Hida Atrache tvivler på, om hun får noget ud af mødet. Men nu prøver hun alligevel at sætte sig til rette i venteværelset på Allerød Jobcenter.

I sidste måned sagde den 25-årige sit job som kosmetolog op, fordi hun havde det dårligt på arbejdspladsen, og hun er derfor i karantæne hos a-kassen. Først om seks uger kan hun få udbetalt dagpenge. Sådan er reglerne, når man er selvforskyldt ledig, som det hedder.

»Men så tænkte jeg bare på,« siger Hida henvendt til konsulenten, Alice Silkjær Møller, der er kommet hen til hendes bord.

»Jeg har jo ikke rigtig nogen penge at leve for den næste måned, så kan jeg ikke få kontanthjælp?«

Konsulenten ser tålmodigt på borgeren:

»Jeg vil meget gerne undersøge sagen for dig, men du skal vide, at når man har karantæne i a-kassen og ikke har nogen andre problemer ud over ledighed, er kontanthjælp ikke noget, man bare kan få.«

Hida Atrache er skuffet.
»Jeg ved godt, at det er selvforskyldt,« siger hun.

»Men jeg har jo kun 700 kr. at leve for resten af måneden, så jeg håbede virkelig, at de kunne hjælpe. Det er jo kommunens job at hjælpe borgerne.«

Eller er det, spørger vi Alice Silkjær Møller, da mødet er overstået.

Ifølge en ny undersøgelse fra KLs nyhedsbrev Momentum, ligger beskæftigelsesområdet i absolut top på vælgernes dagsorden til kommunalvalget. Diskussionen om ydere og nydere har kørt på højtryk politisk de seneste mange år. Selv i en af Danmarks rigeste kommuner, der ifølge Berlingskes Kommuneindeks har landets næstlaveste ledighed, er det spørgsmål, som borgere og personale diskuterer.

»For 20 år siden kunne en borger finde på at komme ind og sige, »jeg har tabt min pung, kan jeg få lidt til overlevelse«. Og det fik han,« fortæller Alice Silkjær Møller.

I dag er det klart i lovgivningen, at systemet ikke kan og skal hjælpe i hver eneste situation.

»Men det er stadig ikke alle borgere, der ved, hvad en kommune egentlig kan stille op.«

Eksamen med seks censorer

Når en ung som Hida kommer ind på jobcenteret, går tiden fra de svære tilfælde. Som Anette Lindenberg Jensen, der i dag skal præsentere sin fem år gamle sag for et såkaldt rehabiliteringsteam – en ny national lovgivningsforanstaltning, der skal sikre at kommunen arbejder på tværs.

I vielsessalen sidder både jobchefen, socialchefen, en repræsentant fra socialpsykiatrien, en læge fra regionen, en virksomhedskonsulent og Anettes egen sagsbehandler. Sammen skal de seks personer anbefale om 45-årige Anette efter fem års kontanthjælp og sygemeldinger pga. kroniske smerter – såkaldt fibromyalgi – skal indstilles til flexjob eller førtidspension. Et systemkrav, som alle er enige om, er godt i teorien. Men som alligevel kan virke lidt overrumplende i praksis.

»Godt de ikke kunne se mine ben,« siger Anette Lindenberg Jensen, da hun efter 45 minutters udspørgen bliver sendt ud af lokalet med sin bisidder.

»Jeg havde fået at vide, at der ville være mange mennesker. Men jeg kan alligevel ikke forstå, hvorfor der skulle være så mange. Det var godt nok overvældende!«

Anette Lindenberg Jensen bliver indstillet til et flexjob på fem timer om ugen, hvor hun selv kan bestemme, hvilke dage, hun er arbejdsklar. Det er en lettelse, for hun vil så gerne arbejde, hun er bare ikke sikker på, at hun kan.

»I dag var et OK forløb, men jeg kan ikke forstå, hvorfor det har taget så lang tid. Hvorfor skulle det tage fem år at finde en løsning? Og hvorfor skulle jeg skifte sagsbehandler tre gange? Jeg ved, at de har travlt. Men når man går og venter i flere år, og ingen ved, hvad der skal ske, er det altså rigtig hårdt.«

Der er mange lovgivningstekniske årsager til, at forløb kan trække ud. Og det kan være mindst lige så frustrerende for medarbejderne, der bare vil gøre deres bedste, som for borgeren.

Men ifølge Alice Silkjær Møller, der er Anette Lindenberg Jensens sagsbehandler, ligger en del af svaret også i kulturen:

»Vi er rigtig gode til at åbne sager, men vi skal nok alle sammen blive lidt bedre til også at få afsluttet dem igen,« siger hun.

Krævende borgere og snævre rammer

Indgangen til Jobcenter Allerød ligger lige over for Ferrari-forhandleren. I den trygge nordsjællandske kommune, har de heldige råd til at køre i åben sportsvogn. De mindre heldige må dreje til højre af Bjarkesvej og melde sig i arbejdsløshedskøen.

Langt de fleste borgere, som jobcentrets medarbejdere møder, er kriseprægede og tager med kyshånd imod al den hjælp, de kan få.

Men i en stille stund, og når mikrofonen er slukket, kan de ansatte godt tænke, at de mere ressourcestærke borgere er lidt forkælede, når de forventer, at kommunen skal klare alle deres kvaler.

Det gælder de unge, der kommer lige fra gymnasiet og forventer, at kommunen skaffer dem et job. De fraskilte uden øvrige problemer der forventer, at kommunen skaffer dem en bolig. De ressourcestærke handicappede der bruger oceaner af tid på at indsende ansøgninger om hjælpemidler, der ikke koster alverden at anskaffe selv, men drukner systemet i papirarbejde og bureaukrati.

De ansatte, der brænder for deres arbejde, vil jo så gerne opfylde de svage borgeres helt berettigede forventninger. Men det er svært, når kravene fra hele befolkningen til den kommunale service stiger, samtidig med at lovgivningen bliver stadig mere snærende.Derfor kan det godt være lidt ærgerligt altid bare at være »kommunen«, der bliver taget til indtægt for alting, som flere medarbejdere udtrykker det: »Hvorfor bliver skraldespanden tømt så sjældent, og hvorfor har naboens søn egentlig fået afslag på sin ansøgning?«Der kunne man godt ønske sig lidt mere snusfornuft, sukker de: At dem, der kan, faktisk også en gang imellem forsøger at problemløse lidt selv.