»It’s hell down here. It’s hell« messer canadiske Dan Bejar gentagne gange i slutningen af nummeret »Hell«, fjerde skæring på hans musikalske outfit Destroyers tiende album »Poison Season«.
En paradoksal udmelding. For det lyder ingenlunde, som om Bejar befinder sig nær nogen form for helvede. Der er et næsten muntert schwung i hans nasale stemme snarere end en desperation. Den omgives af viltert swingende blæsere, bombastiske trommer, en energisk klavermelodi.
Ikke just hvad man normalt ville forbinde med Lucifers hjemmebane. I så fald er der mere livligt i helvede, end mytologien bilder os ind.
{embedded type="node/feeditem" id="37677631"}
Eksemplet illustrerer dog ganske glimrende, hvad det er, Dan Bejar er eminent til: At få modstridende elementer til at gå i effektiv musikalsk dialog med hinanden. Få kontrasterne til at boble kreativt. Eksempelvis ved at matche det pompøse med det intime, det smukke med det ramsaltede, det kække med det melankolske. Fucke med følelses- og forventningskoderne.
Ambitiøs og krævende
På »Poison Season« dyrker han overordnet en stilfuld form for kammerpop. Den 80er-klingende synthpop og på-grænsen-til-det-vulgære-softrock, som Bejar så glimrende revitaliserede på den fænomenale fire år gamle forgænger, »Kaputt«, er mindre fremtrædende her. Denne gang er numrene mindre umiddelbare ved første lyt. Mere lukkede om sig selv. Små kinesiske æsker.
I inspirationskulissen spøger her i stedet fordums sofistiske britiske poporkestre som Aztec Camera, Edwyn Collins’ Orange Juice og Paddy McAloons Prefab Sprout. Men inspirationen fra alfahannerne Van Morrison og Bruce Springsteen er også hørbar på henholdsvis den sjælfulde ballade »Bangkok« og det energisk flabede singleudspil »Dream Lover«. Sidstnævnte er der fuldt blæs på i bedste E-Street Band-stil.
{embedded type="node/feeditem" id="37647291"}
På en trilogi af beslægtede numre besøger Bejar Times Square. Det første har karakter af adstadig tristesseramt strygerballade, det næste er saxofon-funky-soul a la Bowie anno »Young Americans«, mens det sidste er en æterisk drømmende vuggevise.
»The writing on the wall say »Jesus Saves«« lyder det med en vis kynisme fra Bejar. I den neonoplyste storbyjungle er der ingen næstekærlig frelser. Her er enhver sin egen lykkes smed. Sloganet på væggen er blot et hult udsagn. Tomme ord som i en af reklameteksterne på pladsens kæmpe lysende billboards.
»Poison Season« er en ambitiøs og krævende affære, hvor det tager en del gennemlytninger, førend den folder vingerne ud. Men giver man den tiden og koncentration, kan den meget vel være Destroyers måske bedste udspil til dato.
{embedded type="node/feeditem" id="37508525"}
Hvem: Destroyer.
Hvad: »Poison Season«, Dead Oceans/Playground.
Hør albummet her: