»Jeg tænker nærmest i kalorier«.

19-årige Rebecca von Pein tæller kalorier. Hun styrketræner. Hun løber. Hun er på evig jagt efter at få den perfekte krop.

Men den bliver aldrig perfekt. Hun ved det godt. Uanset hvor meget hun træner, og hvor fedtfattigt hun spiser, bliver hun aldrig helt tilfreds med den unge kvinde, hun hver dag ser i spejlet.

Det kan være svært at forstå for andre end Rebecca von Pein. Hun er køn, veltrænet og stærk, med lyst hår og sol i kinderne efter en sommerferie i Florida. Hendes øjne smiler, hun er imødekommende, taler gerne, arbejder i en vuggestue, har en kæreste og begynder senere på året at læse til idrætsvejleder.

Altså en ung kvinde som så mange andre i København med livet for sig. Men også en kvinde, som kan fortælle om de omkostninger og de pinsler, hun har udsat sig selv for i jagten på at få den helt rigtige, tonede, trænede og slanke superkrop.

»Da jeg var 16 år, var jeg som de fleste andre piger ikke tilfreds med min krop. Jeg var ikke tyk, men jeg var heller ikke den tyndeste, og dem, jeg gik med, var tynde, og jeg ville gerne have en pænere krop,« fortæller hun.

Hun er ikke alene. Mange, særligt kvinder, døjer med deres selvbillede. Ifølge en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske er hver fjerde kvinde utilfreds eller over­vejende utilfreds med sin krop, og for langt de flestes vedkommende er det vægten, der plager dem. Akkurat som Rebecca von Pein tænker mange kvinder på kalorierne og kul­hydraterne. Ifølge Gallup-undersøgelsen holder hver anden kvinde igen med eller undgår lyst brød, ligesom 64 procent af de adspurgte kvinder siger fra over for bl.a. chips og pomfritter.

Som chefredaktør Tina Nikolaisen, Alt for Damerne, forleden udtrykte det i Berlingske, så er der »nok noget med«, at »kvinder aldrig bliver helt tilfredse« med deres udseende.

Mænd er knap så utilfredse med deres kroppe. Vægten driller dog også dem. Dertil kommer, at de ikke har nær samme for­behold over for fede sager som kvinder.

Lavt blodtryk og hukommelsessvigt

Efter at have konsulteret en personlig træner valgte Rebecca von Pein at satse på såkaldt bodyfitness som vejen til den perfekte krop. Hun havde dyrket kunstrulleskøjteløb på elite­niveau i flere år og var derfor vant til at træne hårdt. Men bodyfitness krævede endnu mere af hende. Inden længe var hun opslugt af en verden, hvor det hele handlede om træning, ernæring og jagten på den perfekte og symmetriske krop.

Rebecca von Pein gik hele vejen, sidste år stillede hun op til udtagelsesstævne og kvalificerede sig til DM. I halvanden måned før stævnet levede hun af en diæt bestående af spinatblade, agurker og torskefileter, hvilket svarer til blot 800-900 kalorier om dagen. Samtidig trænede hun hårdt tre-fire timer hver dag. I løbet af seks dage tabte hun fem kilo. Hun vejede 47 kilo.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Men det gjorde jeg altså. Jeg følte mig stadig for tyk,« siger hun. »Men der er ingen tvivl om, at jeg blev presset for hårdt af min træner. Jeg sagde ikke fra.«

Hendes mor forlangte, hun gik til læge, og hendes kæreste sagde, hun lignede en dreng på otte år. Hendes BMI var nede på 16, blodtrykket var lavt, lægen advarede hende om, at hun var i fare for at skade sine indre organer. Men hun lyttede ikke, hun kæmpede videre mod DM, vægten viste efterhånden 44 kilo, og hun var til sidst så presset, at hun ofte ikke kunne huske, hvilket skab hun havde brugt i omklædningsrummet i trænings­centeret.

»Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var helt rigtigt. Men jeg er perfektionist, jeg vil gerne nå mine mål, og jeg var så fokuseret på målet, at jeg ikke kunne tænke på andet. Jeg var sur hele tiden. Det hele handlede kun om mig,« fortæller hun.

Drømmen om et bedre liv

For andre kvinder er kost og motion ikke nok i jagten på den perfekte krop. En af dem er den 41-årige fitnesstræner Kristina Trolle. Som hun siger, så har »træning, mad og forfængelighed fyldt rigtig meget« i hendes liv, og da hun var midt i 20erne og mor til to, besluttede hun sig for at få større bryster.

Men hendes »kropsbillede var helt forskruet«, hun følte sig tyk og afsky ved egen krop, og, troede Kristina Trolle, så ville hun få et bedre sexliv, mere opmærksomhed og anerkendelse, hvis blot hun fik større bryster. Men hun blev hverken gladere eller lykkeligere, hun fik en depression, og fem år efter brystoperationen valgte hun at få fjernet implantaterne.

»Jeg kunne mærke, at silikonen ikke havde fikset noget som helst for mig. Jeg var ikke blevet gladere for mig selv og min krop. Tværtimod følte jeg mig længere væk fra mig selv end nogensinde før,« forklarer Kristina Trolle.

Hun understreger, at hun ikke vil dømme andre kvinder med sin historie, som hun fortæller i bogen »Silikonesjæl«. Men hun opfordrer unge kvinder til at tænke sig godt om, inden de får foretaget plastikkirurgiske indgreb.

Jagten på evig sundhed

En kvinde som 19-årige Rebecca von Pein skriver sig ind i en moderne fortælling om, at flere og flere danskere er optaget af deres krop, træner hårdt og går op i ernæring. Nogle eksperter vurderer, at op mod seks procent af motionisterne i fitnesscentrene viser tegn på egentlig træningsafhængighed.

Ernærings- og sundhedsekspert Christian Bitz oplever også danskere, der er blevet »for sunde«. De har evig dårlig samvittighed over ikke at træne nok eller ikke at spise det helt rigtige, de planlægger deres kost efter træning, og »de har dårligt tid til at være sammen med andre,« som han udtrykker det.

»I bund og grund er der rigtigt mange, der er lidt utilfredse med deres krop,« siger han.

Christian Bitz vurderer, at den evige balancegang mellem løbeture, gulerødder, flødekager og et glas rødvin i sofaen »dybest set handler om kontrol.« Altså et ønske om at have styr på kroppen og mestre den. Et ønske om at tabe det ekstra halve kilo, løbe bare lidt hurtigere, få den helt rigtige muskulatur.

»Når man træner så meget, er det svært at opnå den rette balance,« fortæller Christian Bitz, der i september udgiver bogen »U­perfekt« om danskerne og deres forhold til krop, kost og motion og om at finde det, han kalder »den rette balance«.

»Jeg får dårlig samvittighed«

I dag træner Rebecca von Pein stadig hårdt hver dag. Den dag, hun møder Berlingske, har hun til morgenmad fået 100 gram kylling og 100 gram hytteost – og det samme til frokost.

»Efter DM oplevede jeg lige pludselig et frirum. Jeg kunne bestemme, hvad jeg ville spise og hvornår, men jeg kunne ikke holde op. Jeg endte med alligevel at træne og spise lidt. Jeg kunne ikke slippe kontrollen,« forklarer hun:

»Jeg har været psykisk og fysisk påvirket af det lige siden. Mit forhold til min krop, når jeg ser mig selv i et spejl, og det med mad og træning er ikke, som det skal være. Men det går bedre nu. Jeg vil aldrig råde nogen til stille op til konkurrence i bodyfitness. At stå hver dag foran spejlet og lede efter fejl og analysere på den hele tiden gør bare utilfreds­heden med kroppen endnu værre.«

Hun nærmest ryster på hovedet ad sig selv, når hun fortæller, hvordan hun kan tænke sit om andre, der går og spiser en snickers på gaden eller gumler i noget lyst brød. Hun ved godt, at hun er »fordomsfuld med det,« og at hun burde være ligeglad.

Det lyder ikke helt godt?

»Det er ikke sådan, at jeg får kvalme af at spise. Men jeg får dårlig samvittighed. Når jeg er hjemme, sørger jeg for at spise kagen og tage noget af sovsen, og da jeg var i USA, kunne jeg godt have et par dage med burgere og cola. Men når jeg gør sådan noget, så løber og træner jeg helt vildt bagefter. I USA spiste jeg meget mere usundt, end jeg plejer, men da jeg kom hjem, havde jeg ikke taget på,« fortæller hun.

Rebecca von Pein vejer i dag 56 kilo, 12 kilo mere end sidste år, og hun vil gerne ligge på omkring de 50 kilo.

»Men jeg ved jo godt, at det skal jeg ikke,« siger hun.

Hun siger det selv: Hun »tænker nærmest i kalorier.«.

»Jeg går ikke så meget i byen. Jeg kan godt, men hele mit hoved er fyldt med tanker om kalorier. Der er måske 250 kalorier i en cider, og et par stykker af dem svarer til en stor portion aftensmad for mig,« siger hun.

Rebecca von Pein har endnu ikke søgt professionel hjælp. Men hun har været i kontakt med en fitnesscoach, og hun er med egne ord »først nu ved at indse,« hvordan hun har det. Hun håber, at den kommende uddannelse som idrætsvejleder på Paul Petersens Idrætsinstitut i DGI Byen i København vil hjælpe hende til at få et mere afslappet forhold til motion og mad og lære hende, at det også skal være sjovt at dyrke sport.

»Det bliver en vigtig proces for mig,« siger hun.