»Det er ikke okay, at virksomheder, som har meget store overskud, går ud og fyrer flere hundrede mennesker«

Virksomheder skal ikke bare tjene penge, men også være med til at bevare velfærdsstaten. Det gælder om at bevare det unikke ved Danmark, og det er alles ansvar, mener erhvervskvinden Stine Bosse.

Stine Bosse med børnebørnene Esther på to år og Alma på tre år er ude at plukke jordbær i haven. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børnebørnene Esther på to og Alma på tre år er på besøg. Stine Bosse plukker jordbær til dem.

Hvormed det hele tilfældigvis rammes ind. Den tidligere topdirektør for Tryg-koncernen og nuværende adjungeret professor ved Copenhagen Business School har personligt en idyllisk tilværelse i et smukt hjørne af velfærdssamfundet på en gård i Nordsjælland.

Bosse har sit på det tørre. Men det er et spørgsmål om, hvad vi giver videre til kommende generationer, mener hun. De høster, hvad vi sår.

Efterlader vi et udpint samfund, en gold velfærdsstat, risikerer den netop fødte generation af danskere at blive den første i velfærdssamfundets foreløbig 60-70-årige historie, der overlades et ringere samfund end det, deres forældre blev givet.

Velfærdsstaten er alles ansvar. Og ja, den er også virksomhedernes ansvar, understreger erhvervskvinden.

»At jeg sagde det, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig afstedkomme, hvad det gjorde,« siger Stine Bosse.

Hun refererer til, at hun for nylig under en ophedet debat blev kastet rundt i medie­tumbleren for at udtale følgende til Berlingske:

»Det er ikke, fordi jeg siger, at bundlinjen er uinteressant. Den er vanvittigt vigtig. Men samtidigt er det ikke okay, at virksomheder, som har meget store overskud, går ud og fyrer flere hundrede mennesker. Der synes jeg, at man som ledelse skal tænke sig rigtig godt om.«

Tage ansvar

Stine Bosse sidder i bestyrelsen for en række store virksomheder som finansgiganterne Allianz og svenske Nordea. Hun synes stadig, at hendes holdning er den rigtige. Der er ingen fortrydelse her. Hun er imidlertid ked af »en temmelig unuanceret debat.«

»Jeg blev jo interviewet om min tiltrædelsesforelæsning på CBS. Mit ærinde var at sige til unge studerende på CBS: Husk, at den måde, vi har indrettet vores velfærdssystem på i det her land, kræver noget af os alle sammen. Der bliver talt rigtig meget om individets ansvar. Og det har jeg det godt med. Det trænger vi til. Men jeg synes også, det er vigtigt at tale om, at virksomheder har et ansvar for det samfund, de virker i.«

Populært sagt løftede Stine Bosse en pegefinger over for nogle af nationens kommende businessledere, men fik derpå vredet hele sin egen arm om af diverse erhvervskommentatorer. Berlingske irettesatte eksempelvis i sin leder den tidligere Tryg-chef og citerede den liberale økonom Milton Friedman, der om det i hans optik moderne uvæsen Corporate Social Responsibility (virksomheders sociale samfunds ansvar) sagde, at virksomheder skal tjene penge. Færdig. Hverken mere eller mindre. »The business of business is business.«

»Nej, det er det ikke,« smiler Stine Bosse:

»Ikke kun. Folk må naturligvis have forskellige måder at drive virksomhed på. Tager vi det helt banale eksempel om virksomheders ansvar over for samfundet, så findes det jo klart blandt mindre virksomheder. Den lokale håndværksmester som gør lidt ekstra for sit nærmiljø eksempelvis. Både fordi det føles rart, rigtig og godt at gøre det, men også fordi det giver et godt omdømme at vise ansvar på den ene og anden måde.«

Ifølge Stine Bosse skal en moderne virksomhedsleder også kere sig om det uhåndgribelige. Man må ikke glemme, at det klima man driver erhverv i her i vores del af verden, er ekstremt sundt og skal bevares sådan. Alle de strukturer, der gør et godt og fleksibelt erhvervsliv, hænger sammen med de karakteristika, der er i et velfærdssamfund. Og omvendt, mener Bosse.

»Hvis en virksomhed er i krise, må den naturligvis gøre, hvad der bydes for at komme ud af den. Og ja, det betyder ofte, at den må afskedige medarbejdere. Men hvis en virksomhed tjener mange penge, har den da en interesse i at bevare sin kultur, sin tillidskapital, sin karakter og være varsom med at sætte det over styr i forsøget på en endnu større indtjening. For det gør noget ved væksten, innovationskraften, ved iderigdommen, at en virksomhed gentagne gange har store fyringsrunder. Folk står mere stille. De bliver mindre risikovillige. Og hvis man vil opretholde et klima, hvor folk tør få gode idéer eller tør lave fejl i ny og næ, så fordrer det, at man skaber en vis tryghed for de ansatte,« siger hun.

Virksomhedernes sociale ansvar

Stine Bosse er i gang med at skrive en bog om emnet. Hun vil gerne bort fra frasen »virksomheders sociale ansvar«.

»Når der tales om virksomheders sociale ansvar, tror folk, at nu skal virksomhederne have varmestuer og have folk ansat, som slet ikke burde være der. Det er ikke det, jeg taler om. Jeg taler om at forholde virksomhederne det samme ansvar, som vi stiller til individerne i dag. Eksempelvis når vi siger til de unge, at det er ikke godt nok, at du blot gennemfører din uddannelse og derpå går på støtten et par år. Nej, du skal ud og arbejde med det samme og være et aktiv for samfundet. På samme måde kan man sige til virksomhederne, at samfundet varetager også med infrastruktur, uddannelse af medarbejdere og sundhedsvæsnet væsentlige værdier, der tilgodeser jer, og der findes erhvervsstøtte. I skal også bære jeres del. Der skal tjenes penge, ja. Men måden det sker på, den er ikke ligegyldig. Friedmans teori kan have været udmærket engang, men nogle af de skismaer, vi står over for, skifter også over tid.«

Bosse mener til gengæld, at danske virksomheder er gode til at påtage sig ansvar.

»Det interessante er, at når hjemlige virksomheder kigger ud i verden efter steder at ekspandere, kigger man også på de her ting, der karakteriserer vores eget velfærdssystem. Er der en vis grad af lighed, tryghed, tillid, en stor uddannelsesmasse, et velfungerende sundhedssystem osv. Det er også disse ting, der fra et erhvervssynspunkt er det gode samfund. Og her er vores eget samfund jo et foregangsland. Jeg kalder Danmark for et sweet spot. For det er præcis det, det er.«

Den tidligere direktør for Tryg-koncernen mener, at der er et opgør i gang med den danske velfærdsstat. Et bydende nødvendigt opgør om at flytte velfærdsstatsmodellen for at bevare den. Men også et opgør, der kommer senere, end man kunne have ønsket sig. Bosse sad selv i Velfærdskommissionen 2003-05. En kommission, hvis rapport til politikerne forudskikkede kommende problemer i samfundet og angav løsningerne.

»Alle de ting, som siden åbenbart er kommet bag på frygtelig mange politikere, står i rapporten fra velfærdskommissionen. Dengang gik erhvervslivet også ud og sagde: »Hallo, det er rigtigt, hvad rapporten konkluderer.« Der var Lars Rebien Sørensen (Novo Nordisk-chef , red.) og folk fra Grundfos og en række andre store virksomheder, der ytrede netop det. Men politikerne i den daværende regering (VK-regeringen, red.) hældte det ned ad brættet. I dag er jeg vred over det. Det er jeg faktisk. På de kommende generationers vegne. Vi spildte gode muligheder som samfund. Jeg synes frem for alt, at den regering, vi har nu, den er faktisk gået ind og har taget fat i problemerne. Den gør det så også på en krisebaggrund, hvilket måske er nemmere rent pædagogisk. Jeg er ikke bange for at anerkende dem. De gør det faktisk meget godt. Men hvis man kigger på kommunikationen til borgerne, så er der virkelig noget at arbejde med for dem,« siger Stine Bosse.

Virksomhederne skal tilpasse sig

I opgøret med velfærdsstaten skal erhvervslivet lige som alle andre tilpasse sig, synes Bosse. Mens hele kloden moderniseres, globaliseringen sætter ind, kineserne arbejder i 50 års perspektiver, kan det ikke nytte, at danske børsnoterede virksomheder maksimalt ser halve år frem. Eller mister fornemmelsen for vigtige og givtige grundtræk i velfærdsdanmark så som uddannelses- og sundhedssystemet.

»Lighed er vigtig. Vi har meget af den, ja. Til gengæld skal vi bevare blikket for, at det faktisk er ligheden, der gør, at vi i det her land – i modsætning til en del andre verden over – lever så trygt og godt. Det er ikke, fordi vi er en særlig art mennesker, det er fordi vi har indrettet vores samfund, så det er sådan. Mens vi ommøblerer samfundet, er ligheden ikke noget, der følger automatisk med. Så kan det godt være, at man skal diskutere, om en vis ulighed i et bestemt perspektiv godt kan gavne. Men lad os få det på bordet. Det er bare fandens vigtigt, at næste generation forstår, at noget af det virkelig gode i det her samfund udspringer af lighed,« siger Stine Bosse.

Det er et spørgsmål om at bevare Danmark som »sweet spot« for fremtidige generationer. Det er ikke bare værd at tale om. Det er værd at tale længe om, understreger Bosse.

»Jeg tror simpelthen, der skal tales så meget som muligt om det. Min opfattelse af bestyrelseskollegers indstilling til de her ting er, at man faktisk gerne tager ansvar, man vil gerne være med til at løfte både socialt ansvar og ansvar for miljø osv., fordi der er fornuft i det. Og der bliver mere og mere forretning i at kere sig om det samfund, man som virksomhed er en del af. Det er i bund og grund en gammel konservativ tankegang. Det er ikke socialisme, som jeg en gang imellem bliver beskyldt for.«