Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Brønderslev, Rebild og Tønder.
Alle er eksempler på kommuner, der har svigtet deres ansvar for at hjælpe socialt udsatte børn. Og onsdag blev endnu en unavngiven kommune føjet til listen, da Ombudsmanden udtalte skarp kritik af kommunen for at have svigtet to små børn.
Men efter så mange sager burde det ikke kunne ske, siger direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
»Det er rystende og uforståeligt, at der stadig foregår et så massivt ledelsessvigt så mange år efter Tønder-sagen og andre sager, der burde have åbnet kommunernes øjne,« fastslår han.
Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen retter sønderlemmende kritik af kommunen, der i løbet af et år overså 11 alvorlige advarsler om omsorgssvigt af to børn fra blandt andet politi, skole og borgere.
Men det er ikke mangel på lovgivning, der er skyld i kommunens svigt af de to børn, påpeger direktøren.
»Det, der er gået galt, er, at kommunen har svigtet sit ansvar. Man har ikke fulgt op på de indberetninger, der har været - dels fra den gamle kommune, som familien tilflyttede fra, og dels ikke fra de mange indberetninger, der har været fra bekymrede voksne i børnenes omgangskreds. Og det er et groft omsorgssvigt fra kommunens side,« siger Rasmus Kjeldahl, der uddyber:
»Det er ikke vores oplevelse, der er brug for flere regler, men det er vores oplevelse, at der bliver sat langt hårdere ind på at få kommunerne til at overholde den lovgivning, som allerede findes.«
Og i første omgang ligger det ansvar stadig hos den enkelte kommune, mener han. Men den seneste sag får alligevel Rasmus Kjeldahl til at stille spørgsmålstegn ved, om Folketinget skal aktivt ind i sagen.
»I første omgang er det den enkelte kommune, der har ansvaret for at sikre, at loven overholdes, men hvis de her sager bliver ved med at dukke op, så må man jo spørge sig selv om, om man fra Christiansborgs side har tilstrækkeligt hånd i hanke med kommunernes administration af denne utroligt vigtige lovgivning,« siger han.
Ombudsmanden har krævet, at den kritiserede kommune nu skal redegøre for, hvordan den sikrer sig mod gentagelser.