Derfor vil ny forening finde forsvundne danskere

Den nye forening, Missing People Denmark, vil søge efter savnede danskere. Den drives af en skuffet Balkan-soldat. Han fik aldrig anerkendelse for sin indsats, mener han.

René Nielsens øjne, intuition og viden blev skærpet i tiden som konstabel i militæret, og han bruger nu sine evner i foreningen Missing People Denmark, som hjælper med at lede efter savnede danskere. »Det er en slags healing-proces efter min tid på Balkan. Der var røde lamper hele tiden. Man var på standby konstant. Parat til at reagere med det samme,« siger han. Fold sammen
Læs mere

En deprimeret person går helst ikke opad bakke. En højrehåndet har i en tæt skov tendens til at gå til venstre, medmindre vedkommende bærer noget i hånden. I så fald vil han/hun gå mere lige ud.

Både traditionel eftersøgningsteori og gammel soldaterviden med baggrund i hans tid som konstabel i militæret har skærpet den 43-årige IT-ansvarlige i Frederiksberg Kommune, René Nielsens, øjne, intuition og viden. Han er Balkan-veteran og begynder blandt andet med indhøstede erfaringer fra Sverige, den private frivillige forening Missing People Denmark 14. september.

Skulle man tro, at eftersøgningsforeningen med hjemmeside, Facebook-profil og mere 2.500 medlemmer, og allerede inden dannelsen én fundet person på CVet (Niels Ulrich Kjellerup Kjeldsen, fundet død i Hareskoven 20. juli efter at have været forsvundet siden begyndelsen af juli) er et forsøg på at udleve drengedrømmen om at være detektiver, så smiler René Nielsen.

»Hvis vi er skøre, er vi skøre med kæmpestore hjerter. Mennesker med empati for de familier, vi har i baghovedet hele tiden. Missing People Denmark er her ikke på grund af de forsvundne. Vi er her for de pårørende. Politiets opgave er at finde de forsvundne. Min opgave er at støtte de pårørende. Det er bedre, at vi som semiprofessionelle styrer begivenhederne, frem for at det er utrænede familiemedlemmer, der gør det.«

Oplever en taknemmelighed

Kradser man lidt i overfladen på eftersøgningslederen, tegner der sig et billede af en mand med en ikke helt uegennyttig motivation for at lede efter forsvundne danskere. Eftersøgninger for Missing People Sweden fik den tidligere depressionsramte Balkansoldat til at se lyset.

»Hold da kæft, tænkte jeg. Det er da lige det, jeg har brug for. For den enorme indsats, vi gjorde på Balkan, blev ikke anerkendt, da vi kom hjem. Det, jeg oplever nu, er en taknemmelighed og netop anerkendelse, vi får af familier, der siger »tusind tak«. Det er den tak, der driver mig. Jeg ser dystre mørke sind, der blomstrer op og siger: Endelig kan vi få fred. Kunne jeg leve af den taknemmelighed, gjorde jeg det gerne.«

Han fik yderligere blod på eftersøgnings-tanden, da han i foråret i aviserne så politiets kort over, hvor man forgæves med helikoptere og hunde havde ledt efter den 68-årige Jørn Poulsen i Brabrand. Han havde været forsvundet siden april. Områderne var ikke finkæmmet, som man gjorde i foreningen i Sverige, mente René Nielsen. Han tog, som altid, kontakt til familien og tilbød sin hjælp og en anden eftersøgningsfacon. Med sponsorstøtte fra blandt andet Aarhus Kommune og deltagelse af svenske Missing People-kolleger skulle de lige til at gå i gang, da Jørn Poulsens lig blev fundet af en forbipasserende.

»Men her tænkte jeg. Hold da op. Her er der potentiale for at udbygge det til Danmark. Politiets ressourcer er også begrænsede, og da jeg oplevede den families taknemmelighed ...«

En slags healing-proces

Som eftersøgningsforeninger i andre lande gør Missing People Denmark brug af eftersøgningsteori og akter fra den private eftersøgnings globale Katekismus International Search & Rescue Incident Database. En halv­offentlig base med detaljer fra 50.000 sager om forsvunde mennesker. Med den i hånden har René Nielsen i Sverige efter eget udsagn været med til at finde 30 forsvundne. I den kan man ifølge René Nielsen blandt meget andet læse, at alle, der bliver fundet, bliver fundet inden for 30 meter fra naturens naturlige linjer (åer, stier, skovbryn etc.) De færreste går langt ud i en skov og gemmer sig.

Han erkender, at de hurtige udrykninger til eftersøgninger, sikkerhedsvestene, udstyret, den målrettede eftersøgning »i terrænet«, naturen og kontrolcenteret bagi en bil meget lig det, man ser på film, er med til at tilfredsstille hans skrøbelige soldatersind.

»Det er en slags healing-proces efter min tid på Balkan. Der var røde lamper hele tiden. Man var på stand by konstant. Parat til at reagere med det samme. Vi var ikke ude i skud­episoder, som de var det i Irak og Afghanistan, men det var voldsomt stressende at mærke den ondskab blandt de lokale.«

Flere af René Nielsens kammerater har begået selvmord, efter at de kom hjem fra Bosnien og Kosovo i 1990erne.

»Vi finder mange forsvundne, der har begået selvmord. De omstændigheder mine kammerater har haft, da de valgte at begå selvmord, prøver jeg at overføre, når jeg laver en profilering af en forsvunden person, der måske har taget livet af sig selv. Hvordan har personen tænkt? Hvorfor skulle vedkommende begå selvmord? Det kræver stort mod at begå selvmord.«

Efter flere udstationeringer siden 1995 kom han endeligt hjem fra Balkan i 2000, »og det var først sidste år, jeg »landede««, siger han.

René Nielsen skal i den kommende tid rundt i landet for at holde introduktionskurser til de kommende 150 lokale eftersøgningsledere i hver sin eftersøgningsforening. Efter planen skal der være 12 afdelinger i hver politikreds.

I sagen om den 21-årige dræbte Kamilla Hantusch, der blev fundet dræbt onsdag i denne uge, tilbød René Nielsen familien sin hjælp til eftersøgning og til at håndtere pressens nysgerrighed, der havde taget hårdt på familien. Politiet takkede nej, og René Nielsen og hans folk trak sig, velvidende at de kunne komme til ødelægge spor i sagen.