»Det er jo bare dobbelt op på de gode ting«

Kun otte procent af danskerne er positivt stemt over for tanken om muslimske svigerbørn og børnebørn. Det er navnlig de kulturelle forskelle, som giver bekymringer. For hvordan kan man forene to så forskellige kulturer som den danske og en muslimsk? Det er Mette, Hamad og deres to børn et godt eksempel på.

Hamad og Mette Sheraz Rovsing kommer af forskellige baggrunde fra henholdsvis en pakistansk-muslimsk og dansk familie. De har været sammen i over ti år og har to børn, som kommer med til både muslimske og kristne højtider. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hamad og Mette Sheraz Rovsing har været et par i over ti år, og har to børn sammen. Deres baggrunde er dog ret forskellige. Hamad er pakistansk muslim, mens Mette er helt almindelig dansk kristen. Der har været en del aha-oplevelser i løbet af deres forhold, men de har undgået de store konflikter. Det skyldes forståelse og respekt for begge familier, samtidig med, at de som par står fast på at gøre tingene på deres egen måde.

»Jeg har min muslimske baggage, og Mette har sin kristne. Vi kan sagtens fusionere de spor. Vi deltager i alle de muslimske højtider hos mine forældre og deltager i påskefrokost og juleaften i Mettes familie,« forklarer Hamad Sheraz Rovsing.

»Det er jo bare dobbelt op på de gode ting, især for børnene. Dobbelt op på gaver, sukker og fest og opmærksomhed,« siger hans kone Mette Sheraz Rovsing.

Hun er ud af en almindelig dansk familie med danske traditioner. Hamad er født og opvokset i Danmark med pakistanske forældre, der kom til Danmark i slutningen af 1960erne som gæstearbejdere. Hamad og Mette mødte hinanden på jurastudiet på Københavns Universitet. Dengang var de 19 år, i dag er de midt i 30erne.

Fælles værdier og kompromis

På trods af deres forskellige opvækst, deler parret mange af de samme værdier, og det har været afgørende for forholdets succes.

»Alt det med frikadeller og så videre er fuldstændig ligegyldigt. Vores børn må spise alt,« siger Mette Sheraz Rovsing.

»Det handler mere om, hvem man er. Det er jo klart, at hvis Hamad havde stået meget stejlt på at viderebringe nogle ting, som jeg ikke går ind for, havde det været svært. Men så ville jeg på den anden side heller ikke have giftet mig med ham,« siger hun.

Der er dog ting, der har givet anledning til undren på begge sider.

»Det undrede mig, at Hamad ikke flyttede rigtigt ind i sin nye, lækre lejlighed, men blev ved med at bo halvt hos sine forældre. Det fandt jeg jo så ud af var fordi, at det i en pakistansk kontekst bliver set som et nederlag, hvis man flytter hjemmefra, inden man bliver gift,« siger hun. Hamad nikker.

»Det er jo sådan en grundlæggende ting, at man ikke træffer en beslutning uafhængigt af sin familie,« siger han.

»Hvis du vil have mere plads, så udvider vi bare huset i den ene ende, eller du kan få førstesalen. Vi skal nok finde en måde, bare du ikke flytter væk fra vores matrikel.«

Omvendt oplevede han søndagsmiddage i Mettes familie, hvor man sidder tre timer i træk om bordet og snakker mere, end man spiser.

»Det var jo ikke et større opgør, men jeg skulle vænne mig til det. Maden nåede jo at blive kold,« siger han.

For Mette kan det stadig virke strengt, at Hamads mor laver alt i hjemmet.

»Jeg kommer fra en pakistansk, patriarkalsk arbejderkultur, der svarer til, hvordan det var i Danmark for 60 år siden. Der er nogle faste kønsrollemønstre, hvor det f.eks. altid er mødrene, der laver mad, og mændene der starter med at spise. Det udfordrer en dansk ligestilling,« siger Hamad og kigger på Mette.

»Jeg tænker, at vi ikke kan begynde at spise uden Hamads mor, når det er hende, der har stået i køkkenet og lavet mad,« siger hun.

»Du kunne godt bruge lidt mere taknemmelighed?« siger Hamad og smiler.

»Ja, jeg prøver at indføre, at man siger tak for mad. Det synes jeg er et mindstemål. Men så tænker jeg også på min mormor og morfar, der havde en bondegård i Jylland. Jeg tror da aldrig nogensinde min morfar har stået i køkkenet. Men jeg kan ikke forstå, at det skal være en selvfølge, at det er min svigermor, der vasker op, laver mad og dækker bord osv. Det kan stadig undre mig. Til gengæld hjælper Hamad hende altid,« siger Mette.

Gift tre gange

Generelt synes de, at familierne har været gode til at tage imod, selv om det nok har været sværest for Hamads familie.

»Jeg tror, at min familie, ligesom mange danske familier, foretrak ,at jeg fandt en med min egen baggrund, så det var da en overraskelse, da jeg præsenterede Mette som min partner. Det bliver forstærket af, at hele deres netværk er fra det pakistansk-muslimske miljø, hvor den slags ikke sker særligt ofte og ikke er særligt velset,« siger han.

Han oplevede, at Mettes familie hurtigt accepterede ham, og ifølge Mette skyldes det, at de stolede på, at Mette nok skulle sige fra.

»De kan godt have haft nogle overvejelser omkring, hvilke værdier jeg ville få, men jeg tror ikke, de havde dybere bekymringer for, om jeg skulle gå med tørklæde, eller at mine børn skulle tvinges til et eller andet. De kender jo mig, og hvad jeg står for,« siger hun.

Efterhånden som de lærte Hamad at kende, er frygten for det i hvert fald forsvundet, mener Mette.

Ingen af dem har konverteret til den andens religion, og de blev også gift tre gange. Først på rådhuset, og efterfølgende blev de velsignet i både kirken og i moskeen.

»Vores børn kommer begge steder i dag. Jeg er kommet meget i moskeen, og Mette er kommet lidt i kirken. Det har en plads i hendes familie, så det skal have lov til at have sin plads hos os,« siger Hamad.

Fra begyndelsen har de gjort klart, at de kommer til at gøre tingene på deres egen måde, og det har nok gjort mange ting lettere, mener Mette. Hvortil Hamad nikker.»Vores forhold er selvfølelig ikke et integrationsprojekt, men der er kommet rigtig meget godt ud af vores forhold, som ikke kun er godt for os. For begge familier har det været et meget konkret møde med en anden kultur, de ikke rigtig har haft berøring med,« siger han.