I det sekund Dronning Margrethe skriver »Margrethe R« på papiret foran sig på søndag den 14. januar, er hun ikke længere monark.

Ifølge en meningsmåling støtter 87 procent hendes beslutning, som hun deklarerede for hele Danmark i sin nytårstale. 

Men i studiet i Pilestræde sidder en mand, der ikke mener, at det er den bedste beslutning. Den kan nemlig få konsekvenser for fremtiden, forklarer Jakob Steen Olsen i dagens afsnit af Pilestræde.

Siden 2024 blev skudt i gang har Dronningens beslutning fyldt overalt i Danmark. Og med god grund.

En abdikation er ikke sket i Danmark siden år 1146, hvor Erik Lam – »en meget dårlig konge« ifølge Jakob Steen Olsen – trak sig tilbage med helbredsproblemer. 

»Så det er ikke en del af traditionen. Og det er også derfor, at dette er meget overraskende for det danske folk, og det handler jo om, at vi har haft en dronning, der altid har sagt: 'Jeg kommer ikke til at abdicere. Det bruger vi ikke her hos os. Det er ikke en del af mine livsanskuelser at gøre.'«

Men når Dronningen søndag skriver under på det definerende stykke papir, hvilket svarer til at »udånde som monark«, vil Jakob Steen Olsen ikke bifalde beslutningen. 

Man dør med sin skæbne

Jakob Steen Olsen mener »strengt taget«, at Dronningen havde en glimrende tankegang, da hun fortalte, at hun aldrig ville abdicere. For hvordan skal man forklare, at et menneske som Dronningen og snart kronprins Frederik kan overtage et særligt embede?

»Vi har bygget vores samfund på helt andre principper, der handler om demokrati og ligeværd, og at alle skal have mulighed for at arbejde sig frem til en position i samfundet: Hvordan kan man så arve landets højeste embede?« spørger Steen Olsen.

Han mener, at den eneste måde, denne tradition kan forklares, er ved at sige, at man fødes til det – og derfor dør man også med den skæbne.

»Hvis det er noget, du kan forlade, så kan vi også sidde og kigge på Frederik, når han har været konge en rum tid, og så kan vi sige til hinanden: »Ej, det der duede da ikke,« og så kan vi begynde at lægge pres på ham,« siger Berlingskes kongehuskommentator.

»Det bliver lidt et job som alle mulig andre.«

Jakob Steen Olsen erkender dog, at Dronningen kan ende med at få ret; at den bedste beslutning var at abdicere. 

»Men vi må også bare se, ad åre, hvor almindeligt Kongehuset kan blive. Hvor meget kan det tåle? Det ved vi ikke.«