med patientinvolvering. Det er den dårlige kultur, der kan opstå alle steder, der er problemet.

I Beth Liljas øjne, var den værste side af sagen i moderens forløb da også den ydmygende behandling, som moderen fik, da hun blev isoleret på stuen. En stue der ifølge hende lugtede som en stald, hvor der ikke var blevet muget ud i meget lang tid.

»Det er utilstedeligt i et sundhedsvæsen i et af verdens rigeste lande i år 2014. Det er nedværdigende behandling af ældre og svage mennesker. Jeg kan forstå, hvis man er nødt til at gøre det på et nødhospital i en flygtningelejr i Syrien, men jeg kan ikke forstå, man er nødt til det her,« siger hun.

Beth Lilja spurgte, om det var muligt at få moderen flyttet. Men personalet, der var på vagt den aften, havde ikke bemyndigelse til at gøre noget. Hun blev dog flyttet dagen efter. Men i de tre uger, hvor hun var indlagt, var der flere eksempler i samme skingre dur.

»Nogle gange, når min mor skulle på toilettet, skulle det ske her og nu. Derfor ville hun gerne have rene underbukser med på toilettet, så hun kunne skifte. Men hun blev nægtet at have en stak liggende. Derfor måtte hun sidde på toilettet og vente på, at personalet kunne give hende noget rent tøj. Det er en ubehagelig situation at sidde der og vente, når man godt kan klare det selv,« fortæller Beth Lilja.

Der er ingen gode undskyldinger

Det endte med, at Beth Liljas søster måtte købe en stak underbukser til moderen. De fik aldrig en forklaring på, hvorfor hun ikke kunne have nogle fra hospitalet liggende.

»Jeg følte en form for afmagt. Da jeg fik en kopi af journalen, stod der skrevet, »at datteren stiller mange spørgsmål og har svært ved at forstå, at moderen skal være isoleret, men forklares hvorfor og accepterer«. Men jeg accepterede ikke. Jeg kunne bare ikke gøre noget. Jeg følte afmagt, og den afmagtsfølelse fyldte meget,« siger Beth Lilja.

Da moderen blev udskrevet, var hun tydeligvis lettet. En medpatient havde samme nat været dårlig og skulle bruge toilettet. Hun ringede og bad om det, men fik at vide, at personalet holdt kaffepause, så hun måtte vente.

»Da talte min mor om, at hun var glad for at blive løsladt, for det havde været så forfærdeligt. Hun havde oplevet det som meget formynderisk og begrænsende,« siger Beth Lilja.

Beth Lilja ved ikke, hvor udbredt den dårlige kultur er. Men efter at hun har fortalt sin mors historie, har hun hørt lignende episoder fra kolleger og bekendte:»Der findes lommer i sundhedsvæsenet, hvor sådan en kultur får lov til at eksistere. Hvor normerne skrider. Vi snakker meget om, at patienten skal i centrum og skal involveres, men en forudsætning for at blive inviteret med til at tage beslutninger kræver, at man ser patienten som et ligeværdigt menneske.«

Hvordan og hvorfor de nedværdigende øer opstår, har Beth Lilja ikke noget entydigt svar på:

»Det kan være, at personalet ikke føler sig værdsat, og så kommer man lettere ind i en dårlig kultur. I sidste ende falder det tilbage på ledelsen, når det drejer som om, hvad det er for en tone og kultur, der bliver lagt. Karen Stæhr, der er sektorformand for FOA, har sagt: »Det kan godt være, at der er forklaringer, men der er ingen undskyldninger for det« – og det kan jeg godt tilslutte mig.«

Forvirrende systemer

Beth Lilja lægger dog vægt på, at det mange steder fungerer godt i det danske sundhedsvæsen. Men der er for lidt fokus på, at der lokalt på hospitaler og andre steder i sundhedsvæsenet er brodne kar, som ødelægger helhedsindtrykket.

»Hvis vi ikke taler om det, og kalder det ved rette ord, så kan vi ikke gøre noget ved det. Engang hed overgreb på børn en håndfast opdragelse. Hustruvold kaldte vi ægteskabelige uoverensstemmelser. Vi er nødt til at kalde det her for ydmygelse af patienter og tage afstand fra det,« siger hun.

Beth Liljas mor blev indlagt, fordi hun dybest set fejlede to ting: Problemer med hjertet og følgesygdomme efter en godartet svulst i hypofysen. Det har også givet hende andre problemer i hendes rutsjebanetur i det danske sundhedsvæsen. Det er problemer, som mange ifølge Beth Lilja støder på.

»I takt med at vi lever længere og længere, får vi flere kroniske lidelser, og mange får mere end én. Det giver nogle vældige udfordringer med hensyn til at koordinere behandlinger og kontroller. På det område bliver sundhedsvæsenet nødt til at finde nogle nye metoder, for gør vi, som vi plejer, ender ansvaret hos patienten,« siger hun.

Hendes egen mor finder det meget forvirrende at skulle gå til kontrol for hjertet på forskellige afdelinger på forskellige dage og samtidig have styr på, hvilke dage hun skal have taget blodprøver, og hvor det så foregår. Men Beth Lilja kan hjælpe hende, fordi hun er godt inde i, hvordan tingene i sundhedsvæsenet foregår. Det er bare ikke alle pårørende, der har samme faglige viden, som hende.

»Jo bedre man kender sundhedsvæsenet, desto bedre kan man hjælpe sine pårørende. Viden hjælper meget mod generelle patientsikkerhedsproblemer,« siger hun.

»Men det er ligegyldigt, om man har en sundhedsfaglig baggrund eller ej, når man rammes af den følelse af afmagt, som jeg gjorde, da min mor var indlagt.«