Det blev ... et barn

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News, og far til tre. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn.

Jonas Stenbæk Christoffersen er redaktør på Berlingskes børneavis, Kids' News, og far til tre. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn. Bylinefoto Berlingske Jonas Stenbæk Christoffersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Jeg er blevet far. Igen. Og selv om det nu er tredje gang, så er der aldrig noget trivielt ved en fødsel. Det er som at få svaret på meningen med livet serveret, mens man ser filmen »Alien« på lykkepiller. En både mental og fysisk ud-af-kroppen-oplevelse, hvor man er nærværende nok til at huske det hele i detaljer og alligevel for omtåget til at kunne give et fyldestgørende resumé efterfølgende. Og som om det ikke var overvældende nok i sig selv, så har min kone og jeg hver gang bevidst undgået at kende barnets køn før selve leveringstidspunktet. Både første gang, da vi fik en datter, anden gang, da en søn arriverede, og denne gang.

Som vordende forældre er det i dag et aktivt tilvalg ikke at vide, om barnet i maven har tip tap eller tønde. Hver gang man træder ind i scanningslokalet, skal man huske at minde om det, så ikke personen med scanneren og tuben med gel i hånden uforvarende får afsløret hele balladen. Ligeledes skal man også huske at få viderebragt dette til jordemoderen, der modtager én, når man indviklet i rejsetaske, babystol og en endelig nedsunken erkendelse af, at man skal være forældre igen, stormer ind på fødegangen.

Og jeg forstår de forældre, der vil kende kønnet på barnet i maven. Ligesom jeg føler med den jordemoder, der lige får sagt »hende« eller »hans«, når resultaterne fra den sort/hvide skærm skal overleveres. For det giver jo ingen mening ikke at kende barnets køn. Det er decideret irrationelt at leve i uvidenhed med overlæg. Den videnskabelige evolution har givet nogle muligheder, hvortil vi med fjogede smil siger: »Nej tak, vi venter – det skal være en overraskelse.« Jeg kan ikke forklare det med vores øvrige livsførelse og livssyn. Vi har accepteret den generelle antagelse om, at Jorden er rund. Vi sætter pris på, at vi kan nå hinanden på mobiltelefon, måle fremskridt på løbeturene via GPS-ure og slappe af med en streamet TV-serie foran fladskærmen. Og når børnene i øvrigt er ramt af betændelser, virus og andre baciller, så siger vi »ja tak« til al den hjælp og information, sundhedsvidenskaben kan give os.

Når vi så alligevel har valgt at leve i glad uvidenhed, så er det er netop, fordi det er irrationelt. Så meget i vores tilværelse skal måles, vejes, optimeres og strømlines. Jo mere vi kan forudsige og forberede, desto bedre. Og det er jeg i øvrigt også ganske stor tilhænger af. Men barnets køn er alligevel ude af vores hænder, og hvad misser vi egentlig ved at vente? Muligheden for at lægge os fast på et navn, der alligevel ikke helt passer, når barnet ankommer? Bliver farmor nødt til at finde den kønsneutrale farve frem, når hun strikker sokker i størrelse nyfødt? Fint.

Vi kan alligevel ikke stille noget op. Et sted i det kosmiske system sidder der en tæller, som sørger for, at der kommer cirka lige mange drenge og piger til verden, men hvem de ankommer hos, er op til tilfældet. En tilfældig konsekvens af millioner af cellers kapløb, ét match, ni måneders ventetid, der så forløses i et vanvittigt øjeblik. Og selv om det var tredje gang, så ville vi ikke snyde os selv for den altomfattende overraskelse. Det øjeblik, hvor vi med barnet i armene, oversvømmede øjne og grødede stemmer kunne fremstamme:

»Det blev en pige!«