Det er OK– bare pral af Andreas

Stik piben ind, alle I der mener, begejstringen over Danmarks første astronaut er tegn på provinsiel selvhævdelse. Alle nationer jubler over deres rummænd. Den nationale bejestring kan endda gøre os lykkelige, mener danskerkender.

Det er helt i orden, at være begejstret over, at Danmark nu med Andreas Mogensen har skrevet sig ind i rumfartshistorien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Skam få den, der gør nar af vores nationale begejstring over 38-årige Andreas Enevold Mogensen. Den første danske astronaut, som onsdag blev sendt ud i rummet, fredag koblet sammen med den internationale rumsstation ISS og lørdag 12. september om natten dansk tid lander på samme kasakstanske slette, som han blev sendt op fra.

Man kan håne, når nogen jubler over Jess Bonde, der i 2005 kom i Guinness Rekordbog for at løse en Rubik-kube på godt 16 sekunder. Eller når Claus Solvig fremviser verdens største samling af Ozzy Osbourne-ting (1.811 stk.).

Men man skal ikke gøre grin med Danmarks første astronaut.

Der er to andre astronauter med på rumfærden, men det kommer ikke det her smør ved. For vi er kun interesserede i »Andreas’« danmarkshistoriske bedrift og i at fortælle om den højt og passioneret. Astronauten er blevet alle danskeres ejendom. Som »Bjarne« og »Michael« er blevet.

Og det er ganske naturligt, mener folk med fingeren på danskerpulsen. At kalde mediernes massive dækning af danskerens rumtur for selvhævdelse i andedammen hører ingen steder hjemme. Selv en historiker som Uffe Østergaard med speciale i europæisk identitetshistorie siger ubevidst »Andreas« om Andreas Mogensen, som talte han om sin søn eller nabo på villavejen.

»Den store begejstring fylder mere i et lille land, men specielt dansk er det ikke,« siger Uffe Østergaard.

»Det minder meget om det, jeg har set i andre lande, f.eks. Indien og Italien. Samme hysteri. Nu er turen bare kommet til Danmark. Jeg er bange for, at det er et ret generelt fænomen. Det er ikke en særlig udgave af provinsiel dansk småtskårethed. Det er noget ekseptionelt, men det bliver anderledes tredje gang, vi har en mand i rummet.«

Det eneste, der har overrasket identitetshistorikeren ved dækningen af Andreas Mogensen, er, at den har været så saglig, mener han.

Slut med mindreværdskomplekser

Selv om Andreas Mogensen er udvalgt blandt næsten 10.000 ansøgere, så er hans tur i rummet ikke enestående internationalt. 550 astronauter har allerede begejstret deres hjemlandes befolkninger, og rumstationen ISS har været beboet siden år 2000. I årenes løb har omkring 250 astronauter fra 15 lande haft deres gang på stedet.

Den engelske journalist og forfatter Helen Russel skrev tidligere på året bogen »Mit år som dansker – På jagt efter hemmeligheden bag verdens lykkeligste nation«. Den er baseret på hendes oplevelser ved at bo i en lille jysk by og bygger på hendes klummer om Danmark i The Telegraph:

»Jeg tror, noget af jeres begejstring kan hænge sammen med den lave gelotofobi i Danmark. Hos jer er frygten for latterliggørelse blandt de laveste i verden. Danskerne er ikke så hæmmede. Så hvis I ønsker at fejre noget og være stolte af en bedrift, så hvorfor ikke?«

Danmarks lille størrelse betyder også noget for, hvordan vi behandler historien om vores første astronaut, mener hun.

»For en outsider virker det ofte, som om Danmark er som en udvidet familie. Alle kender hinanden. I dag er jeg for eksempel allerede stødt på to personer, der kender Andreas Mogensen. Og jeg bevæger mig ellers ikke i bredere kredse.«

Andreas Mogensen bliver selvsagt kanoniseret, når han lander. Om det bliver med lige så store typer i historiebøgerne som A.P. Møller, H.C Andersen, Susanne Bier, Piet Hein, Tycho Brahe, Karen Blixen, René Redzepi og Niels Bohr – ingen nævnt ingen glemt – vil tiden vise.

Uffe Østergaard understreger dog, at vores jubel over Andreas Mogensen skal ses i et andet lys end heltedyrkelsen, som den tog sig ud for år tilbage. Et lilleputpraleri, han eksemplificerer ved at citere Piet Hein (1905-1996), forfatter, opfinder og matematiker: »I Danmark er alting størst – selv mindreværdskomplekset.«

»Før i tiden var danskerne karakteriserede ved et kæmpemæssigt mindreværdskompleks, men vi mente, vi var moralsk bedst. Det var det sidste af 1864-syndromet. Det er vi kommet ud over. Fejringen af Andreas hører ikke under småstatens selvhævdelse. Lande, der er meget større end Danmark, fejrer deres astronauter mindst lige så meget. Så vi opfører os mere og mere, som om vi er en mellemstor stat. Og det passer meget godt med, hvordan vi opfører os i forhold til den her rumfærd.«

Det er jo stort

Midt i skatteskandale og flygtningekaos handlede fire ud af de ti mest læste artikler på Berlingskes site, B.dk, tirsdag eftermiddag om Andreas Mogensen. Samme sted fik vi astronauten ned i øjenhøjde ved at fortælle vore læsere: »Se her, hvornår du kan vinke til Andreas«.

Vi er stolte af ham, og vi er med ham selv hundredevis af kilometer oppe i verdensrummet.

Det mener Helen Russel, måske kan gøre os lykkelige.

»Det er jo stort. Min erfaring er, at danskerne er temmelig gode til at flage og være stolte af deres land og til at bryde ud i sang ved enhver lejlighed. Undersøgelser har vist, at Danmark har nogle af de højeste niveauer af national stolthed i verden. Det kan da bidrage til en bedre følelse af velvære og endda lykke.«