Det begyndte med en helikopter

Da Grønlandsfly indstillede den ugentlige helikopterflyvning til Flådestation Grønnedal, satte man gang i en proces, der fører mod lukning af flådestationen.

Det var en banal strid om udgifterne til Air Greenlands ugentlige helikopterflyvning fra Narsarsuaq til Grønlands Kommando i Grønnedal, der satte gang i den proces, som nu fører mod lukning af flådestationen i den sydgrønlandske fjord.

Den 1. januar 2006 ophørte flyvningen pludselig uden forudgående drøftelse med Forsvarsministeriet i Danmark. Manglen på helikopter betød op til seks dages længere rejsetid mellem Grønnedal og København for de 65 officerer og menige i forsvarets grønlandske hovedkvarter. Alternativet til helikopteren var at bruge forsvarets egne helikoptere og skibe til transporten til og fra den afsidesliggende fjord.

»Ministeren (forsvarsminister Søren Gade, red.) blev virkelig pisset af. Han sagde, at hvis der ikke var flyforbindelse til Grønnedal, så måtte Grønlands Kommando flyttes til et sted, hvor der går fly,« fortæller en af de implicerede i den proces, der nu fulgte.

Udadtil reagerede forsvarsministeren med en advarsel til det grønlandske hjemmestyre, som sammen med SAS og den danske stat ejer Air Greenland. »Den ensidige grønlandske beslutning vil få konsekvenser for de serviceydelser, forsvaret stiller til rådighed for Grønland, hvis det bliver besværliggjort at servicere vores skibe i Grønnedal. Jeg tænker blandt andet på søredning, fiskeriinspektion og den patienttransport, som forsvaret i dag udfører i Nordatlanten«, lød ministerens slet skjulte trussel i Jyllands-Posten.

En ny aftale, som fordeler helikopterudgiften på to millioner årligt med halvdelen til Grønlands hjemmestyre og resten delt mellem forsvaret og den lokale Ivituut kommune, er ved at blive indgået.

Politisk klogskab
Forsvarskommandoen har undersøgt syv forskellige modeller til fremtidig styring af redningsoperationer og fiskerikontrol i Nordatlanten. Fælles for dem er, at de alle er billigere end at opretholde Grønlands Kommando i Grønnedal og Færøernes Kommando i Torshavn.

Ifølge chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang, er det kun omkring ti af de 65 mand i Grønnedal, som udfører det egentlige arbejde med at koordinere forsvarets fly og skibe i Nordatlanten.

»Resten sørger egentlig bare for, at der er morgenbrød og lys og varme,« siger Nils Wang.

Men spørgsmålet er, om det er politisk muligt og klogt at rationalisere helt ind til benet på Færøerne og Grønland i en tid, hvor kampen om rettighederne til olie og andre råstoffer i det arktiske område intensiveres mellem de fire nationer, der er arktiske stormagter - nemlig USA, Canada, Rusland - og Danmark.

Pligter til søs
Samtidig stiger skibstrafikken, ikke mindst med krydstogtskibe.

»Det kan medføre et ønske om at forsvaret skal være til stede i højere grad end i dag, men det kan også medføre, at man får pligt til at være der. Øget sejlads øger risikoen for ulykker, og det stiller krav til redningstjenesten. Der kan også blive pligt til at kontrollere fiskeriet så systematiske ulovligheder ikke kan forblive uopdaget i længere tid. Og endelig kan der blive pligt til at have et miljøberedskab i området, som er utroligt følsomt,« siger Nils Wang.

Men det ændrer ikke ved, at der kan hentes en ikke ubetydelig besparelse ved at trække flest mulige af Grønlands Kommandos opgaver hjem til Danmark. Forsvaret kan spare mere end 200 millioner kroner over en tiårig periode, og de penge kunne man i stedet bruge til at sende flere inspektionsskibe til de grønlandske farvande. Netop nu er Søværnet ved at bygge to nye større inspektionsskibe til at afløse de nuværende meget mindre og aldrende inspektionskuttere.