Det ér samfundets skyld

De danske børnefamilier skal forlange en egentlig familiepolitik af politikerne. Det er nemlig ikke børnefamilierne, den er gal med. Det er samfundet selv, mener professor Per Schultz Jørgensen.

Børneforsker Per Schultz Jørgensen hjemme i Farum Midtpunkt. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Læs mere
Fold sammen

Da vi sætter os på en bænk ved lege­pladsen, bliver det åbenbart. Her er ingen børn, selv om det er eftermiddag. De er i skole. Bænkene rundt om i de grønne arealer står også tomme. Både forældre og bedsteforældre er på arbejde.

Farum Midtpunkt er som byggeri et tydeligt barn af 70erne. Dengang mente arkitekterne, at beboerne havde tiden til at tage børnene med på legeplads efter skole, og hvor der var minutter nok i døgnet til at tage en kop kaffe med naboen på en hverdag.

Per Schultz Jørgensen kan godt se det. Det er ikke kun den oprindelige rødbrune farve på træværket herude, der synes altmodisch. Børnefamilierne, der oprindeligt var tænkt som de ideelle beboere, er heller ikke, hvad de har været.

»Når jeg kigger ud over det her miljø, ser det jo meget ideelt ud. Alt er samlet ét sted, så naboer kan trække på hinanden. Men familien er vokset ud af de her rammer og står et helt andet sted i dag. Børnefamilierne har ikke tid i dag til at tage del i hinandens verden. Hele ideen om at komme hinanden ved er der jo ikke slagkraft i i dag. Børne­familierne har et helt andet behov i dag.«

Som mangeårig forsker og professor i socialpsykologi ved DPU har han det meste af sin karriere beskæftiget sig med udviklingen i børnefamilier. I alle årene har han stået på børnenes side. Derovre mener han, at det ikke ser alt for godt ud.

Dengang – og nu

Professoren er med vilje blevet sat stævne her i sin hjemby blandt Farum Midtpunkts 4.500 beboere. Da byggeriet kom til verden, var det i en tid, da selv arkitekturen skulle forbedre vilkårene for de danske børne­familier. Dengang forlangte vælgerne, at politikerne tog ansvar i forhold til børnefamilierne og gav dem nogle gode, samfundsmæssige rammer at leve i.

I dag er det snarere progressivt at mene, at samfundet ikke skal blande sig i familien, mener professoren. Hvor samfundet før hjalp børnefamilien, står den alene med opgaven i dag.

I professorens øjne lever vi derfor i en tid, hvor behovet for en familiepolitik aldrig har været større.

»Vi må se i øjnene, at forældrene er meget fraværende i deres børns liv. Det er en grundlæggende familiepolitisk udfordring, vi ikke har løst. En af de andre udfordringer i dag er, at vi ikke føder særlig mange børn. Gennemsnittet på 1,7 barn er ikke nok. Hvad skal der til, for at familier i dag vil sætte barn nummer to og tre i verden? Man afstår fra at få flere børn, fordi man ikke kan overskue det. Der mangler et eller andet i Danmark, som vi politisk ikke er opmærksomme på.«

Per Schultz Jørgensen fik selv børn i løbet af tresserne. Hans kone gik hjemme eller havde deltidsjob i de år, da børnene var små. En virkelighed der ligger langt fra det hidtil usete familieeksperiment, de danske børnefamilier indgår i nu om dage. Fra børnene er et år, bliver de sat i pleje i en daginstitution. Alt imens forældrene arbejder mere og mere. Og bliver mere og mere stressede.

Børnene betaler prisen

De, der betaler prisen, er børnene. De lever et liv væk fra deres forældre. Og når de bliver teenagere, begynder de at udvise forskellige symptomer på, at deres liv ikke er optimalt, mener professoren. Blandt børn i 15 års­alderen er det eksempelvis 20-25 procent, der lever med en slags permanent stress.

»Vi udsætter familien for nogle udfordringer og belastninger, som rent historisk stadig er nye. Og vi ved ikke, hvordan familien klarer det. Vores foreløbige erfaringer viser, at de ressourcestærke familier, der kan trække på det nære netværk, klarer sig godt. Vi har mange familier i den anden ende af spektret, der slet ikke magter det. Og så har vi en stor mellemgruppe, der bare lader stå til. De klarer det så godt, som de nu kan. De er defensive og tænker, at sådan er vilkårene bare.«

Han har hørt liberale politikere tale om, at det ikke er en social begivenhed at være et ægtepar med to børn. At middelklassens børnefamilier nok skal klare sig. Et synspunkt han kalder »forældet«.

I det hele taget er Per Schultz Jørgensen fortørnet over, at familiepolitikken nærmest er fraværende i den nuværende regerings program.

»Det er en social begivenhed for et samfund, at man ikke får børn nok. Det er selv­følgelig op til folk selv, om de vil have flere børn. Det er dog i samfundets interesse, at man får flere børn, og at børnefamilierne trives. Hvis det ikke er en samfundsopgave, så ved jeg ikke, hvad det skulle være.«

Det er både politikerne og os selv, der har skylden. Det er forældrene, der træffer en beslutning om, hvilken slags familie de ønsker. Men samfundet skal hjælpe dem med at træffe den beslutning.

»Et klogt velfærdssamfund hjælper med at opstille nogle rammer, så det kommer til samfundet til gode. At man hjælper folk til at træffe nogle gode valg. Det gør vi blandt andet inden for miljø, når vi opfordrer folk til at sortere deres affald. Når vi ikke kan give faren del i barselsorloven, er det igen et udtryk for, at man vil lade folk selv bestemme. Men vi har jo en interesse i, at faren skal være på banen. I familier, der er ligestillede, er man mere tilbøjelig til at sætte barn nummer to og tre i verden. Der er ro og en tro på fremtiden,« siger han.

Med blid, men bestemt hånd

Børnefamilier af i dag er ikke indstillede på at lade staten blande sig i deres privatliv. Det ved han. Ifølge Per Schultz Jørgensen skal staten snarere skubbe på med en blid, men bestemt hånd. Man kunne starte med virkeligt at satse på kvalitet i daginstitutionen. I den nye skolereformerede virkelighed burde man sikre børn et helt liv. Både med hensyn til kost, motion, kultur, fritidsaktiviteter og det han kalder for »livsduelighed«.

»Børnefamiliekollektivet er ikke løsningen. Forældre af i dag kommer ikke til lige foreløbigt at skrue ned for ambitionerne og arbejde mindre. Og individualiseringen vil også fortsat være der. Det kan vi lige så godt favne. Men fra statens side skal man sikre, at der er nok frihed til at tage sig af sine kære. Det betyder flere omsorgsdage. Samtidig vil det være godt med et frit og trygt børnemiljø, hvor institutionen er forbundet med en tryghed. Det ville være progressiv børnepolitik.«

Per Schultz Jørgensen bliver ved med at vende tilbage til Sverige. Her er der ret til deltid. Her har en familie ret til flere omsorgsdage og skal ikke stresse over et sygt barn. Her er der øremærket barsel til mænd.

»Jeg synes, vi skal starte med en vilje til at tale om problemet. At lave en formuleret politik, der er progressiv. Dér er vi altså lidt fodslæbende. I Sverige er man mere statsstyret og ser tingene oppefra og ned. Hvor Danmark ser det nedefra og op. Vi mangler simpelthen stærke og progressive syns­punkter på familiepolitikken. Så vil nogen nok sige til mig: Jamen, du kan ikke garantere, at en proaktiv familiepolitik også vil hjælpe på fødselsraterne. Men i lande som Sverige virker det altså. Dér får kvinden mod på at føde flere børn.«

Hvis politikerne ikke snart begynder at tage ordet familiepolitik mere i deres mund, vil et stigende antal danske familier fungere dårligt.

»Ud fra en demografisk tankegang vil man forhåbentligt også få øjnene op for, at vi skal sætte flere børn i verden. Men det nytter ikke noget med økonomiske tilskud til barn nummer to eller lignende økonomiske incitamenter. Fordi det er kortsigtet. Det gavner ikke familien. Man får ikke bedre familier ud af det.«

Forsøgslyst ønskes

Vi er gået ned til den brede hovedsti, der gennemskærer Farum Midtpunkt. Engang var det her en test. Et forsøg på at skabe boliger, hvor folk helt naturligt ville få lyst til at komme på fornavn med hinanden, fordi alt lå lige i nærheden. Lægehus, nærkøbmand, skole og børnehave. Hvor børnefamilien havde den tid og ro, som den så inderligt efterlyser i dag.

Per Schultz Jørgensen savner samme forsøgs­lyst, når det gælder familie­politikken. For ja: Der er en flygtningekrise. Der skal være mere vækst i økonomien. Der skal flere danskere i arbejde. Og er det her over­hovedet tider, hvor man skal fokusere på børne­familiens tilstand? Hvor vi har råd til at tale om flere omsorgsdage og ret til deltid? Professoren mener, at politikernes svar bør være ja. At de skal stå ved, at det faktisk er samfundets skyld.

»Politikere vil altid svare, at tiderne ikke er til det. Men når der er så mange uden for arbejdsmarkedet, burde der være råd til at lave deltidsordninger eller en fondsløsning, så man kan skrue op og ned for sin arbejdsmængde. Det med tiden er simpelthen bare en dårlig undskyldning for ikke at forsøge at komme videre med politiske løsninger,« siger han.