Regeringen vil fjerne et 13 år gammelt  særtilskud til hovedstadens hjemløse og lade Københavns Kommune betale selv. Det afviser kommunen. Berlingskes journalist har overnattet hos dem, der nu er blevet kastebold mellem en minister, satspuljepartierne og en borgmester.

Kun lyden af snorken dulmer tankerne om, hvad 28 misbrugere, psykisk syge, hjemløse mænd kan finde på klokken 23 minutter over tre, når de er stuvet sammen på blå madrasser uden lagen i en kantine en almindelig hverdagsnat.

I virkeligheden vil de gerne sove og have fred, efter at have stået og siddet vindblæst i Københavns gader og bænke siden klokken 10 i morges, da de sidst blev sluppet ud fra Kirkens Korshærs natcafé. Den eneste, der finder på noget nu, er en skægget mand, der tænder en cigaret halvvejs ud i mørket, ud ad døren til gårdshaven. I gårdshaven, hvor jeg har talt med Poul, der i foråret foretog en 10 dages rejse til fods fra Jylland til København for at finde et ordentligt herberg, hvor der var plads til ham.

For to år siden var han familiefar. Nu er han hjemløs alkoholiker, han drikker 20 -25 bajere om dagen og har været fast inventar her i nat til nat herberget siden april.

»Det er døden, det her liv. Jeg drikker og venter på at komme ind og sove. Og jeg sover sgu ikke godt her,« siger Poul.

Kirkens Korshærs natcafé på Hillerødgade er et herberg for akut hjemløse. Nogle kommer enkelte gange. Andre flere måneder i træk. Fælles for alle er, at de er hjemløse og enten har et misbrug eller en psykisk sygdom.

Det er et af de steder, der risikerer at lukke, hvis Regeringen fjerner særtilskudsordningen til Københavns Kommune på 57,9 millioner kroner. Social- og Indenrigsminister, Karen Ellemann, mener, at kommunen har penge nok til at finansiere tilbuddene anderledes ud af deres serviceudgiftsbudget på 24,3 milliarder kroner. Overborgmester, Frank Jensen, er uenig. Han mener, at det enten er de hjemløse, der bliver mere hjemløse eller at det må gå ud over andre områder som eksempelvis de ældre. Kastebold.

Poul har taget på på grund af alkoholen. Han er rund, han er velsoigneret og ligner enhver anden midaldrende mand. Men han er mentalt slidt. Natcaféen har givet ham en mulighed for at vende tilbage fra, hvor han kom.

»Jeg har ofte grædt her. Det er der plads til. Jeg var aldrig kommet ind i systemet igen, hvis det ikke var for de ansatte her. Alkoholen dulmer mine smerter, men de ansatte har hjulpet mig mod en bolig og jeg skal i gang med at afvænnes. Jeg vil bare gerne tilbage på arbejdsmarkedet og leve et normalt liv igen,« siger han. Når jeg tager her fra, tager Poul til sit nye, faste herbergsværelse. Han er igen indskrevet i systemet, som han i afmagt afskrev sig for omtrent et år siden. Fra 1. oktober træder han på ny ind i kontanthjælpssystemet.

I kantinen, hvor vi sover, stritter hår og skæg ud fra soveposerne. På væggen er der et maleri, hvor Dirch Passer griner. Der er kaffe og brød, da vi træder ind fra ”buret”, som indhegningen vi venter i udenfor, bliver kaldt. Ved midnat bliver de hjemløse lukket ind. Der er 30 pladser. Nogle gange sover her flere. I nat sover nogle i stole. Nogle sover med det samme, en enkelt snakker og griner højlydt for sig selv i en lænestol, flere ryger. De ansatte på stedet har alle sammen én ting for øje.

»Det vigtigste for os er, at vi prøver at hjælpe dem væk fra gaden. Vi vil ikke først og fremmest være et akutherberg. Vores mål er at få folk væk fra akutherberget og ud i samfundet igen og til sidst at kunne hjælpe dem videre til en bolig. Og vi har mange eksempler på, at det hjælper at snakke og skabe relationer med de mennesker, der kommer her,« siger Britta Lindqvist, der er forstander for herberget. Udover natcaféen er her også et herberg, hvor misbrugere og psykisk syge på overførselsindkomster eller i arbejde, bor permanent.

Da Poul kom til København boede han på bænke, under buske og ved siden af containere. Jeg må ikke spørge nattegæsterne om, hvor de vil gå hen, hvis regeringens forslag bliver forhandlet igennem. De fleste af dem kender ikke til forslaget. Og Britta Lindqvist siger, at det vil gøre nogle af dem endnu mere paranoide, end mange af dem i forvejen er, hvis de vidste besked. Meddelelsen til de hjemløse kommer kun, hvis forslaget bliver til realitet.
»Du snakker om de 58 millioner,« siger Poul, da jeg spørger ham hypotetisk, hvor han ville være, hvis sådanne tilbud ikke fandtes. Han kender til forslaget.

»Jamen, jeg ville være på gaden. Hvis der er så mange akuttilbud, der lukker, så bliver det jo nok gaden,« siger han.
Der er 3.182 hjemløse i Københavns Kommune og omegnskommunerne. Det er over halvdelen af samtlige hjemløse i Danmark. Poul er en af de mange, som Britta Lindqvist omtaler.

De, som kommer fra fjernt beliggende kommuner fordi, de ved at i København, er der tilbud til dem. I alt 19 tilbud til socialt udsatte borgere mister penge, hvis forslaget går igennem. Mange af dem lukker helt, hvis de ikke bliver finansieret på ny. Natcaféen står til at miste hele støtten på 5,9 millioner. Resten af huset bliver ikke ramt, hvis forslaget træder i kraft.

»Hvis vi bliver tvunget til at lukke natcaféen, kommer der formentlig bare flere hjemløse på gaden. Jeg tror ikke på, at der findes et samfund, hvor den billigste løsning er at lade stå til,« siger Britta Lindqvist.

Poul er blevet hjulpet igennem af natcaféen i sin hidtil sværeste tid, siden det begyndte at gå nedad bakke. Han kan se lys for enden af tunnelen. Og lyset kommer ikke længere fra et modkørende tog.

»Jeg glæder mig sindssygt meget til at få styr på mit liv. Jeg savner mine børn. Jeg ved sgu ikke, om jeg kommer til at se dem igen. Jeg håber på, det sker en dag, men der er jo nok nogle ting, vi skal have snakket ud,« siger han. Han var ikke alkoholiker, da han stadig var sammen med familien. Han gik i hundene, da kæresten skred, så blev han hjemløs og så tog det til.

43-årige Søren Bo Hansen, der har arbejdet i natcaféen i halvandet år, er uddannet tømrer og har en grunduddannelse i psykoterapi. Han arbejder syv dage i træk og holder syv dages fri. Han indgår i et hold af tre faste kollegaer, der møder hver aften klokken 23.30.

»Rigtig mange af de her mænd, er nogle hvor deres liv så fint ud for få år siden med job og familie. Men hvis konen skrider eller forretningen går fallit, så krakelerer det. De går på druk og ender her. Men når deres liv er kaos på gaden, så giver vi dem nogle faste rammer og en tryghed her, som jeg gennem min erfaring mener, er altafgørende. De finder ikke de rammer på gaden. Og de finder ikke tid til, at der er nogle ligesom os, der bruger tid på at snakke med dem og hjælpe dem,« siger Søren Bo Hansen.

Når dagholdet erstatter natholdet, er en af de vigtige opgaver, at tilbyde de overnattende at kontakte kommunen eller andre instanser, som de hjemløse skal meldes ind i, for at have mulighed for at få kontanthjælp og i sidste ende en bolig. Eksempelvis som Poul da han skulle tilbage i systemet.

Poul er stået op. Klokken nærmer sig ni.

»Nu’ det nu,« siger han og ryger den sidste cigaret før den første dag.

»Nu’ det nu, og i dag skal jeg ligge i min egen seng med hørebøffer på og sove, når jeg vil,« siger han, smiler og forsvinder.

I mens gør de 27 andre hjemløse klar til at gå ud på gaden for at vende tilbage i aften til endnu en nat på blå madrasser med Dirch Passer grinende på væggen.

Pouls rigtige navn og identitet er journalisten bekendt.