»Det er mange minder, man forlader«

Vi danskere er alle en del af statistikken. Berlingske søger svaret i en række artikler. Jonas Giannini er en af fraflytterne. Han flyttede fra København til Viborg.

Jonas Giannini flyttede med familien til Viborg og fik hurtigt et nyt job. Huset så han to gange i regnvejr, så det var først, da de var flytttet ind, at han opdagede den gode udsigt. Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jonas Giannini, 32 år, arbejder på Grundfos i Bjerringbro som innovationskonsulent og bor i Viborg med tre børn og kone. Han flyttede fra København til Viborg i 2010 og var dermed en af de 273.586 danskere, der det år valgte at flytte til en anden kommune. I 2012 var der 287.271 danskere, der flyttede mellem kommunerne.

»Der var de klassiske grunde med, at vi gerne ville prøve at være husejere og tilbyde børnene grønt græs under fødderne. Det behøver man selvfølgelig ikke at flytte til Jylland for. Vi begyndte først at kigge på huse i Nordsjælland, oppe omkring Lyngby, men der kunne vi ikke få så meget for pengene.

Min kone sagde for sjov: Hvad med Jylland? Og min første reaktion var: No way. Aldrig i livet. Alligevel begyndte jeg at tænke over det. Vi havde to vennepar med børn, der allerede boede i Viborg, og det gjorde mine svigerforældre også. Det gjorde beslutningen nemmere for mig.

Man søger måske tilbage til det, man kommer fra, når man selv får børn. Efter barn nummer to skete der noget. Vi begyndte at bruge København mindre og mindre. Jeg var god til at tage ud til kulturelle ting med barn nummer et, men da nummer to kom, ændrede det sig. Min egen familie bor i København og Farum. Alle mine venner bor også i København. Det gav ikke mening at flytte så langt væk fra dem. Vi havde det sådan, at vi skulle enten på bo tæt på mine forældre eller min kones. Det var ikke sådan noget midt imellem ved at flytte til Fyn.

Det var helt klart en proces. Jeg havde et udmærket arbejde i København, men var villig til at skifte det ud. Vi boede på ydre Nørrebro, og det var heller ikke et kvarter, hvor vi kunne se børnene vokse op. Hvis vi havde boet anderledes, eller jeg havde haft drømmejobbet, var det måske endt anderledes.

Jeg sagde det til mine venner en aften, hvor vi sad og drak øl på Østre Gasværk. Jeg havde lidt samme fornemmelse, som når man skal til at slå op med en kæreste. Sådan lidt: Hvordan fanden tager vi den her? Det var enormt svært at sige. Deres kommentarer var lige fra »Hvorfor?« til »Kan du ikke lide os mere?«

De sagde også ting, som jeg aldrig selv havde overvejet. Som eksempelvis, at hvis jeg blev skilt fra min kone, så ville jeg nok blive nødt til at blive boende i Viborg. Det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Det handlede ikke om, at jeg skulle til Jylland. Det handlede om, at jeg forlod storbyen. Det var en æra, jeg sagde farvel til. Det er mange minder, man forlader. Det er faktisk mere voksent at købe hus end at få barn, synes jeg.

Min kone har nok altid vidst, at hun skulle have flere børn. Jeg syntes, at det var hyggeligt nok med et barn i en toværelses på Frederiksberg. I hendes hoved har der måske været en masterplan, men om den også indbefattede Jylland, ved jeg ikke. Hvis hun dengang havde sagt, at jeg som 32-årig skulle sidde i et hus med carport med to biler i Midtjylland, ville jeg nok have kigget mærkeligt på hende.

Børn er sindssygt gode til sprog. De tilpasser sig lynhurtigt. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, når Martha og Alfred kom hjem og sagde »træls« og »ikk’å« efter en uge. I starten tog jeg mig selv i at skrue op for den sjællandske dialekt overfor dem. Men jeg gav hurtigt op.

Tingene er anderledes på min arbejdsplads herovre end i København. Folk går til tiden. Man drikker ikke så meget fredagsøl herovre, fordi man kan ikke komme hjem med det offentlige. Der er rimelig støvsuget på kontoret klokken kvart over fire. Det er både godt og ondt.

Vi kunne godt lide byggestilen fra 70erne, så vi bestemte os for et hus med fladt tag. Vi fandt et, og jeg så det to gange i regnvejr. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var i Viborg. Men vi slog til hurtigt. Det var ikke ved at falde fra hinanden. Først bagefter fandt jeg ud af, at det faktisk havde en rigtig fin udsigt over byen.

Jeg nåede ikke engang at tænke over, hvordan jeg ville have det med at være arbejdsløs i Viborg. Jeg havde haft en føler ud til Grundfos, så jeg vidste godt, at der potentielt kunne være noget. Når jeg tænker tilbage, var det ret frisk gjort at flytte uden et arbejde.

Der er nogle sindssygt smukke steder rundt omkring i landet, og det har jeg slet ikke lagt mærke til, da jeg boede i København. Dengang synes jeg, at der var ingen grund til at cykle til Vesterbro for at feste, når man nu havde gang i en fest på Nørrebro. Og når mine venner flyttede til Amager, så tænkte jeg: Hvorfor skal de helt derud?

Mine venner i København synes, at Viborg er enormt langt væk. Jeg skal lokke dem hertil. Den der åbne invitation fungerer ikke rigtig. Man skal aftale en dato, og så kommer de. Man skal ændre nogle vaner, når man er den, der flytter væk. Man skal ringe oftere og være aktiv på Facebook.

Igennem mit arbejde har jeg kontakt til mange amerikanerne. De griner af den der opdeling mellem Jylland og Sjælland. De kan ikke forstå, at man kan sidde og tude over at flytte 250 km væk. Den distance kører de med glæde på en søndag for at besøge deres familie. Jeg savner København fredag og lørdag aften, når der er overskud til at tage ud og drikke en øl. Når man sidder på en matrikel, bliver man lidt lukket omkring sig selv. Jeg vil jo gerne have det hele. Den der trelængede gård på Rådhuspladsen findes bare ikke.«