Det er ikke kun sharia-imamer: Disse religioner udfordrer også retten til skilsmisse

De seneste uger har debatten om islamiske skilsmisser raset i den offentlige debat, efter Berlingske beskrev en omstridt skilsmissekontrakt behandlet efter sharialov. Fænomenet findes dog ikke kun i islam. Få overblikket her.

Det er ikke udelukkende inden for islam, at man har en holdning til skilsmisser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debatten om islamiske skilsmisser er for alvor kommet på dagsorden herhjemme.

Det sker efter, at Berlingske har beskrevet flere tilfælde, hvor imamer står bag skilsmissekontrakter, der fastholder kvinder i et uønsket ægteskab.

Derfor har regeringen denne uge præsenteret et lovforslag, som går på at straffe blandt andre imamer med op til tre års fængsel, hvis de påvirker retten til religiøse skilsmisser.

Det sker imidlertid ikke kun i islam. Også andre trosretninger har praksisser og overbevisninger, der kan udfordre muligheden for at blive skilt.

I den forbindelse understreger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at lovforslaget ikke udelukkende gælder imamer.

»Det er selvfølgelig klart, at de love og regler, vi vedtager, gælder for alle mennesker og alle trosretninger. Hvis en jøde eller en katolik bliver udsat for negativ social kontrol, er det naturligvis også noget, vi skal tage alvorligt. Det siger sig selv. Men der er ingen grund til at lægge skjul på, at den negative sociale kontrol især er et problem, vi har hørt om i muslimske miljøer,« skriver ministeren i et svar til Berlingske.

I en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder kaldet »Fastholdt – Når en borgerlig skilsmisse ikke afslutter et ægteskab« har man kortlagt, hvordan forskellige religioner anskuer skilsmisser.

På baggrund af de informationer, der fremgår i rapporten fra Institut for Menneskerettigheder, giver Berlingske dig her et overblik over, hvordan forskellige trosretninger ser på skilsmissesager.

Der foreligger ikke data, som kortlægger hvilket omfang tilhængere af de forskellige trosretninger praktiserer nedenstående i dagens Danmark. Det er derfor uvist, om manglende ret til skilsmisse er et fænomen, som opstår hyppigt. Man bør endvidere være opmærksom på, nedenstående ikke nødvendigvis er et udtryk for almen praksis for enhver, der praktiserer de forskellige religioner.

Jødedom

I jødedommen modsiger man ikke skilsmisse. Her anerkender man behovet for en skilsmisse, hvis der er alvorlige uoverensstemmelser mellem ægteparret.

Derfor kan man inden for jødedommen både blive religiøst viet og religiøst skilt. Det betyder, at ægteskabet ikke er afsluttet alene ved den borgerlige skilsmisse – det er også nødvendigt at blive skilt i religiøs forstand, for at trossamfundet anerkender, at ægteskabet er afsluttet.

Ægteskabet opløses gennem en jødisk ceremoni. Det foregår typisk ved den jødiske domstol. Under ceremonien giver ægtemanden typisk et hebraisk skilsmissedokument til sin kone. Hvis en af parterne ikke medvirker til ceremonien og dermed nægter den religiøse skilsmisse, vil parret fortsat være gift i religiøs forstand.

Der er forskel på, hvordan konsekvenserne af et fastlåst religiøst ægteskab kommer til udtryk i forskellige grene af jødedommen.

Hvis en ortodoks jødisk kvinde ikke får en skilsmissekontrakt af sin mand, vil hun fortsat blive betragtet som religiøst gift. Såfremt kvinden får en ny partner, og de sammen får et barn, vil barnet blive betragtet som illegitimt i trossamfundet. Er det omvendt kvinden, der nægter skilsmisse, vil manden fortsat kunne leve sit liv, og hans fremtidige børn med en ny partner vil blive betragtet som legitime.

Islam

Tilsvarende jødedommen anerkender man i islam behovet for at lade sig skille. Det er derfor også muligt i islam at blive religiøst viet og religiøst skilt. Og på samme vis som med jødedommen betyder det, at den borgerlige skilsmisse ikke er tilstrækkelig for, at ægteskabet betragtes som afsluttet.

For at en religiøs skilsmisse kan finde sted i islam, er det udelukkende manden, der kan afslutte ægteskabet. Således er kvinden afhængig af, at manden accepterer hendes ønske om skilsmisse, for at det bliver betragtet som gyldigt i trossamfundet.

Kvinden kan derfor opleve et pres fra både ægtemanden, religiøse autoriteter, det lokale miljø og familien om at forblive i gift med sin ægtemand – både i religiøs og borgerlig forstand. Således kan det sociale pres også være en hindring for selv den borgerlige skilsmisse.

Fraværet af den religiøse skilsmisse kan have store konsekvenser for kvinden. Hun kan eksempelvis ikke gifte sig med en anden partner i det muslimske miljø. Dertil kan hun risikere en lang række krav, hvis hun skal tvinge en skilsmisse igennem.

Det kan blandt andet være i form af at give afkald på forældremyndigheden, betale store pengebeløb og afgive retten til at blive gift med en anden efterfølgende, hvilket blandt andet er set i en specifik skilsmissekontrakt, som Berlingske har beskrevet.

Den romerskkatolske kirke

I den romerskkatolske kirke er et religiøst ægteskab et såkaldt sakramente. Det betyder, at ægteskabet er umuligt at opløse. Af den grund anerkender den katolske kirke ikke, at en borgerlig skilsmisse kan ophæve et ægteskab i religiøs forstand.

I nogle tilfælde kan en kirkelig domstol vurdere, at et ægteskab ikke er gyldigt, fordi det ikke opfyldte betingelserne for at være et ægteskab, da det blev indgået. Det kan eksempelvis ske, hvis ægteskabet blev indgået under tvang.

Den Katolske Kirke i Danmark har også en kirkelig domstol, der efter kirkeretten er kvalificeret til at håndtere ægteskabssager. Domstolen består af et kollegium af dommere, hvor formanden skal være præst. Sammen søger kollegiet at efterprøve ægteskabets gyldighed. Såfremt domstolen vurderer, at ægteskabet er ugyldigt, kan parterne vie sig igen i den katolske kirke med en ny partner.

Protestantisme

De protestantiske kirker anser ægteskabet som værende et livslangt løfte. Et overvejende flertal af protestanter anerkender dog, at den borgerlige skilsmisse også opløser ægteskabet i religiøs forstand.

Det ses blandt andet ved, at en person, som tidligere er viet Folkekirken, på et senere tidspunkt kan blive viet i Folkekirken igen med en ny partner, efter vedkommende har fået en borgerlig skilsmisse.

Nogle protestanter er dog af den overbevisning, at ægteskabet ikke kan afsluttes. På baggrund af den tanke og som led i religionsfriheden kan Folkekirkens præster derfor nægte at vie fraskilte.