»Det er en verden, jeg har taget for givet«

Mikkel Fischer har været fodboldtræner i to år. Før var frivillighed ikke en verden, som den 38-årige bankmand tænkte meget på. I dag har han svært ved at se et samfund uden.

Mikkel Fischer som frivillig fodboldtræner for U7-holdet i Valby Boldklub. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

En flok små drenge kigger koncentreret ned på hver deres fodbold, der med små ryk fra fodboldstøvlerne triller fra den ene fod til den anden.

»Prøv at bevæge jer lidt rundt mellem keglerne.«

Drengene forsøger at følge ordren, der kommer fra den 38-årige fodboldtræner Mikkel Fischer.

Han står i midten og dirigerer fodbolddrengene med fløjte i den ene hånd og stopur i den anden.

De små fodboldstøvler forsøger at følge med boldene, som de med en enkel berøring får skudt i alle retninger. Som frivillig fodboldtræner for U7-holdet i Valby Boldklub er Mikkel Fischer en del af den trup af danskere, der gør, at steder som fodboldklubber kan overleve. Men det er ikke en trup, han forinden havde tænkt reelt gav noget til samfundet.

»Det er en verden, jeg har taget for givet. Jeg føler, at jeg gør en forskel på en anden måde, end jeg gør på mit normale arbejde. Alle burde lave frivilligt arbejde. Hvis ikke vi alle sammen tager ansvar og har lyst til at bidrage, så tror jeg ikke, at man kan opretholde samfundet, som det kører nu,« siger han.

For Mikkel Fischer handlede det i første omgang ikke om at gøre det store for velfærdsstaten. Han ville gerne spille fodbold med sin søn, men efter nogle gange på sidelinjen mente han, at han lige så godt kunne hjælpe til på banen. Først assisterede han, men blev efter nogen tid træner, og i dag ifører han sig rollen som fodboldtræner tre gange om ugen. Det står i kontrast til hans lønnede arbejde, hvor han er teamleder i finansieringsbanken Ekspres Bank. Men det er netop kontrasten, der trækker ham i den frivillige retning.

»Jeg arbejder rigeligt i forvejen, så der orker jeg ikke rigtig at lægge flere timer. For mig giver det god mening at gøre lidt ekstra et andet sted og se tingene fra et nyt perspektiv. Det er meget sundt,« siger han.

Som de få timer på græsset er blevet til flere, er det gået op for ham, at frivillighed er en anden og ligeså vigtig måde at gøre noget for samfundet på. Den menneskeskare, han gennem både træning og fodboldkurser har mødt, kommer med en helt anden indstilling, end han har set det på arbejdsmarkedet.

»Jeg møder utrolig mange mennesker, der er mere engagerede, end dem jeg møder gennem mit arbejdsliv. Det her er hundrede procent baseret på lyst og engagement og ikke løn. Det er mennesker, der brænder igennem, og det i sig selv er inspirerende,« siger han.

Drengene holder kort pause, og rundt omkring køres drikkedunke i lodret position. Banen bliver gjort klar til kamp, og som små lyn myldrer de ind mod midten og samles i en rundkreds. En blanding af højre og venstre arme bliver lagt i lag.

»3, 6, 9, 12. Vi er verdens bedste hold. Ååååh Valby,« lyder det i kor fra klumpen af shorts og t-shirts med fanklubber som Manchester United og FC Barcelona på. Cirklen brydes, og de små ben dribler i position.

Mikkel Fischer står med overblikket og forsøger at få de små størrelser til at få et spil i gang.

»Jeg kan sagtens relatere nogle af tingene til mit arbejde. At skabe et godt arbejdsmiljø med motivering og samarbejde, så folk har lyst til at performe. Menneskeligt er det i bund og grund de samme mekanismer bare med nogle lidt mindre mænd, end dem jeg normalt arbejder med,« siger han smilende og forklarer, at det faldt ham ret naturligt at tage teten og lede fodboldholdet – også selvom fodbold ikke er på listen over hans største interessefelter. Men trods lighederne mellem flokken på tyve medarbejdere og de små fodboldspirer indrømmer Mikkel Fischer dog, at der skal en lidt længere lunte til.

»De har en ufattelig kort koncentrationsevne. Der skal hele tiden ske noget nyt. De vil hele tiden spille og score, men de bliver nødt til at lære, at de nogle gange skal vente, til det bliver deres tur,« siger han.

Efter blot få minutters spil kan man da også se tre fodboldsæt stå og trippe på sidelinjen og med et kort fløjt være klar til at spurte ind på banen.

For Mikkel Fischer er det en lige så vigtig del af arbejdet at lære drengene sociale spilleregler og det at være en del af et hold, som det er vigtigt, at de lærer at spille fodbold. De får kompetencer, som han mener samfundet vil nyde godt af senere hen.

»Dét, de får med, kan direkte overføres til skole og arbejde, og hele den måde et sundt samfund er skruet sammen på,« siger han.

Men Mikkel Fischer får også noget igen. Han kan bruge erfaringen fra fodboldverdenen i sit daglige arbejde ved skrivebordet i banken og omvendt. Og så synes han, det er sjovt. Det er også dét, der er blevet målestok for, om han skal stoppe indsatsen som frivillig, når der er dage, hvor travlheden kommer listende. For de er der. Med arbejdsdage på ni-ti timer er der til tider tidspunkter, hvor han tænker:

»Årh jeg gider ikke rigtig i dag. Men når jeg så er der, så kører det, og så plejer det at være en god oplevelse.«

Skulle sønnike en dag vælge at trække fodboldtrøjen af og vælge en anden hobby, så har Mikkel Fischer svært ved at se et liv uden frivilligt arbejde for sig.

»Jeg vil blive ved med at være frivillig. Det kan man sagtens gøre i en anden kontekst end fodbold. Man bliver bidt af det.«