Det er nærliggende at sammenligne terrortruslen med en resistent bakterie: Begge evner at gøre sig modstandsdygtige under angreb.

I Danmark får truslen fra den militante ekstremisme skikkelse af det, som Politiets Efterretningstjeneste, PET, beskriver som et hybridfænomen, hvor psykisk ustabile personer hvirvles ind i militant islamisme eller politisk ekstremisme.

»Vi ser sager, hvor folk har været i kontakt med det psykiatriske system – eller udviser en opførsel, som indikerer, de burde være det – og kommer op på vores skærm, fordi de er inde i en radikaliseringsproces,« siger Anja Dalgaard-Nielsen, chef for PETs Afdeling for Forebyggende Sikkerhed, som Berlingske møder i tjenestens hovedkvarter i Søborg.

De fem-ti sådanne sager, som PET ser om året, skal i højere grad håndteres af politi, sociale myndigheder og det psykiatriske behandlingssystem. Derfor lancerer PET og Social- og Integrationsministeriet et initiativ for at fremme den lokale indsats. »Det er en bekymrende problemstilling for os. Samtidig med at vi ser en blanding af radikalisering og psykiatriske udfordringer, ser vi også, at folk oftere agerer alene end i grupper. Dertil kommer, at propagandaen fra eksempelvis det Yemen-baserede magasin Inspire i stigende grad opfordrer til soloterror. Vi ser et potentielt stigende problem,« vurderer Anja Dalgaard-Nielsen.

Inspires opfordring er letforståelig: Gør det simpelt. Gør det selv. Gør det.

Den stille trussel

Men hvornår skal alarmklokkerne så ringe? Det kommer an på en konkret vurdering i den enkelte sag.

»Men der kommer et tidspunkt, hvor en forebyggelsessag går til at være en PET-sag. Det er typisk, når en person gør konkrete tiltag til planlægning af terrorangreb eller voldshandlinger. Så skal vi kende til det. Det, synes jeg, sådan set også fungerer ret tilfredsstillende,« siger Anja Dalgaard-Nielsen.

Ser man tilbage på 2000ernes terrorsager, herunder Glasvej-, Glostrup- og Vollsmose-sagerne, var der ifølge forebyggelseschefen ikke nødvendigvis psykiatriske problemstillinger, men synlige tegn på problemer: Folk blev mere lukkede. Trak sig fra deres netværk. Besøgte særlige hjemmesider. Ændrede tøjstil.

»Isoleret set er det ikke nødvendigvis foruroligende, men det kan det være i kombination. Og så skal man reagere lokalt,« siger Dalgaard-Nielsen:

»Et anonymt eksempel fra en af 2000ernes terrorsager er, at en skolelærer bemærker, at der skrives noget voldsomt i en stil – med militant retorik. Det kunne være, at en tidligere karatetræner havde mødt den samme unge mand på et tidspunkt og havde undret sig over, at den unge mand ikke længere ville give hende hånden. Det kunne også være, at den samme unge mand havde gjort nogle ting, der havde bekymret hans forældre, som havde taget hans pas fra ham. Det kan i princippet være de samme tegn, som gør sig gældende i hybridfænomenerne.«

Alvorlige sikkerhedstrusler

Forebyggelseschefen kan ikke give konkrete eksempler på hybridfænomenet, fordi PETs oplysninger er hemmelige. Desuden kræver det en diagnose, hvis det med sikkerhed skal fastslås, at en person har psykiatriske problemer.

Men det er ikke helt misvisende, hvis man kigger mod Norge og Anders Breivik, som for snart to år siden myrdede 77 personer i Oslo og på øen Utøya. Dog med det forbehold at den første mentalerklæring, retten fik i sagen, konkluderede, at Breivik led af paranoid skizofreni og var utilregnelig, mens en senere erklæring konkluderede, at han ikke var sindssyg.

»Det er selvfølgelig ikke sådan, at alle psykisk syge er terrorister in spe. Det handler om, at nogle borgere har brug for hjælp. Og det er rasende vigtigt, at vi får lagt vores viden sammen med den viden, der ligger i det psykiatriske system. Og så sagerne ikke udvikler sig til at blive alvorlige sikkerhedstrusler,« siger Anja Dalgaard-Nielsen.

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra ministerier, PET og PSP-samarbejdet, som består af politi, socialforvaltning og det psykiatriske behandlingssystem, skal udvikle en model for den styrkede indsats. Efterfølgende skal det blive til en praksis i stil med det nuværende samarbejde med SSP (skole, sociale myndigheder og politi), som konsulterer PET om, hvad der sker på gadeplan. Og at PET klæder SSP på til så vidt muligt at håndtere problemerne selv. Men det kommende samarbejde med PSP bliver ikke nødvendigvis gnidningsfrit.

»Jeg tror, der er en parallel til, da vi indledte samarbejdet med SSP i forebyggelsessager,« siger Anja Dalgaard-Nielsen:

»Nogle havde berøringsangst over for sager, hvor personer havde en meget militant retorik – selv om de andre bekymringstegn lå tæt op ad, hvad man var vant til at håndtere. Eksempelvis at unge blev væk fra skolen eller sociale problemer. Det handlede om at afmystificere problemet.«

Afmystificering af den nye trussel har PET hermed taget første skridt til.