»Det er aldrig særlig behageligt at gribe ind«

Griber du ind? Vandene deler sig, når man stiller spørgsmålet. For selv om ni ud af ti af os er enige om, at vi bør blive bedre til at gribe ind, kan det være svært at vide hvordan, hvornår, og om vi overhovedet skal blande os i andres sager.

Som led i Berlingskes serie »Griber du ind?« tabte en skuespiller sin fyldte indkøbspose på Strøget for at se, om nogen gav en hånd. Fold sammen
Læs mere

Hovederne drejer sig efter en kvinde med en barnevogn, der står midt på Købmagergade i København. Hun er oprevet, og det tiltrækker folks opmærksomhed, når hun lader sine frustrationer over sit skrigende barn komme til udtryk i form af rusk og råb mod barnevognen.

Næsten alle, der passerer, har øjensynligt bidt mærke i den frustrerede mor. Mange haster videre, men flere standser også op for at hjælpe mor og barn.

Julen igennem har Berlingske ved hjælp af en række opstillede, ganske uvidenskabelige eksperimenter som det med med barnevognen rejst spørgsmålet: Griber du ind, når du støder på ulovligheder, uregelmæssigheder og ubehageligheder i det offentlige rum?

Reaktionerne er mange, ligesom danskernes generelle holdninger til, om man bør blande sig eller ej, også er delte.

I en undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Berlingske har 91 procent af de adspurgte danskere nemlig ytret, at de mener, vi bør blive bedre til at hjælpe hinanden. Men det er ikke så ligetil, forklarer adfærdsforkser ved Roskilde Universitet (RUC) Pelle Guldborg Hansen.

»Danskerne er på det punkt, hvor vi godt ved, at vi bør gribe ind i en lang række situationer. Men vi ved ikke altid hvordan. Det er aldrig særligt behageligt at gribe ind, og derfor kan man ende med at fortolke det på en bestemt måde og gå videre, selv om en person har brug for hjælp,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Den vindende strategi

Lige netop sådan en situation har Jeannette Pedersen oplevet på egen krop:

»Sådan er folk nu til dags. Da jeg faldt på cyklen og brækkede benet, stod nogen og så på det, da de så så, at jeg ikke kunne rejse mig op, skyndte de sig bare ind i bilen og kørte. Heldigvis var der en sød pige, der havde set det hele, og så hun hjalp mig op, men var godt knotten, især fordi jeg næsten lå lige bag deres bil, og det eneste, de kunne tage hensyn til var, at de ikke bakkede ind i mig,« skriver Jeannette Pedersen på Facebook.

Kommentaren knytter sig til Berlingskes artikel fra første juledag om Børge Vester­gaard Madsen, der i sommer reddede to personer, der var kørt i en slusegrav fyldt med vand, ud af deres bil. Her var der også flere mennesker, der overværede situationen fra sidelinjen.

»Det er ikke, fordi vi er ukærlige eller ikke kan lide andre mennesker, men vi har tendens til at have en distance, hvor vi ikke kigger på hinanden og prøver at undgå hinanden. Det næste skridt er, at vi bliver opmærksomme på, at folk kan have brug for hjælp, selv om det ved første øjekast ikke ser sådan ud,« siger han.

 

Men hvad skal man helt konkret gøre, når et medmenneske har brug for hjælp? Svaret er enkelt, hvis man spørger Vincent F. ­Hendricks, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet:

»Den vindende strategi er at gå over og spørge, om vedkommende er okay. For der er to svar: ja eller nej. Hvis man får et nej, er der en forpligtelse til at gøre noget, som der ikke var før. Inden kontakten kan man leve bag uvidenhedens slør og tænke, »der er sikkert er nogle andre, der griber ind«. Sådan er udgangspunktet: at man ikke er forpligtet til noget som helst – eller ikke er sikker på hvad man skal gøre. Så spørg. Og hvis svaret er »ja«, ja, så giver det sig selv.«

I Facebook-debatten om Berlingskes projekt forklarer flere danskere, at det ikke er modvilje, der ligger bag deres tilbageholdenhed, men derimod frygten for selv at blive involveret i andres ubehageligheder.

 

»Nej! Jeg skal ikke have klinket noget. Nu om dage bliver man jo mistænkt for det værste, bare man smiler til et barn, man ikke kender, (...)« skriver Jan E. Sørensen i en kommentar på Facebook til spørgsmålet: Griber du ind, hvis et barn står forladt på gaden?

For Bettina Buch er det bekymringen for selv at blive gjort til ofret, der holder hende fra at gribe ind over for racistisk chikane. Som hun skriver på Facebook:»Jeg ville ikke turde gribe ind over for en person, der virker aggressiv, af skræk for selv at blive mål for aggressionen. Ved jo, jeg ikke ville kunne klare mig over for en ung mand.«