»Det er jo ikke, fordi vi opsøger hjælpen. Den kommer bare«

I disse dage kører forældre deres børn til Roskilde Festival trods timelange bilkøer. For nogle er det curling, for andre er det kærlighed. Men det store spørgsmål er nok, hvorfor de unge lader sig køre.

Curlingforældre eller almindelig familieomsorg? Debatten har taget fart efter kilometerlange bilkøer ved Roskilde Festival, hvor forældre afleverede deres hel- og halvvoksne børn og enorme mængder af forsyninger til en uges musik og fest. 18-årige Andreas Kimmans (th.) mor har hjulpet ham med at købe ind og kørt ham til festivalen. 17-årige Nanna Reinholdts forældre har lovet at være standby hele ugen, så hun »bare skal ringe«, hvis hun mangler noget. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er jo ikke, fordi vi opsøger hjælpen. Den kommer bare.«

18-årige Andreas Kimman er blevet kørt til Roskilde Festival af sin mor, der også har hjulpet sønnike med at købe rigelige forsyninger af bl.a. øl. Og Andreas er ikke den eneste. Hvert år bliver bilkøerne længere på Roskilde Festivals første dage, hvor forældre afleverer deres børn og unge – så tæt på portene som muligt pga. de stærkt voksende mængder af habengut.

Er det curling eller omsorg fra forældrenes side, spurgte Berlingske på forsiden i går og fik mange svar.

Men den store forandring ligger ikke i forældrenes velvilje til at være chauffør for deres børn. Det nye er, at unge som Andreas har en påfaldende mangel på modvilje over forældrenes hjælp/indblanding.

»For 30 år siden var det helt utænkeligt at tage imod et tilbud om at blive kørt på festival, men de unges pinlighedsgrænse er flyttet. Relationen er ændret mellem forældre og børn, og de har ikke noget imod at blive set med os. De vedgår, at de har forældre, at de elsker dem og er stolte af dem. Der sker stadig en frigørelse, men den kan komme helt uventet, og generationskløften ligger nogle helt andre steder nu,« siger Ning de Coninck-Smith, professor i barndoms- og ungdomskultur og -historie.

Mere rebelsk end rebellerne

For nogle årtier siden kunne man som ung føle sig behageligt rebelsk ved at høre høj musik og blive både fuld og beskidt med vilje. Det er svært, når ens forældre selv har været på Roskilde eller det, der var værre.

»Tidligere var voksenverdenen, børne­verdenen og ungdomsverdenen klart adskilte. I dag er forældrene helt anderledes på øjenhøjde med de unge. Man taler ind i de samme kulturelle universer. Man kan sige, at relationsgrammatikken er ændret – det giver et andet autoritetsforhold,« siger Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

De flydende grænser mellem generationerne betyder ikke kun, at man kan frygte (eller håbe), at den nuværende forældregeneration aldrig vokser ud af ungdomsfasen.

»Vi ser ungdomskulturelle tendenser helt ned til 8-9-årsalderen. Samtidig er overgangene især fra ung til voksen blevet mere udflydende. Derfor kan vi have en 21-årig, der knap kan koge pasta, men har taget S-tog alene, siden hun var barn. Eller en 24-årig, der snart er færdig med kandidatgraden, men bor i forældrekøbt lejlighed og får vasket tøj derhjemme,« siger Noemi Katznelson.

Endnu ved ingen rigtigt, om de unge klarer sig bedre eller dårligere med al den støtte, de får hjemmefra. Gør vi dem en bjørnetjeneste i den gamle eller den nye betydning?

»Der er sket et normskred. For 20 år siden kunne man ikke fortælle ved et middagsselskab, at man havde taget ferie for at hjælpe sin datter med en opgave i gymnasiet. Det gør folk i dag. Curlingbørnene er stadig på vej gennem uddannelsessystemet, og vi har til gode at se dem i stort tal på arbejdsmarkedet. Men det bliver da spændende, om de kan løse deres arbejdsopgaver uden hjælp fra mor og far,« siger Charlotte Rønhof, underdirektør i DI og ansvarlig for uddannelse og forskning.

Højt serviceniveau, tak!

Uddannelsessystemet tager i disse år voldsomt mange flere unge ind. Alene fra 2008 til 2011 steg andelen af unge i en årgang, der forventedes at tage en højere uddannelse, fra 48 til 59 procent. Om de store forventninger til de unge er årsag til mere curling er uvist. Men de modsvares af tilsvarende høje krav fra de unge til udannelsessystemet.

»Vi ser et et skifte i disse år. Der kommer studerende ind, som forventer et højt service­niveau af universiteterne. De vil møde professoren mere, og de vil have flere undervisningstimer. Men uddannelse sker for en stor del ved at sidde på sin flade og læse. Danske studerende bruger samtidig langt færre timer om ugen på deres uddannelse end udenlandske. Jeg kan da vove et gæt på, at det måske er, fordi de er blevet båret på hænder og fødder derhjemme,« siger Jannick Schack, politisk chef i tænketanken DEA, der beskæftiger sig med uddannelse, forskning og innovation.

Fodboldbørn er curlingbørn

Hvis serviceniveauet i hjemmet er målestok for curlinggraden, så finder man de ultimative­ curlingbørn i sportshallerne og på boldbanerne.

»Børn og unge kan kun dyrke idræt på højt niveau, hvis forældrene støtter og hjælper. De kører barnet til kampe og træning, de hjælper med at komme tidligt op, de husker lektier, de smører madpakker, og de vasker sportstøjet,« siger Jesper Olesen, lektor ved Aarhus Universitets Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).

Han forsker i børn og unge i skolernes ­særlige idrætstalentklasser.

»De hjælper ikke ret meget til derhjemme, og de har ikke tid til fritidsjob. Mange af børnenes forældre har selv dyrket eliteidræt, og at hjælpe handler også om kontrol. I curling fejer man jo heller ikke forhindringer af banen i en hvilken som helst retning. Forældre bakker deres børn op med hjælp til det, de selv går ind for, om det så er Roskilde Festival eller elitefodbold,« siger Jesper Olesen.

Da TrygFonden i 2012 spurgte danske forældre, hvor meget deres børn hjælper til i hjemmet, svarede 43 procent, at deres børn har færre pligter, end de selv havde som børn. Mange af forældrene svarede, at de ville ønske, at deres børn hjalp mere til, og en af de klare værdier i opdragelsen i dag er da også at lade børnene »hjælpe til«.

»På den måde får man hjælp, når der er brug for det – og barnet føler sig betydningsfuldt. Det er en af de største gaver, man kan give sammen med kærlighed,« sagde familie­terapeut Lola Jensen til Samvirke i 2012. Hvis man erstatter »barnet« med »forældrene« i den sætning, udtrykker det kernen i argumenterne fra dem, der talte varmest for kørsel til Roskilde i den iltre Facebook-debat om curling kontra kærlighed.

»Forældre er man hele livet, omsorgen holder aldrig op. Det er da ren lykke, hvis man må køre dem derned og dele forventningens glæde med dem. Jo længere bilkø, jo bedre!« siger Ning de Coninck-Smith.