»Det er en menneskeret at kende sin identitet«

Adopterede skal have lov til at kende sit biologiske ophav. Det mener Maria Klingsholm, som i dag endnu ikke ved, hvorfor hun blev bortadopteret fra Indien. Oplysningerne om hendes adoption er nemlig yderst sparsomme.

Maria Klingsholm blev i 1974 bortadopteret til Danmark. Sidste sommer rejste hun, manden og datteren (billedet) til Bangalore for at søge efter Marias biologiske familie. Fold sammen
Læs mere

Længe skænkede hun det ikke en tanke. Undrede sig bare over, hvorfor hun blev behandlet anderledes end de andre børn i byen, og prøvede bare at passe ind. Maria Klingsholm blev bortadopteret fra Indien og kom til Danmark bare fire måneder gammel. Hun husker derfor ikke andre forældre end det danske par, der har taget sig af hende, siden de hentede hende i lufthavnen. I dag er hun 39 år og ved stadig ikke, hvorfor hun voksede op i Birkerød og ikke Bangalore.

»Jeg har ingenting fået at vide, andet end at der står i mine papirer, at jeg var sammen med min mor indtil oktober, hvor jeg blev indleveret til et børnehjem. Der står ikke noget om hvorfor,« siger hun.

Der står også, hun er født 2. september 1974. Det er hun ikke sikker på, at hun tror på. Som hun siger, »det kan man jo ikke vide«. Ligesom hun kun kan gisne om, hvad der skete op til bortadoptionen.

»Jeg har altid fået at vide af mine adoptivforældre, at min biologiske mor nok var død eller ikke havde råd til et barn, og så var jeg endt som gadebarn,« siger hun.

På jagt efter sin historie
Da hun i midten af tyverne fødte sin datter, så hun tingene fra et andet perspektiv. En mors perspektiv. Og interessen for at finde sin egen biologiske mor og familie blev vakt. Men med så lille et barn og uden en rejsekammerat, blev jagten udskudt indtil sidste sommer. Maria, hendes mand og nu 14-årige datter fløj af sted mod Indien.

»Vi kiggede på mine papirer, inden vi tog af sted. Min far gav mig dem, det var det eneste, han kunne gøre for at hjælpe. Jeg er adopteret via privatpersoner, så jeg ved ikke, om der havde været større hjælp ved at være fra en af de store organisationer. Men vi ringede til det børnehjem, som jeg altid havde fået at vide, jeg var fra,« siger Maria Klingsholm.

Familien ankom til Bangalore i den sydlige del af Indien og bankede på børnehjemmets dør. Men de havde ingen oplysninger om Maria.

»Det hele var lidt uklart og underligt. Så vi tog til et andet børnehjem, hvor jeg muligvis havde været. Det stod der i papirerne, men det var ikke det, jeg altid var blevet fortalt. Mine forældre har altid sagt, at jeg kom fra det første børnehjem. Det er underligt, for det står ikke i papirerne, men det var dér, jeg i næsten 40 år troede, jeg kom fra,« siger hun.

På det andet børnehjem blev de mødt af arrogance og sparsomme oplysninger. Børnehjemmet ville intet udlevere til Maria, men de lovede at sende en e-mail. Hun har endnu ikke hørt fra dem. Men før de fløj mod nord igen, besøgte de hospitalet i Bangalore.

»De var meget hjælpsomme. Et stykke ad vejen. De fandt en bog frem, hvor alle, der var blevet født helt tilbage til 1952, var skrevet ind i,« fortæller Maria Klingsholm.

»Da vi sidder med bogen, siger den ansatte, at der er fire piger, der blev født dér den 2. september 1974.Vi beder om at få navnene. Men så trak han i land. Dem ville de ikke give os. Nu var vi kommet så langt, vi havde bogen foran os, og så ville de ikke give os noget.« 

Maria og hendes mand bad om at tale med chefen for hospitalet. Men de fik at vide, at Maria bare skulle være glad for, hun havde fået et godt liv. Navnene kunne de ikke give, for de vidste ikke, om moderen ikke ville opsøges, og så var det ulovligt at udlevere.

»Det var så frustrerende, når vi var kommet så langt. Inderne har ikke en bedre holdning end danskerne. Alle synes, man bare skal glemme det og være glad. Det er ikke, fordi jeg ikke er taknemmelig. Men selv danskere vil kende sit ophav, uanset om man er adopteret eller ej,« siger hun.

»Adoptioner skal være mere åbne«
Selv om en del er blevet ændret i den årrække, Maria er vokset op i Danmark, ønsker hun, at adoptioner blev gjort mere åbne. For eksempel som med donorbørn, der kan få en samtale med deres biologiske forældre, når de bliver 18 år. Det, kunne Maria godt forestille sig, skulle gælde for adopterede også.

»Jeg har forsøgt at finde min familie, og tænk, hvis de også ledte efter mig eller håbede på at blive fundet. Så er det da frygteligt, hvis der sidder nogle andre mennesker og bestemmer, at vi ikke må finde hinanden,« siger hun.

»Man kan godt tænke, hvad der egentlig er sandt. Hvad der er rigtigt. Hvor meget der bliver holdt tilbage, og hvem der holder det tilbage.«

Derfor synes Maria, det er vigtigt, at de adopterede bliver hørt i debatten, mere end det er tilfældet.

»Jeg synes, man i højere grad skal tilgodese den adopteredes behov og ikke kun adoptivforældrenes. Det er jo ikke en vare, man sælger, men det kan godt føles sådan. Bare fordi et vestligt par ikke kan få børn, og skal have et for enhver pris så skide være med oplysningerne.«

Maria lægger vægt på, at hun har det godt i dag med sin familie og sit job som violinist i Det Kongelige Kapel. Hun aner ikke, om hun ville være død eller havde levet i fattigdom, hvis ikke hun var blevet bortadopteret. Hun aner stadig heller ikke, hvorfor hun endte, hvor hun gjorde.

»Jeg vil gerne følge det til dørs. Vi har nærmest overvejet at finde en privatdetektiv. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, og vide, jeg har gjort, alt hvad jeg kunne. Men jeg ved ikke, hvad man gør. Jeg har jo aldrig prøvet det her før,« siger hun.

»Det er ikke fordi, jeg ikke er glad. Jeg synes bare, det er en menneskeret at kende sin identitet.«