»Det er, som om alt skal kønsvurderes og kønssmadres med kønshalløj og kønsdebat«

Jens Rebensdorff bylinefoto byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvis jeg var en fornuftig mand, holdt jeg min kæft. For er der noget, man ikke skal for tiden, hvis man altså vil leve sit liv som hidtil, så er det at stikke tastaturet ind i kønsdebatten. Siden Weinstein-sagen breakede og #Metoo-kampagnen satte gang i en kønslavine, har der stået køn over det hele. Og alle er letantændelige.

Men det er, med Dan Turélls ord, blevet FOR MEGET!

Selv jeg, der bryster (uha!) mig af at kunne gennemskue og undgå nettets ekkokamre, bliver overvældet af kønstsunamien. Intet er for småt eller stor eller kløgtigt til at gå ram forbi. Jeg tog mig selv i at kæmpe for at finde en kønsvinkel på valgplakaterne under kommunal- og regionsrådsvalget for nylig. Men de lignede alle sammen smilende kønsløse zombier, så den lod jeg ligge. Jeg har også været hyggebekymret om et offensivt kys på en kvinde for ti år siden ville kunne give mig problemer a la Weinsteen.

Hun ved, hvem hun er og kender forhåbentlig ingen advokater….

Det er, som om alt skal kønsvurderes og kønssmadres med kønshalløj og kønsdebat. Til aftensmaden, på møder, i biffen, på TV, på gaden, i nyhederne tvinges jeg til at forholde mig til mig selv som mand og min mindste attitude overfor kvinder. Ligesom i en anden kendt debat og udfordring i samfundet er der lige lovligt meget dem og os over kønsdebatten. Det er, som om der er en krig i gang, hvor ingen har tillid til, at andre ved, hvor grænsen går. Hverken mellem kønnene eller for, hvor meget man kan bruge køn som vinkel på alt, hvad der rører sig.

Jeg bliver ufrivilligt tvunget til at tage stilling til magtstrukturer og flirt med kvinder, til sjove sjofle vittigheder og kommentarer, der er ment som sjov eller komplimenter, men på grund af samfundets kønsneurose bliver stemplet som dårlig stil eller krænkende.

Som en pollenallergiker i juni vælter jeg rundt i et kønnet minefelt, der truer med at eksplodere i ansigtet på mig ved den mindste bemærkning.

Pludselig befinder jeg mig i 1970erne igen. Den gang jeg kom op at skændes med min kæreste, fordi jeg kom til at sige, at jeg syntes Lis Sørensen fra Shit og Chanel var smuk. Dét kunne man ikke. Chauvinist! I overensstemmelse med tidsånden havde jeg dårlig samvittighed hele vejen til møde i basisgruppen for unge fyre i Mandebevægelsen.

Det har jeg gudskelov ikke i dag. Nu har jeg bare nået kvalmegrænsen for, hvor meget køn, der kan være i min sovs. Den skiller faretruende, og ligner allerede noget fra Sverige.

De to stakkels chauvinistiske vittigheder jeg kan huske kæmper bravt med tidsånden.

Jeg håber, vitserne vinder.