Det er nu, Danmark skal række efter stjernerne

Nu svæver Andreas Mogensensen som den første dansker vægtløs rundt i et rumskib højt over Jorden. Det gør Danmark til en ægte rumfartsnation – kunne man tro. Men den politiske vilje synes at mangle.

BMINTERN - Andreas Mogensen er nu klar til afgang og giver et sidste farvel til familien og pressen. Her en aller sidste hilsen til hans kone Cecilie Beyer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et syn, der garanteret aldrig vil forlade nethinden: Den voldsomme flamme under Sojuz-raketten – som et gigantisk bål på himlen.

Heden kunne mærkes fysisk på huden. For da raketten endelig havde givet sig med et voldsomt brøl fra Gagarin-opsendelsesrampen på Bajkonur Kosmodrom i Kasakhstans tørre ødemark og var steget få hundrede meter op mod himlen, var der ikke mere end et par kilometer derop fra mit ståsted.

Med en overjordisk vred og hvæsende knitren fortsatte den sin næsten lodrette opstigning. Og efter bare 30 sekunder var den 50 meter lange betvinger af den jordiske tyngdekraft forsvundet bag et højtliggende skydække. Hvorved ikke bare én, men flere store drømme begyndte at blive skinbarlig virkelighed.

Til venstre øverst oppe i det klaustrofobiske Sojuz-opsendelsesmodul lå en dansker fastklemt i sit formstøbte sæde med et stort smil på læben bag sin rumhjelm. For nu var hans næsten livslange ambition om at blive astronaut langt om længe ved at blive fuldbragt.

Men også for Danmark og mange danskere var der tale om virkeliggørelsen af en drøm, som man næppe havde troet kunne materialisere sig så hurtigt. Rummet er for stormagter som Rusland og USA, har man typisk tænkt. Ikke for smånationer.

Med gårsdagens danmarkshistoriske opsendelse er det dokumenteret, at det umulige ikke eksisterer. Som dansker kan man rette ryggen en smule mere. For nu er vi medlem af den relativt eksklusive klub af nationer med vaskeægte astronauter, som der kun har været godt 550 styk af gennem rumfartshistorien. Det er stadig ikke rutine for mennesker at komme på rumrejse.

Manglende vilje

Det er imidlertid kun i beskeden grad politisk vilje på Christiansborg, der er årsag til, at drømmen har materialiseret sig. Årsagen ligger i langt højere grad hos den 38-årige mand, der nu svæver vægtløs rundt i sit rumskib 400 km over os med en russisk og en kasakhisk kosmonaut ved sin side.

Andreas Mogensen er en mand af den rette støbning. Havde det ikke været for lige netop ham og hans jernvilje samt uangribelige kompetencer, havde vi næppe fået en dansker optaget på det europæiske rumagentur ESAs astronauthold. Uanset at det rent faktisk var den noget hule ambition tilbage i slutningen af forrige årti hos den daværende regering og ikke mindst dens videnskabsminister, Helge Sander (V).

Ligesom i dag lå Danmark også dengang helt i bund blandt europæiske nationer med hensyn til ESA-bidrag pr. indbygger. På den måde har det officielle Danmark trods sine astronautdrømme hele vejen igennem sendt signal om, at ja – vi vil godt lege lidt med på rumfartsområdet, men kun halvhjertet.

Det lave ambitionsniveau har afspejlet sig i tilsvarende beskedne ordrer fra ESA til en håndfuld danske rumfartsvirksomheder, for der er en næsten direkte sammenhæng mellem størrelsen af nationale bidrag og ordrebogens størrelse. Næsten uanset, hvor dygtige de højteknologiske danske virksomheder måtte være.

Det samme gælder ESAs og dermed rumorganisationens store medlemslandes vilje til at lade en dansker blive optaget på det europæiske astronauthold. De store bidragydere får flest astronauter. Tag for eksempel Holland og Belgien, der hver især kan prale af tre astronauter.

Så når rumagenturet alligevel har lukket en dansker ind i sin astronautfold, må forklaringen først og fremmest være Mogensen selv: En koldblodig mand, som målrettet har forfulgt sin drøm siden grundskolen, og som derfor blev rumfartsingeniør, specialist i aerodynamik og ekstremsportudøver.

16 jordkredsløb på et døgn

Når man dertil tæller hans indlysende sociale egenskaber var der nærmest ingen vej uden om Mogensen, da han søgte ind af sig selv, helt uden om officielle danske forsøg på at finde egnede ansøgere. Og nu er han så deroppe, den gode, evigt smilende Mogensen.

Allerede døgnet efter sin dramatiske og følelsesladede opsendelse med Volkov og Aymbetov har han gennemført omkring 16 kredsløb om Jorden med en hastighed på over 28.000 kilometer i timen. Han har spist deroppe og formentlig benyttet det primitive toilet i det beskedne Sojuz-beboelsesmodul. Han må også have sovet lidt deroppe, glædet sig over den vedvarende vægtløshed og med al sandsynlighed dokumenteret sin professionalisme ved at fuldføre sine mange tekniske opgaver til punkt og prikke.

Men Andreas Mogensen har også oplevet det ganske særlig ubehag i Sojuz-rumskibet, fordi det vedvarende roterer om sig selv på sin 51 timer lange vej frem til sammenkoblingen fredag kl. 9.42 med verdens dyreste laboratorium, Den Internationale Rumstation. Og han har utvivlsomt forsøgt at kigge ned på Jorden gennem et af rumskibets små koøjer. Men har måttet lukke øjnene igen, fordi synet er som at kigge ind i en kæmpecentrifuge med Jorden, stjernerne og det sorte himmelrum i evig flimrende rotation. Og må vi ikke også have lov at gætte på, at han har lukket øjnene for at lade kroppen hvile i det vægtløse rum, mens han langt ind i sjælen har glædet sig over, at drengedrømmen nu er opfyldt.

Ministeren tøver

Det er nok for meget at kalde Andreas Mogensen for en nationalhelt. Vi bør jo også lige lade ham fuldføre sin såkaldte spurt på rumstationen med et hektisk program bestående af talrige spændende eksperimenter, bl.a. for danske forskningsinstitutioner. Samt lige lade ham komme helskindet ned igen, hvilket efter planen sker tidligt om morgenen lørdag den 12. september.

Men når det er sket, og vi har fået bekræftet, at Andreas Mogensen ydede sit ypperste, så bør det også forpligte Danmark som såkaldt rumfartsnation.

Så bør Danmark som mindstemål ikke svække sit i forvejen ret beskedne engagement i ESA: godt 200 mio. kr. årligt ud af et samlet budget på langt over 30 mia. For det ville være en europæisk pinlighed af de større.

Men man kan godt have sin frygt.

Den nyligt tiltrådte danske videnskabsminister, Esben Lunde Larsen (V), havde trukket mindst fire dage ud af sin formentlig travle kalender for at følge Andreas Mogensens sidste forberedelser og endelige opsendelse fra første række i Kasakhstan. Han var det officielle Danmarks mest højtstående repræsentant under den store begivenhed.

Ministeren var efter alt at dømme lige så begejstret for Andreas Mogensen og den danske rumrejse år 2015 som alle andre danskere på den enorme russiske raketopsendelsesbase.

Alligevel lykkedes det ikke for denne skribent at få ministeren til at sige noget tilnærmelsesvist præcist om den politiske danske rumfartskurs i de kommende år. Han talte om en igangværende kortlægning for regeringen af den danske rumfartsindsats. Og han sagde:

»Der er altid en efterspørgsel på flere penge, og vi er ikke leveringsdygtige i flere penge på alle områder. Så når vi har fået vores afdækning, tager vi stilling.«

Hvortil han tilføjede:

»Jeg vil gerne sige, at med det engagement, vi allerede har, er det lykkedes at få en dansker i rummet. Det viser at vi har et godt engagement. Men hvordan det skal se ud fremadrettet, må fremtiden vise.«

Kosmiske muligheder

I Bajkonur fik vi også en kort snak med en af de rigmænd, der ofrer rigtig mange penge på drømmen om rummet. Det var den succesrige 53-årig japanske reklamemand Satoshi Takamatsu, der var meget tæt på at komme med i Sojuz-kapslen sammen med Andreas Mogensen. Som rumturist i passagersædet. Men han havde ikke tid nok til at gennemgå de krævede, meget intensive træningsforløb, da den britiske sangstjerne Sarah Brightman af ukendte årsager hoppede fra i Sojuz’en for få måneder siden (pladsen endte med at gå til kasakhen Aimbetov).

»Jeg har solgt næsten al min private ejendom for at få ti dage på rumstationen, og jeg regner med at få en tur derop inden for de næste to-tre år. Min drøm er at tage billeder af Jorden fra rummet med det bedste fotografiske udstyr, der eksisterer,« sagde japaneren og understregede, at billetprisen er en hemmelighed.

»Men du kan nok google prisen,« fortsatte han.

Så det gjorde vi, og svaret lyder: lige omkring 50 mio. dollar eller 330 mio. kr. For 10-14 dage i rummet.

Den internationale rumfartsindustri er i bogstaveligste forstand en billionforretning, og den er i voldsom vækst, ikke mindst i kraft af stadigt flere kommunikations-, spion- og GPS-satellitter. Alene britiske virksomheder omsætter for over 120 mia. kr. årligt på rumrelateret produktion. Og i baggrunden lurer visionære iværksættere som Elon Musk og Richard Branson, der bl.a. forsøger at gøre rumturisme til en milliardforretning.

Men Danmark har endnu ikke fået rigtig luft under de kosmiske vinger. På trods af Andreas Mogensen og hans respektindgydende præstation.