Det er livsbekræftende at blive konfronteret med døden

Sille Kongstad møder danskerne, når de ikke længere er. Som bededame med en utraditionel tilgang til sit fag forsøger hun at få folk til at have det bedre med den død, hun hver dag møder ind til.

Bededame Sille Kongsted har en traditionel rustvogn – men noget utraditionelt har hun også en rustvognscykel til at transportere kister rundt. (Foto: Linda Kastrup) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De to unge piger, der kom gående, kunne ikke få det til at stemme. Hvorfor skulle der stå en rustvogn med kiste parkeret midt i det indre København på en varm sommerdag af den slags, hvor alle synes på vej til et glas kølig hvidvin? Hvorfor skulle den stå lige der og minde dem om døden?

»Det var hårdt, mente de. De sagde, at jeg skulle tænke mig lidt om. Det var alt for meget midt i den sommerglade stemning, og det kunne jeg ikke være bekendt.«

Det er sket før. Når bededame Sille Kongstad har parkeret sin store, sorte rustvogn rundt omkring i gaderne, er der nogle mennesker, der bliver voldsomt provokeret af den tunge bil. På Enghavevej var der engang en mand, der slet ikke kunne holde det ud: Hvad fanden bildte hun sig ind, at hun sådan konfronterede ham med den vogn?

»Det var jo meget ubehageligt for ham at se på den vogn, måtte jeg forstå. De, der føler sig mest stødt, er dem, der har mest brug for at blive mindet om døden. Mange af os kan jo ikke klare tanken om, at vi en dag skal dø. Vi ved ikke, om det er i dag, i morgen eller om 30 år. Det er da totalt angstprovokerende. Men det er ikke sundt, hvis vi bare lukker øjnene.«

På Sille Kongstads mobiltelefon ligger der en masse fotos af døde mennesker. Før hun henter afdøde, spørger hun altid først familien, om hun må tage et billede af afdøde. Og hun sletter billederne, når der er gået et stykke tid. Nogle gange er familierne ikke helt sikre på, om de vil se billedet eller ej. Derfor venter Sille Kongstad lidt, før hun sletter det.

I hendes forretning på Vesterbro hænger der ikke de sædvanlige tunge bedemands-gardiner, og hun kommer selv i farver med røde negle, gule sko og knaldblå kjole. På forretningens Facebook-profil dyrker hun bevidst en åben stil, hvor hun viser fotos af kistedekorationer. Og nogle gange bliver kisten transporteret på hendes rustvogns-ladcykel. Det skal alt sammen være med til at få aftabuiseret døden for os ellers dødsforskrækkede danskere. Ligesom at hun bevidst kalder sig for bededame i et ellers traditionelt maskulint fag.

»Det underlige er, at jeg aldrig har været mere glad for livet, end jeg er nu. Det er livsbekræftende at blive konfronteret med døden. Hvis man ikke ved noget om faget, tænker folk: Hvor må det være hårdt. Men det er jo ikke kun sorg og smerte med den familie, der har mistet. Der kommer altid nogle glade minder op. Uanset hvor ubærlig døden er. Jeg føler mig aldrig tynget af at være i nærheden af sorgen.«

Andægtighed er den stemning, som mange instinktivt knytter til en begravelse. Men en begravelse anno 2016 kan også være meget andet. Sille Kongstad forsøger med respekt for familiernes sorg at bringe dét ind, som den enkelte familie har brug for. Hun har lavet ceremonier på personlige steder, hun har bedt børnebørnene om at være med til at skrive på kisten og hente blomster fra mormors egen have og pynte den kiste, mormor ligger i.

»Tidligere har det været meget sværere at gøre en begravelse personlig og komme igennem med noget, der er anderledes. I dag er der en langt større åbenhed hos både mig og andre bedemænd i forhold til at skabe nye traditioner. Vi har haft en meget fast måde at sige farvel til folk på.«

Det var en familie, hvor bedstefaren var død. Han var en mand, der var glad for at sylte, og nede i hans kælder stod et hav af syltetøjsglas med marmelade, som familien ikke anede, hvad de skulle gøre med. Det endte med, at alle fremmødte til begravelsen fik et glas med hjem som et konkret minde.

Sille Kongstad, der er bededame og som forholder sig mere moderne til begravelser end de fleste andre bedemænd. Hun lader eksempelvis kister optræde på facebook og har en rustvognscykel. Fold sammen
Læs mere

»Det var meget smukt. En begravelse er et vigtigt øjeblik i menneskers liv. På linje med barnedåb og bryllup. Og de fleste er så taknemmelige bagefter. Mange er bange for, at det bliver meget hårdt at være til stede til en begravelse. Men for mange ender det med at blive en fin oplevelse, hvor der nogle gange også er plads til latter.«

I begyndelsen var bededamen bange for de døde. Hun begyndte i branchen efter uddannelsesår på teologistudiet og en karriere som kreativ iværksætter. På kapellerne blev hun også venligt mobbet i starten, fordi hun helst holdt sig væk fra de døde. Det har taget tid at vænne sig til den kolde hud, indrømmer Sille Kongstad. Og det er stadig det sværeste ved arbejdet. Det helt fysiske møde med et dødt menneske.

»Især når ligene ikke ser så pæne ud. En læge ville nok se mere klinisk på det, men der kan jeg godt mærke, at jeg tager det mere som et almindeligt menneske. Der kan være mange ting i det møde, der er svært. Hvis det er et ungt menneske eller et barn, der ligger i kisten, kan det også være vanskeligt at møde familiens smerte. Jeg havde en 16-årig dreng, der var død. Det var mærkeligt at give ham tøj på og lægge ham i kisten, fordi jeg har en datter på samme alder. Hvis døden har været voldsom, og det eksempelvis er en mand, der er sprunget ud foran et tog, har jeg ikke lyst til at se liget,« siger hun.

Det var en af de ting, hun fandt sværest i begyndelsen. At kapellernes personale og kollegaer i branchen kunne tale om hverdagsting hen over ligene. En dag inde på retsmedicinsk afdeling blev hun ramt lige i mellemgulvet af hverdagssnakken – dér midt i døden.

Sille Kongstad, der er bededame og som forholder sig mere moderne til begravelser end de fleste andre bedemænd. Hun lader eksempelvis kister optræde på facebook og har en rustvognscykel. Fold sammen
Læs mere

»Retsmedicinsk er i det hele taget et mærkeligt sted. Der er døde mennesker i lange baner i det ene kølerum efter det andet, hvor de går rundt og laver ligsyn og obducerer. Og ligene ser ofte ikke så pæne ud, fordi det er de mest voldsomme tilfælde. Jeg skulle hente en afdød, og ved siden af stod to bedemænd og lagde en 14-årig pige i kiste, der så helt fin ud. Jeg ved ikke, hvorfor det gjorde så stort indtryk på mig, at de to mænd bare stod og snakkede hen over pigens lig om vind og vejr, imens de lagde hende og nogle bamser ned i kisten. Det blev for absurd, og jeg fik lyst til at finde forældrene og sige til dem, at det her burde de gøre. Måske fordi der er en eller anden moderlig handling i det at putte sit barn og gøre det fint,« siger hun.

Den dag, Sille Kongstad selv dør, må ceremonien må gerne være lidt kaotisk med skål i rødvin. Hun vil også gerne ud på en sidste tur i rustvognscyklen til de steder i København, der betyder noget for hende. Mens familien cykler rundt med kisten, må andre mennesker derude gerne vende sig om efter optoget og blive mindet om døden. Lige dér i gadeplan.

»Jeg har igennem årene lært, at sorg ikke står alene. Folk bliver ofte lettede, når de finder ud af, at man godt kan møde døden og afskeden på en anden måde. At der er andet end tristheden.«