»Det er jo ikke sådan, at jeg har fået kastet en mand i hovedet«

Langt færre nydanskere henter deres ægtefælle fra udlandet end tidligere. Og både mænd og kvinder gifter sig i en senere alder end før. Men nydanskerne vælger stadig en partner med samme etniske rødder som deres forældre. Så har 24-årsreglen egentlig været en integrationssucces?

»Mine danske veninder synes, det er utroligt, at jeg sidder gift og gravid med en, jeg ikke kendte. Men det er jo ikke sådan, at jeg har fået kastet en mand i hovedet. Vi har mødtes nogle gange og mærket efter, om kemien var der,« fortæller 24-årige Tuba Shah fra Brøndby Strand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Tuba Shah hørte første gang om sin kommende mand, da hun skrev bachelor på CBS i København.

Hans pakistanske forældre, der bor i Norge, havde ringet til hendes forældre, for nu, da deres søn var blevet færdiguddannet læge, var han på udkig efter en god og passende kone, og det skulle gerne være det perfekte match. Så Tubas mor spurgte datteren, hvad hun tænkte om tilbuddet. Tuba svarede: »Hvorfor ikke?« Den norske familie kom på besøg hos hendes, og familierne fik lært hinanden bedre at kende.

Tre måneder senere blev Tuba og Mansoor trolovet. Et år senere blev de viet. Og i dag er hun gravid med deres første barn.

24-årige Tuba Shah fra Brøndby Strand fortæller ivrigt på klingende vestegnsk, høj på lykke og med den største selvfølgelighed:

»Mine danske veninder synes, det er utroligt, at jeg sidder gift og gravid med en, jeg ikke kendte. Men det er jo ikke sådan, at jeg har fået kastet en mand i hovedet. Vi har mødtes nogle gange og mærkede efter, om kemien var der. Men lige meget om du lærer en fyr at kende i fem år eller fem dage, kan du jo aldrig være sikker. Ægteskab er altid gamb­ling, og med Mansoor blinkede alle mine sanser grønt.«

Dansk-pakistaneren ved godt, at mange får konceptet »arrangeret ægteskab« galt i halsen. At de tror, der har været tvang med i billedet, så hendes pakistanske forældre bag om ryggen på hende har truffet hendes livs måske mest betydningsfulde valg. Virkelig­heden er, at Mansoors familie bejlede til Tubas familie, og at datteren selv takkede ja:

»Mansoor var lige det, jeg drømte om. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle giftes med en fra Danmark – eller Skandinavien. En pakistansk mand, selvfølgelig. Men helst en, der er født her.«

Nej tak til import

I år 2000 giftede 64 pct. af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande sig med en partner, de hentede til Danmark fra udlandet – typisk fra familiernes hjemland. Sidste år var det tal faldet til 30 pct. I stedet finder langt størstedelen af de ny danskere i dag deres kommende livsledsager i Danmark – eller Europa. Og langt størstedelen gifter sig med andre indvandrere og efterkommere, som ligner dem selv.

Det er der flere årsager til.

Siden den daværende VK-regering i 2002 indførte 24-års reglen og tilknytningskravet, har det været uhyre besværligt at hente en ægtefælle til Danmark.

Tag f.eks. Tuba Shahs storesøster, der otte år tidligere blev gift med en mand, som stadig boede i Pakistan. De var begge over 24 og havde et fælles barn. Men fordi der var tale om et fætter/kusine-ægteskab, fik søsteren afslag på familiesammenføring. Nu bor de i stedet sammen i Pakistan.

»Hun arbejder som skolelærer i hver­dagene og tandtekniker i weekenden og nyder livet med sin mand og to vidunderlige sønner,« siger Tuba Shah.

»Men det er klart, jeg var lidt skrækslagen for at komme i den situation: At man skal sidde og vente i måneder eller år på at få at vide, om man kan bo med den mand, man elsker. Så er det nemmere for alle, at man finder en her.«

Reglerne er dog kun den halve forklaring, siger Tuba Shah, som har set mange veninder brænde nallerne på at importere en pakistansk mand.

»Balancen mellem værdierne fra ens forældre og måden at leve på i Europa er svær at skabe, hvis man finder en, som kommer fra noget helt andet. Det gælder alt fra børne­opdragelse til helt små ting i hverdagen. Der er så meget, som kan ødelægge ægte­skabet. Og der er jo ingen grund til at gøre det besværligt for sig selv.«

Dertil kommer, siger hun, at mange mænd og kvinder – hvor veluddannede de end måtte være i Pakistan – ofte ender som ufaglærte i Danmark. Det gør ondt på selvværdet og slider på parforholdet, når en partner, der netop blev valgt på grund af sine kompetencer og status, skal starte fra nul i Danmark og knokle for bare at gøre rent eller blive taxachauffør.

Politikken virker

For Integrationsministeriet, der har sendt tallene til Berlingske, er udviklingen først og fremmest en succeshistorie. Integrationsminister Inger Støjberg (V) har ikke tid til at uddybe sine synspunkter i et interview, men kondenserer bud­skabet i en skriftlig kommentar:

»Som jeg ser det, er det et tydeligt eksempel på, at 24-års-reglen og tilknytningskravet har virket efter hensigten. Frem for at hive en ægtefælle til Danmark, der kan have svært ved at forstå, hvad Danmark er for et land, og hvilke muligheder og forpligtelser der følger med, når man bor i Danmark, ser vi nu, at ægtefællen i højere grad findes her.«

Med andre ord: Politikken virker. Eller som Mikkel Rytter, der er lektor i antropologi på Aarhus Universitet og forfatter til bogen »Ægteskab og migration«, som handler om konsekvenserne af de danske familie­sammenføringsregler, siger:

»Det bliver udlagt som en succes, at der er færre familiesammenføringer, og det er det jo også, selv om lovgivningen langt hen ad vejen understøttede en udvikling væk fra transnationale ægteskaber, der allerede var i gang. Tallene fortæller bare ikke noget om den virkelighed, der ligger bag.«

Hovedformået med de nye regler var i sin tid at forhindre tvangs­ægteskaber. Men krisecentrene er stadig fulde af kvinder. Og nogle af de familier, der insisterer på at gifte deres døtre væk, sender dem måske nu i stedet ud af landet – til Tyrkiet, Pakistan eller Libanon, forklarer Mikkel Rytter. På den måde er problemet måske snarere blevet eksporteret, end ryddet egentlig væk.

Desuden tager tallene ikke højde for det store mørketal af par, som på grund af stramningerne er flyttet til Sverige eller Tyskland – hvor EUs regler gælder – for blot måneder eller år senere at vende tilbage til Danmark igen.

»For mange er reglerne en obstruktion, som godt kan omgås,« siger Mikkel Rytter. »Men de gør livet besværligt, fordi tilknytnings­kravet rammer danskere med anden etnisk baggrund hårdere. Og det skriver sig hos mange i indvandrermiljøer ind i en bredere fortælling om en systematisk forskelsbehandling af dem.«

De nuværende regler blev i sin tid vedtaget under stor polemik af Venstre, de Konservative, DF og Socialdemokraterne. Den dag i dag står alle de store partier stadig bag.

Integrationssuppen

Selv om reglerne har fået færre til at importere en partner fra udlandet, er det dog stadig under 20 pct. af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, som gifter sig med en partner med dansk oprindelse. Tallet er endda faldende.

Så er der egentlig tale om en integrationssucces?

Mikkel Rytters stemme bliver tung.

»Den måde, vi diskuterer integration på i Danmark,« siger han, »følger populært sagt »suppe-modellen«: At indvandrere skal doseres og blendes sammen med os andre, indtil de med tiden bliver en del af helheden, og deres traditioner er udvisket helt. I den forstand er det jo bedre, at de gifter sig med nogen i landet frem for, at de henter folk ind fra udlandet, og endnu bedre, hvis de gifter sig med danskere. Spørgsmålet er måske snarere, hvornår vi bliver glade? Eller hvornår nok er nok? Er det når alle dansk- pakistanere eller tyrkere er gift med danskere? Hvad forskel gør det egentlig? Og er det i virkeligheden ikke meget integreret, at de gør det samme som alle os andre: gifter sig med nogen, der minder om dem selv?«

Ikke hvis man spørger Martin Henriksen, Dansk Folkepartis udlændingeordfører. Han mener, at efterkommerne skal være endnu mere assimilerede:

»Det ville hjælpe, hvis man var villig til at gifte sig med en, der kommer fra den danske befolkning,«

Sofie Carsten Nielsen, de Radikales integrations­ordfører, kalder derimod udviklingen for »et rigtig godt tegn«:

»For man orienterer sig mod en partner, der allerede er integreret i Europa. Man har ikke brug for at genskabe hjemlandet her, man redefinerer snarere sig selv med egen kulturelle rødder i en europæisk sammenhæng.«

Spredt over hele kloden

I dag er Tuba Shah og hendes dansk-pakistanske veninder spredt over hele kloden. Hun selv bor i Oslo sammen med en efterkommer af pakistanske indvandrere i Norge. En veninde er gift med en efterkommer af pakistanske indvandrere i England, og flere har fundet en indfødt pakistansk mand og er flyttet til Pakistan. Som det gælder for 83 pct. af alle par, der består af to efterkommere, har også de fundet en partner, med rødder i det samme land.

Hvorfor har du ikke giftet dig med en dansker? Eller bare en tyrker eller araber, hvis det afgørende var, at manden skulle være muslim?

Tuba Shah griner. Der har da også været flere, som har vist interesse. Men hver gang har hun takket pænt nej.

»Det er nok mere en kulturting. Jeg vil gerne holde fast i de ting, mine forældre har givet mig med fra hjemlandet. Det er bare mere enkelt, tror jeg, at leve med en, som har de samme kulturelle værdier som en selv. Men jeg tror da gerne på, at det er super spændende at stifte familie med en person fra en hel anden kultur,« siger hun.

Når hendes søn bliver født i næste måned, vil hun tale urdu til ham. Det samme gør hun til sin norske mand.

Og hvad med sønnens fremtidige kone, skal hun så være pakistaner af tredje generation?

»Hahaha. Mine forældre blev gift uden nogensinde at have set hinanden. Jeg selv var forlovet i over et år, før vi blev viet. Tiderne ændrer sig, så vi må se, hvordan der ser ud til den tid, vores søn er ung og gifteklar. Jeg håber dog stadig, at hele familien bliver engageret i hans ægteskab, for så bliver hele festen en anelse sjovere.«