Derridas tænkning

DEKONSTRUKTION: Den franske filosof Derrida er blevet populær hos »systemkritikere« af forskellig art. Han påviser, hvordan stil og billeder er med til at garantere meningen i en tekst.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Derrida filosoferer som regel kun ved at læse andres filosofiske (og nogle gange litterære) tekster. Han opfatter hele filosofihistorien (eller det, han kalder »den vestlige metafysik«, hvilket er perioden fra Sokrates/Platon til i dag) som én sammenhængende tekst med fælles tema, plot, struktur osv.

Dette sidste træk findes også hos Nietzsche og Heidegger, som er to af hans inspirationskilder.

De er alle tre fælles om at være kritiske over for metafysikken og betragte den som en (vældig stor) historisk parentes, der på en eller anden måde også kan ende, blive overvundet eller lukket for at give plads for en helt anden måde at tænke på.

I sidste ende er Derrida dog nok forbeholden over for muligheden af, at man kan stige helt ud af den »vestlige metafysik«. Men det er denne alternative, rebelske, undergravende og let apokalyptiske tone ved hans filosofi, der gør den tiltrækkende for »systemkritikere« af forskellig slags; feminister, minoriteter, folk fra den tredje verden osv.

En anekdote beretter, at den kvindelige franske filosof Julia Kristeva engang ankom til Columbia University i USA, lige efter at Derrida havde været der i længere tid. Da hun spurgte de studerende, hvad de havde fået ud af hans besøg, svarede de, at de havde dannet nogle læsegrupper, der også fungerede som et socialt og erotisk netværk. Men, tilføjede de (på fransk med amerikansk accent): »vi kæler kun, for hr. Derrida har sagt, at penetration er metafysisk!«

I daglig tale betegner »metafysik« nærmest noget overnaturligt eller oversanseligt, men i filosofisk forstand har begrebet en mere teknisk accent og betegner en lære om det værende, som man vælger at lægge til grund for alt andet værende. I denne forstand er f.eks. »materialisme« lige så meget metafysik som »idealisme«.

Derridas analyse af den filosofihistoriske grundfortælling går på, at den altid har privilegeret nærvær, identitet og gennemsigtighed - et punkt af oprindelighed, hvorfra den egentlige mening strømmer ud til alt andet. Omvendt har den nedprioriteret forskel og ikke-identitet.

Når man læser de filosofiske grundtekster omhyggeligt nok, kan man iagttage disse mekanismer i arbejde, og når man blotlægger dem, så dekonstruerer man tankesystemet - man ødelægger (destruerer) det ikke, og man gentager (rekonstruerer) det heller ikke; man gør noget midt imellem, man analyserer, afslører, forskyder det.

Denne dekonstruktion kan tage sig ud som en form for litterær analyse af de filosofiske tekster, og det er herfra, dragningen mellem Derrida og litteraterne oprindeligt stammer.

Han opsøger de metaforiske og stilistiske indslag i de filosofiske tekster, dvs. den litterære udsmykning, som man traditionelt har betragtet som udvendighed, der ikke havde noget med sagen at gøre, og så påviser han, hvordan stil og billeder reelt er med til at opbygge og garantere meningen - men netop på en vild og »ubevidst« måde, der ikke er helt til at kontrollere for de rene filosofiske begreber og ræsonnementer.

At dekonstruktionen ikke bare var en »litterær« tilgang til filosofi, men også kunne fungere som en teori om rigtig litteratur var - og er - noget mindre indlysende.

Men i Danmark fik det da den effekt, at en generation af litterater, der igennem marxismen var blevet dybt litterært fremmedgjorte, pludselig fik foræret et avanceret filosofisk alibi for at blive litterære igen.

Tankegangen i den litterære dekonstruktion er i al korthed, at når man beskæftiger sig med litterære tekster, er det afgørende tekstens retorik, dens virkemidler. Man skal ikke tro, at teksten handler om noget. I sidste ende handler tekster mest om selve det, at de er tekster, og måske er hele verden og vi mennesker og hvad som helst tekster. For som Derrida har sagt: »Der gives ikke noget uden for teksten«.