»Det bliver den vildeste rutsjebanetur«

Fredag aften indleder Andreas Mogensen den mest dramatiske del af sin rummission: Den glødende, rystende rejse ned gennem Jordens atmosfære. Han risikerer at lande langt fra målområdet.

Foto: Facebook/Andreas Mogensen. Andreas Mogensens tid i rummet er ved at være forbi. Fredag aften starter han nedstigningen mod Jorden, og tidligt lørdag morgen skulle han, og hans to medrejsende lande i Kasakhstan.
Læs mere
Fold sammen

Det er typisk ikke opsendelsen, som astronauter erindrer sig, når de er vel nede på Jorden igen. Det er rejsen hjem:

Den intense, glødende hede ved rumkapslens styrt ned gennem Jordens stadigt tættere atmosfære. De voldsomme G-kræfter, når faldskærmene folder sig ud og bremser farten kraftigt. Det hårde bump, når kapslen endelig rammer Jorden.

»Det bliver den vildeste rutsjebanetur,« som Andreas Mogensen sagde inden rejsen.

Fredag aften omkring kl. 18.30 dansk tid giver den 38-årige danske astronaut en farvelkrammer til de seks astronauter og kosmonauter, der bliver om bord på Den Internationale Rumstation. Hvorefter han svæver gennem tre luger for sammen med sine to medrejsende, førstepilot Gennadij Padalka og andenpilot Aidyn Aimbetov, at spænde sig fast i Soyuz TMA-16M-kapslen.

Derefter bliver kapslen frakoblet rumstationens russiske Zvezdamodul og med to fjedre skubbet bort fra stationen. Ca. 400 meter væk – og dermed i sikker afstand af rumstationens følsomme solpaneler – tændes bremseraketterne i den lille Soyuz-kapsel i præcis 266 sekunder.

Det giver et ryk i kabinen og sænker kapslens hastighed, både i forhold til rumstationen og til Jorden godt 400 km nedenunder. Den lavere hastighed har den konsekvens, at den beskedne kapsel langsomt bliver fanget af Jordens gravitation – eller tyngdekraft. Hvorefter den på den modsatte side af Jorden begynder at dale ned gennem atmosfæren. Og så bliver det vildt.

Vægtløsheden forsvinder, og så kommer G-kræfterne, mens Soyuz-kapslen begynder at rotere om sig selv. Heldigvis bør computere og autopilot sikre, at G-kraften på intet tidspunkt stiger til over 4,5.

Men efter adskillige dage i vægtløshed er det en meget voldsom oplevelse pludselig at veje næsten fem gange mere, end man gjorde, da man sidst stod på Jorden. Samtidig begynder den udvendige del af kapslen at gløde som følge af den voldsomme friktion i mødet med atmosfærens molekyler.

Fire-fem millimeter væg til heden

Andreas Mogensen har taget forskud på oplevelsen med denne beskrivelse:

»Du kan tydeligt mærke den ekstreme varme, nærmest en brand, der omslutter kapslen. Der er kun fire-fem millimeter væg ud til heden. Dertil kommer det voldsomme ryk, når faldskærmen bliver udfoldet, og så roterer kapslen 13,5 grader i sekundet, så det bliver en vild sving- og rystetur.«

Der er tilmed en vis risiko for, at kapslen kommer til at dykke mere stejlt ned gennem atmosfæren, end den er programmeret til. Sker det, kan G-kraften stige til over 8,0, og samtidig bringer det Soyuz-kapslen flere hundrede kilometer på afveje i forhold det udvalgte landingsområde i Kasakhstans ødemark cirka 300 km nordøst for opsendelsesstedet, Bajkonur Kosmodrom.

Hylende ulve

Det er sket flere gange tidligere, at russiske kosmonauter er landet langt fra ventende helikoptere og nogen form for civilisation.

Det skete bl.a. i marts 1965, da Voskhod 2-kapslen skulle returnere til Jorden, i øvrigt efter en meget dramatisk første rumvandring i historien. Under hjemrejsen var der problemer med bremseraketterne – med det resultat, at kosmonauterne landede i en menneskeforladt del af Uralbjergene over 1.000 km fra målområdet.

Kapslens luge sad tilmed klemt fast mod et birketræ, så kosmonauterne måtte rokke med den kugleformede kapsel for at gøre den fri og få lugen op. Hvorefter isnende kulde væltede ind. Derefter måtte de tænde bål i ødemarken, hvor de natten igennem kunne høre ulve hyle i det fjerne. Først næste morgen lykkedes det for helikoptere at lande i nærheden og få dem bragt i sikkerhed.

Så dramatisk bliver nattens landing forhåbentlig ikke for Mogensen og co. Men den danske astronaut vil formentlig være noget groggy som følge af den hårde landing og mødet med den jordiske tyngdekraft og bl.a. have vanskeligt ved at stå på benene i det første par dage efter landingen.

Til gengæld vil der ikke gå lang tid, før han kan gense sin hustru og datter i hjembyen Køln, for bare et par timer efter landingen bliver han fløjet hjem til Tyskland.

Imens vil førstepilot Padalka blive fejret i Rusland. Den 57-årige kosmonaut slår nemlig verdensrekorden som mennesket med det længste samlede ophold i rummet bag sig: 878 dage, svarende til 2,4 år.

 

Efter Berlingskes oplysninger arbejdes der fra dansk hold på at byde Andreas Mogensen velkommen hjem med officiel modtagelse og folkelig hyldest i København. Men præcist hvor og hvordan, det kommer til at foregå, afhænger helt af astronauten og hans tilstand efter landingen.

Men at han har fået sig en oplevelse for livet, hersker der ingen tvivl om. Forleden fik Andreas Mogensen lejlighed til at svare på enkelte spørgsmål oppe fra rumstationen, herunder et fra Berlingske.

Vi spurgte ham om oplevelsen af at se Jorden fra rumstationens store udsigtskuppel, cupolaen. Han svarede:

»Inde i cupolaen har man fornemmelsen af at være om bord på et gigantisk rumskib, der langsomt svæver om Jorden. Det giver dig følelsen af at være på »Starship Enterprise«, mens det nærmer sig en planet, som skal udforskes. Jeg ville ønske, at alle mennesker kunne få mulighed for at se Jorden fra cupolaen og bare kigge ned på vores smukke, smukke planet. Det er en enestående oplevelse.«