»Det er en skandale«: Ministerium kendte til problemer med nationale tests i skolen

Siden 2016 har Undervisningsministeriet vidst, at resultaterne fra de nationale tests er meget usikre. Forskere og politikere mener, at det er »skandaløst« og et stort problem.

Billede 1
Elever i folkeskolen skal gennemføre ti obligatoriske nationale test fra 2. til 8. klasse i læsning, matematik, engelsk og fysik/kemi. Her ses et arkivbillede fra undervisning på Højdevangens Skole i 2017.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Undervisningsministeriet har siden 2016 vidst, at der er stor usikkerhed omkring resultaterne fra de nationale tests.

Det skriver Politiken på baggrund af et notat fra Undervisningsministeriet, som blev udgivet i februar 2016.

Ministeriet analyserede i 2016 tests taget af 36.000 elever. Eleverne havde hver især taget to tests med samme sværhedsgrad, så resultaterne kunne sammenlignes. Resultaterne af de to tests skulle derfor gerne være nogenlunde ens, men ved 19 ud af 30 af testens områder, var det langt fra sådan.

Her var der store uoverensstemmelser.

Derfor blev der i notatet »Undersøgelse af de nationale tests reliabilitet«, som ministeriet offentliggjorde i februar 2016, skrevet, at resultaterne var »tvivlsomme«, »dårlige« eller »uacceptable«.

Men i notatets sammenfatning blev der intet skrevet om usikkerhederne ifølge Politiken. Her er der i stedet konkluderet, at der var overensstemmelse mellem testene.

»Det er en skandale. Vi er som politikere afhængige af de sammenfatninger, som ministerierne leverer. Så det er en ren tilståelsessag for ministeriet, når der er så langt mellem undersøgelsens resultater og sammenfatningen«, siger undervisningsordfører for De Radikale, Marianne Jelved til Politiken.

Undervisningsordføreren har ved flere møder ønsket at få oplyst, om testene virkede. Nu vil hun kræve at få forløbet undersøgt.

Marianne Jelved er ikke den eneste, det føler sig snydt. Jacob Mark fra SF fortæller Politiken, at han »føler sig ført bag lyset« og at det virker som om, ministeriet bevidst har holdt resultaterne skjult.

Forskningschef fra professionshøjskolen VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, mener også, at den store usikkerhed om resultaterne er et stort problem.

»Det er et kæmpe problem, når testene måler så skævt. For hvad vurderer forskere, når de laver effektstudier på, om noget fungerer eller ej i skolen? De vurderer det i forhold til de nationale testresultater. Derfor har mange haft svært ved at erkende, hvor dårlige testene er«, siger han til Politiken.

Til forsiden