Det er aldrig »bare« et indbrud

Skidt med ting og sager. Et indbrud er en krænkelse af vores »backstage«, vores enemærker. Derfor er det lavstatus at være indbrudstyv. Selv fængselsfanger vil ikke dele celle med sådan en.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Verdenshistoriens frygteligste indbrud? Det var ikke, da den tidligere Louvre-ansatte, Vincenzo Peruggia, i 1911 skar Mona Lisa ud af sin ramme og spadserede ud af museet med verdens mest berømte maleri under kitlen. Det er heller ikke indbruddet i Demokraternes kampagnekontor i 1972, der førte til Watergateskandalen og Richard Nixons fald. Eller tyveriet af Guldhornene eller...

Det værste indbrud i mands minde var, da en tyv brød ind på overtegnedes værelse i 1973, rodede rundt og stak af med en sølv-dollar fra moster Ebba i Canada og mine ti LPer.

Det værste indbrud er altid det, vi selv bliver udsat for i vores hjem. Rumænske tyvebander, som for nylig beskrevet af Berlingske, narkomaner og andre kriminelle kan bryde ind på vores arbejdsplads og i cykelskuret. I sommerhuset og i vores bil. Det er i vores hjem, det for alvor gør ondt.

Som direktør Peter Düring sagde til Berlingske, da avisen talte med beboere på villavejen Søager i Gentofte, der har været det foretrukne indbrudsmål for en rumænsk tyvebande.

»Det værste ved indbruddene er ikke, at de har taget mine ting. Det kræver noget oprydning og papirarbejde, men falder på plads. Det værste er, hvad det gør ved mig. Selv om jeg kan passe på mig selv, er det utrygt, at fremmede mennesker bare kan komme ind. Og så bliver jeg vred, fordi det er fuldstændig uacceptabelt«.

Den trygge lugt

Det er velkendt i kriminologien og blandt alle os, der har været udsat for det (ca. 42.000 indbrud på landsplan i 2013, heraf førte 2.800 til sigtelser), at indbrud har permanente psykiske konsekvenser for offeret. Efter et indbrud føler man sig krænket, mistroisk, søvnløs, man er i chok, angst for at være hjemme, har ændret syn på tryghed osv.

I en af de få undersøgelser af ofres reaktioner på indbrud fra 1980 – »The Impact of Burglary Upon Victims« af Mike Maguire, offentliggjort i British Journal of Criminology – fremgår det, at 63 pct. af de 322 adspurgte indbrudsofre som det værste ved forbrydelsen følte, at deres privatliv var blevet krænket. Ikke deres ting og sager. Den diffuse opfattelse at være blevet gået for nær, når en indbrudstyv har været på spil i vores hjem, afspejler sig også i vores reaktion efter et indbrud. Samme undersøgelse viser, at kun 10 pct. ringede til politiet umiddelbart efter for at få gerningsmanden pågrebet. Hele 75 pct. ringede instinktivt for at få politiet til at »gøre noget«.

Den trygge kulisse

Sociologer bruger begrebet »backstage« – modsat »frontstage«, hvor vi performer, er på og viser omverdenen vores officielle ansigt. Bryder nogen ind i vores »backstage«, hvor vi kobler af, stempler ud og er os selv uden »publikums« forventninger, så påvirker det os fundamentalt, lige meget hvad og hvor meget tyvene er løbet bort med.

Christian Borch, lektor i sociologi ved Copenhagen Business School, CBS, forklarer det på denne måde:

»Hjemmet har en særlig lugt og atmosfære. Der er særlige stemninger i ethvert hjem, og det skaber tryghed for os, der bor der. Vi bliver først opmærksomme på det, når vi flytter og oplever, at andre steder har andre lugte.«

Det er ikke for ingenting, at Grundlovens paragraf 72 siger: »Boligen er ukrænkelig«. Det ligger i vores DNA. Vores hjem er en del af os selv. En del af vores krop. Vores personlighed. Selv i fængsler, langt borte fra den traditionelle inddeling i dit og mit, er cellen ukrænkelig. Linda Kjær Minke er kriminolog og fængselsforsker. Hun skrev i 2010 en ph.d.-afhandling, hvori 1.647 indsatte fra 12 fængsler blandt andet blev spurgt, hvem de helst ville dele celle med. Af 11 former for kriminalitet ville fanger hellere dele celle med narkosmuglere og -pushere, bedragere, røvere og biltyve end med indbrudstyve. Fangerne kunne kun forestille sig en værre celledeling sammen med spritbilister, voldsmænd, drabsmænd, voldtægtsforbrydere og pædofile.

»Det er en norm, at indbrud er »no go« blandt de indsatte generelt,« konstaterer Linda Kjær Minke. »Det skyldes blandt andet, at indbrud i private hjem betragtes som forkasteligt og måske fordi, fangerne mener, man ikke kan stole på en tyveknægt.«

I sit 13 måneder lange feltarbejde i et lukket fængsel oplevede Linda Kjær Minke, hvordan en fange blev frosset ud af medfangerne, måtte i frivillig isolation og derefter forflyttes, fordi han havde stjålet en mobiltelefon. Hun registrerede desuden, at fanger ikke skelner mellem indbrud og tyveri inden for og uden for murene.