Det er sket i Se og Hør-sagen indtil videre

Romanen »Livet, det forbandede«, der er skrevet af tidligere journalist på ugebladet Se og Hør Ken B. Rasmussen, beskriver, hvordan bladet gennem en kilde, der både har arbejdet i Nets og IBM, leverede fortrolige kreditkortoplysninger om kendte og kongeliges forbrug i årene 2008-2012. Få her et overblik over de oplysninger, der er kommet frem i Se og Hør-sagen siden mandag, hvor BT afslørede historien.

Foto: Christian Liliendahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Maj 2008: Her begyndte Se og Hør ifølge Ken B. Rasmussen at overvåge kreditkorttransaktioner ved hjælp af den såkaldte »tys-tys-kilde«. I den periode var Henrik Qvortrup chefredaktør.

29. september 2008: I en mail beder Se og Hør-journalisten Kasper Kopping ifølge BT blandt andre chefredaktør Henrik Qvortrup, redaktionschef Kim Bretov og nyhedschef Lise Bondesen om at komme med nye navne, som kilden skal begynde at holde øje med.

2. juni 2009: I en ny mail opfordrer Kasper Kopping endnu engang nyhedschef Lise Bondesen og tre menige journalister til at opdatere listen med kendte, der skal overvåges.

5. marts 2010: I den sidste mail, der er blevet offentliggjort af BT, skriver Kasper Kopping igen rundt og beder om nye navne til kreditkort-kilden. Blandt andet modtog daværende chefredaktør Kim Henningsen, redaktionschef Kim Bretov, nyhedschef Lise Bondesen og ti andre medarbejdere mailen.

Foråret 2012: Her skulle overvågningen ifølge Ken B. Rasmussen være stoppet.

26. april 2014: To år efter overvågningen af de kendtes kreditkort angiveligt blev standset, deltog »tys-tys-kilden« som akkrediteret for Se og Hør til et TV 2 Charlie-arrangement i Parken.

Hvad er der sket, siden BT afslørede sagen?

Mandag 28. april:

Niels Pinborg, som i dag står i spidsen for Se og Hør, afviser at have kendskab til overvågningen af kendte danskeres kontooplysninger.

Den radikale europaparlamentariker Morten Helveg Petersen (R) vil politianmelde ugebladet Se og Hør for at have skrevet en historie, som angiveligt er blevet til på baggrund af kreditkortoplysninger, der er indhentet på ulovlig vis.

Københavns Vestegns Politi går på eget initiativ gået ind i sagen om den påståede lækage af kendte danskeres kreditkortoplysninger. Politiet vil undersøge IBM og Nets.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) kalder det »meget alvorligt, hvis beskyldningerne er rigtige«.

Se og Hør-journalisten Kasper Kopping skulle angiveligt have haft den primære kontakt til den hemmelige kilde. Mandag aften slettede journalisten sin Facebook-profil, og senere slettede den påståede »tys-tys-kilde« både sin profil på Facebook og på LinkedIn.

Venstre kræver en undersøgelse af Se og Hørs overvågning.

Nets iværksætter en intern undersøgelse som følge af afsløringerne.

Aller-koncernen, der udgiver og ejer Se og Hør, beslutter sig for at igangsætte en uvildig undersøgelse.

29. april:

Kilder bekræfter nu over for flere medier, at Se og Hør brugte en anonym kilde fra Nets.

Henrik Qvortrup, der var chefredaktør på ugebladet Se og Hør fra 2001 og frem til november 2008, afviser fuldstændigt at have haft viden om, at Se og Hør har betalt en IT-specialist for at få adgang til de fortrolige oplysninger.

Aller-koncernen vælger advokat Henrik Stagetorn og revisor Mikkel Sthyr fra PwC til at lede og gennemføre den uvildige undersøgelse, der skal afdække, hvorvidt de påståede beskyldninger har fundet sted.

Henrik Qvortrup vælger selv at forlade sin stilling som politisk kommentator på TV 2, efter at han som tidligere Se og Hør-chefredaktør er blevet trukket ind i skandalen. Ifølge BT var alternativet en fyreseddel.

30. april:

Allers administrerende direktør, Pål Thore Krosby, fortæller til metroxpress, at Henrik Qvortrup tilbage i 2007 forsikrede ham om, at der ikke blev brugt »ufine metoder« på Se og Hør. Se og Hørs norske navnesøster blev i begyndelsen af 2007 anklaget for ulovligt at have købt oplysninger om norske kendte og kongelige af blandt andre ansatte i Nordea. Pål Thore Krosby ville være sikker på, at hans danske udgave af ugebladet ikke kunne risikere at blive anklaget for at bruge samme metoder, og han tog derfor en snak med Henrik Qvortrup. Qvortrup forsikrede ham om, at der »ikke var grund til bekymring«.

Redaktionschef på Ekstra Bladet Lise Bondesen bliver sendt hjem fra arbejde, da hun har en fortid som nyhedschef på Se og Hør.

Den tidligere Se og Hør-journalist Kenth G. Madsen står frem over for BT og bekræfter, at ugebladet opererede med en kreditkort-kilde.

Rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Jens Otto Kjær Hansen mener, at Henrik Qvortrup er så belastet af mistanke i forbindelse med Se og Hør-sagen, at han er uegnet som censor på skolen.

Københavns Vestegns Politi besøger Nets og IBM.

Se og Hør sender syv ansatte hjem oven på skandalen.

To journalister fra Billed-Bladet sendes desuden hjem, da de begge har en fortid på Se og Hør.

1. maj:

BT skriver på baggrund af interne mail, at mindst 16 Se og Hør-ansatte - herunder de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen - kendte til overvågningen og brugen af »tys-tys-kilden«.

Lise Bondesen står frem i Ekstra Bladet og bekræfter, at Se og Hør brugte den anonyme kilde, og at Henrik Qvortrup var fuldt vidende om det, da han var chefredaktør.

Københavns Vestegns Politi afhører Ken B. Rasmussen. Han fortæller blandt andet ifølge BT, at Aller Medias direktion kendte til brugen af kilden.

Bestyrelsesformanden i Aller Media, Bettina Aller, siger, at hun vil have al information frem i sagen.

2. maj:

En række SMSer viser, hvordan tys-tys-kilden henvendte sig til Se og Hør med specifikke beskeder om kendtes kreditkortforbrug.

Et bredt flertal i Folketinget kræver, at regeringen hurtigst muligt tager initiativ til at stramme databeskyttelsen af danskernes personfølsomme oplysninger.

Ken B. Rasmussen siger til DR Nyheder, at han i 2008 i en email advarede Henrik Qvortrup mod overdreven brug af kreditkortoplysninger.

Tys-tys-kilden vælger efter en konsultation med sin advokat, Michael Juul Eriksen, at mødes med politiet.

En række kendte personer går sammen om at melde Aller Media til politiet for den mulige ulovlige overvågning. Blandt de kendte er Rigmor Zobel, Casper Christensen, Iben Hjejle og Mads Mikkelsen.

Lise Bondesen, tidligere nyhedschef på Se og Hør, forlader sit job på Ekstra Bladet, orienterer Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen sine medarbejdere.

3. maj:

Berlingske skriver, at samtidig med at Se og Hør-sagen begyndte at rulle, fik Nets en påtale fra Datatilsynet for en helt anden sikkerhedsbrist. Nets havde overhørt advarsler om, at tjenesten ikke beskyttede borgeres personlige data - eksempelvis CPR-numre på virksomhedsejere - godt nok, fordi oplysningerne ikke blev krypteret, når borgerne indtastede dem på en af Nets’ undersider.

Digitaliseringsstyrelsen beder Nets om en redegørelse for datasikkerheden. Samtidig truer Socialdemokraterne med at opsige kontrakter med Nets, hvis ikke sikkerheden bringes i orden, og Venstre foreslår en ekstern undersøgelse af Nets.

4. maj:

To anonyme, tidligere Se og Hør-ansatte siger til TV 2 Nyhederne, at ugebladet i årevis har betalt kilder i Københavns Lufthavn og luftfartsselsakbet SAS for at udlevere fortrolige oplysninger om kendte og kongeliges flyrejser. Lufthavnskilderne skal angiveligt være flyveleder i kontroltårnet og en »central kilde i SAS« - begge havde adgang til flyenes passagerlister.

Via listerne kunne Se og Hørs journalister bestille billetter på det samme fly som de kendte, og dermed få solohistorier om ferier og andre rejser.

»Hvis læk af personoplysninger fra lufthavnen er korrekte, så har sagen om Se og Hør taget helt nye alvorlige højder, der kræver handling nu og her,« lyder det fra Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

5. maj:

Nets oplyser, at man kan »konstatere adfærdsmønstre, som underbygger, at der kan være sket et misbrug«. Ifølge Nets er der tale om en »kriminel handling foretaget af en betroet medarbejder hos IBM«.

Den statsejede virksomhed Naviair oplyser, at en medarbejder for ti år siden på eget initiativ tippede ugebladet Se og Hør om en rejse, som medlemmer af kongehuset foretog med privatfly.

Den tidligere nyhedschef på Se og Hør, Lise Bondesen, er blevet afhørt af politiet, der ikke har rejst sigtelse.

6. maj:

Se og Hørs tidligere chefredaktør Per Ingdal fremrykker sin barselsorlov og forlader dermed midlertidigt sin nuværende stilling som udgiverdirektør i Aller Media. Det sker for at give plads til den uvildige undersøgelse af Se og Hør, som Aller har iværksat. Per Ingdal blev konstitueret chefredaktør på Se og Hør i begyndelsen af 2009, da Henrik Qvortrup forlod stillingen. I juni samme år blev han afløst af Kim Henningsen.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at der nu er rejst sigtelse mod Se og Hørs tys-tys kilde, en 45-årig mand bosiddende i Storkøbenhavn. Ifølge politiet sigtes manden for overtrædelse af straffelovens kapitel om freds- og ærekrænkelser og afsnittet om formueforbrydelser. Mandens forsvarer, Michael Juul Eriksen, siger, at hans klient endnu ikke har besluttet, hvordan han stiller sig til sigtelsen. Københavns Vestegns Politi oplyser desuden, at man forventer, at der vil blive rejst sigtelser mod flere personer.

TV 2 Nyhederne oplyser, at Se og Hør har betalt mindst én medarbejder på Rigshospitalet for at tippe bladet om kendte gravide, der havde en tid til skanning.

7. maj:

Allers koncernchef Bettina Aller står for første gang frem og beklager dybt, at der er foregået noget kriminelt på Se og Hør. Hun tror dog, at ugebladet overlever.

»Ja, Se og Hør kan godt overleve. Jeg tror jo på mine blade, og der har været nogle kedelige ting, men jeg tror på, at det kan overleve,« siger hun til TV 2.

Se og Hør vælger midlertidigt at suspendere den udskældte ordning, hvor bladet betaler læsere for at levere tips til historier. Chefredaktør Niels Pinborg lover, at ulovlighederne på ugebladet er en saga blot. Samtidig nægter hans forgænger, Henrik Qvortrup, via sin advokat at have gjort noget strafbart som chefredaktør for Se og Hør.

På transportminister Magnus Heunickes foranledning indleder Trafikstyrelsen en undersøgelse af luftfartsbranchens håndtering af passageroplysninger. Årsagen er pressehistorierne om, at Se og Hør har betalt ansatte i luftfartsbranchen - herunder SAS og Københavns Lufthavn - for at udlevere oplysninger om kendte og kongeliges rejser.

8. maj:

Formanden for Aller Fonden, juraprofessor Linda Nielsen, meddeler, at hun trækker sig fra posten med øjeblikkelig virkning. Årsagen er, at hun ikke mener, at den uvildige undersøgelse af Se og Hørs metoder er omfattende nok.

»Henset til den omfattende kritik af forholdene på Se og Hør, der er blevet fremsat, har jeg den holdning, at en fyldestgørende undersøgelse heraf bør omfatte væsentligt flere forhold, end der på nuværende tidspunkt er lagt op til,« skriver hun i en pressemeddelelse. Hun tilføjer, at hun derfor ikke »samvittighedsfuldt kan fortsætte som bestyrelsesformand.«

Det angreb stiller resten af bestyrelsen i ejerfonden bag Aller-koncernen sig dog »helt uforstående overfor«, skriver de i en opfølgende pressemeddelelse udsendt gennem PR-firmaet Burson-Marsteller.

9. maj:

Aller-koncernen giver advokat og revisor frie hænder til at »afdække alle eventuelle ulovligheder« i Se og Hør-sagen, Det fremgår af kommissoriet for undersøgelsen, som koncernen offentliggør fredag 9. maj.

Helt præcist skal undersøgelsen afdække »hvorvidt der blandt nuværende eller tidligere ansatte i organisationen er gjort brug af oplysninger, der kan vurderes, at være ulovligt tilvejebragte og i hvilket omfang, der blandt de pågældende medarbejdere, uanset deres placering i koncernen, har været kendskab hertil og kendskab til mulig betaling for de meddelte oplysninger«.

Det er dog op til Allers medarbejdere at afgøre, om de har lyst til at medvirke i undersøgelsen.

Samme aften meddeler tidligere chefredaktør Kim Henningsen via sin advokat, at han vil samarbejde med politiet i efterforskningen af Se og Hør-sagen. Hans advokat, Kåre Pihlmann, vurderer ikke, at Kim Henningsen har gjort noget ulovligt i sagen sin tid som chefredaktør fra 2009 til 2013.

13. maj:

Salget af Se og Hør er skrumpet betragteligt, siden skandalen begyndte at rulle for godt to uger siden. Både Coop og Dansk Supermarked bekræfter, at salget af ugebladet er faldet, uden dog at ville kæde nedgangen direkte sammen med Nets-sagen. I Coops butikskæder er salget af Se og Hør faldet med 20 procent, siden sagen kom frem.

14. maj:

Politiet ransager fra morgenstunden Aller Media samt Ken B. Rasmussen og en anden journalists adresser. Desuden bliver forlaget Bogkompagniet ransaget. Både Ken B. og den anden journalist, som stadig er ansat på Se og Hør, bliver anholdt, afhørt og sigtet for blandt andet at have fået »tys tys-kilden« hos Nets til at sælge oplysninger. Derefter bliver de løsladt. Samtidig rejser politiet sigtelser mod medievirksomheden Aller Media A/S, som vurderes at være den »juridiske person« bag Se og Hør. Politiet forventer fortsat at sigte flere personer i sagen.

22. maj:

De tidligere Se og Hør-chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen bliver sigtet for deres rolle i sagen om ugebladets misbrug af personfølsomme oplysninger om kongelige og kendte. Begges hjem bliver ransaget, og Henrik Qvortrup er i forbindelse med ransagningen blevet anholdt. Han løslades efter torsdagens afhøring. Kim Henningsen har på grund af sygdom ikke været anholdt.

Henrik Qvortrup udtaler sig i et længere interview med Berlingske om sagen og erkender blandt andet, at han har mødt den såkaldte »tys-tys-kilde«, og han kan have attesteret flere bilag til kilden.

23. maj:

Allers udgiverdirektør, Peter Ingdal bliver nu også sigtet i sagen. Politiet ransager hans hjem i København, efter han selv var mødt op. Ingdal er den første nuværende Aller-chef, der er rejst sigtelse i mod. Ingdal har i flere omgange været konstitueret chefredaktør på Se og Hør, mens overvågningen fandt sted. Flere kilder fortæller, at Ingdal må have vidst besked om bladets metoder. 

I en ny måling, som Radius Kommunikation har foretaget via Epinions Danmarkspanel, svarer 38 procent af de adspurgte danskere, at Se og Hør-sagen har påvirket deres generelle opfattelse af journalister i negativ retning.

28. maj:

En mail-korrespondance mellem tidligere chefredaktør Kim Henningsen og Aller Medias udgiverdirektør Per Ingdal viser ifølge BT, man i næsten fem kendte til betalingen til »tys-tys-kilden«.

29. maj:

»Tys-tys-kilden« nægter at lade sig afhøre yderligere af politiet, før han får Aller Medias interne undersøgelse af sagen udleveret, oplyser hans forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen.

3.-6. juni:

Se og Hørs tidligere chefredaktør, Kim Henningsen, nægter at medvirke i Allers interne undersøgelse af sagen. Det samme gør journalisten Kasper Kopping og tidligere nyhedschef Lise Bondesen, og undersøgelsen begynder at falde fra hinanden.

13. juni:

Nye oplysninger bekræfter ifølge TV 2 og Ekstra Bladet, at både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) er blevet overvåget af Se og Hør.

14. juni:

Politiets Efterretningstjeneste (PET) blev allerede i 2011 tippet om, at der foregik ulovlig overvågning på Se og Hør, bekræfter justitsminister Karen Hækkerup (S). PET vurderede på daværende tidspunkt, at der ikke var grund til at foretage sig yderligere.

Det kommer frem, at overvågningens omfang er større end antaget: 86 kendte danskeres kreditkort er blevet overvåget og at dette vil have betydning for de sigtedes strafudmåling.

15. juni:

Pia Kjærsgaard fortæller i BT, at hun er blevet opsøgt af Se og Hør-journalister på den græske ø Santorini. 

16. juni:

Fotografen Michael Medgyesi står frem, og fortæller, at han allerede i 2011 kontaktede PET med oplysninger om Se og Hørs metoder. Han hørte aldrig siden fra PET, men »overvejede selv, om jeg skulle henvende mig igen.«

»Det fik jeg aldrig gjort, desværre.«

17. juni:

Politiet ransager og beslaglægger materiale i Aller-bygningen for anden gang. Københavns Politi ransager Aller-huset for anden gang. Politiet beslaglægger harddiske og andet materiale, der indeholder Se og Hør-medarbejdernes SMSer og e-mail-korrespondancer. Materialet kan kobles til 11 tidligere og nuværende medarbejdere, der kan kobles til overvågningen. 


18. juni:

DR kan i en ny dokumentar fortælle, at ugebladet under Henrik Qvortrups chefredaktørtid havde planer om at aflytte kronprins Frederiks mobiltelefon. Qvortrup afviser via sin advokat, at Se og Hør havde seriøse overvejelser omkring at aflytte kronprinsen. Københavns Politi beslutter at undersøge oplysningerne.

20. juni:

Allers udgivelsesdirektør, Peter Ingdal, trækker sig og erkender, at han siden 2009 har kendt til Se og Hørs brug af den såkaldte »tys-tys-kilde«. Han forklarer dog, at han ikke kendte til omfanget af overvågningen, og at han bad Kim Henningsen om at stoppe overvågningen.

Det slås desuden fast, at et ønsket navneforbud på »tys-tys-kilden« ikke træder i kraft. Dommeren henviser til sagens grovhed, den store mediebevågenhed og den samfundsmæssige interesse som argumenter for beslutningen.

BNB