Derfor »klynker« de offentligt ansatte

Besparelser, kontrolregime, tabte faglige kampe, mindre prestige og vrede kunder i velfærdsbutikken betyder, at »konkurrencestatens fodsoldater« føler sig pressede.

Der er ikke nogen tvivl om, at offentligt ansatte er langt mere pressede i dag. (Arkivbillede) Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvis man beskylder sygeplejersker, lærere, pædagoger, sosu-assistenter og andre offentligt ansatte for at klynke og være forkælede, skal man berede sig på en byge af modangreb. Det kan professor ved CBS, Ove Kaj Pedersen, tale med om. Han blev for nylig interviewet til Politiken, hvor han blandt andet sagde, at de offentligt ansattes »forkælede holdning« risikerer at underminere opbakningen til den danske velfærdsmodel.

Det medførte en hidsig debat, hvor professoren fik læst og påskrevet af de trængte »varme hænder«, mens hans egentlige budskab, som er velunderbygget, druknede fuldstændigt. Nemlig at de ansattes magtfulde organisationer har blandet deres roller fuldstændigt sammen i et miskmask, så man ikke ved, hvornår de kæmper for deres medlemmers interesser, og hvornår de bekymrer sig om borgernes velfærd.

Store faglige organisationer har indledt en storoffensiv mod effektiviseringer, nye reformer og »kontrolregimet« i den offentlige sektor. Under sloganet »virkelighedens velfærd« florerer en række film på de sociale medier, hvor budskabet er, at velfærden er skåret ned til sokkeholderne, og at syge, gamle og børn ikke får den velfærd og omsorg, de har krav på. Man skal lede grundigt for at finde afsenderen på budskaberne. Måske fordi man i fagforbundene godt ved, at det kunne ligne professionelt organiseret klynk, som hurtigt spærrer for budskabet.

Men skræller man varetagelsen af særinteresser og politiske budskaber fra begge fløje fra, så er der ikke nogen tvivl om, at offentligt ansatte er langt mere pressede i dag. Det skyldes flere faktorer.

Den ene er de nedskæringer og krav om effektivisering, som finder sted i kommuner og regioner, hvor den i disse år står på smalhals. Budgetloven, der tvinger kommunerne til strikst at overholde økonomiske mål og senest regeringens omprioriteringspulje betyder, at der generelt skal løbes hurtigere.

Den anden er den overordnede målstyring af de offentlige institutioner, som sætter sig i gennem med de reformer, der er vedtaget de seneste år. Registrering, kontrol, skemaer og tjeklister er blevet en væsentlig del af dagligdagen uanset om du er lærer, politibetjent, sygeplejerske eller socialrådgiver. Det opfattes som mistillid, unødig kontrol eller slet og ret spild af tid. En meget stor del af den utilfredshed og årsagen til at mange forlader deres job, kan tilskrives en veludviklet målbaseret styring, hvis positive effekter stadig mangler at blive dokumenteret. Mange offentligt ansatte føler sig som »konkurrencestatens fodsoldater.« Og det var ikke derfor, de blev uddannet til et job, hvor de kan have med mennesker at gøre.

Den tredje er, at offentligt ansatte som gruppe har mistet en stor del af den magt, de havde tidligere. Sygeplejersker, SOSU’er og senest lærerne har tabt alvorlige overenskomstslag, som var endt i konflikt. Det har ført til bitterhed i forhold til de offentlige arbejdsgivere, men er også et kontant udtryk for, at der ikke bliver lyttet til dem i samme grad som tidligere, når velfærden skal reformeres og udvikles.

Den fjerde er, at prestigen i nogle offentlige fag er faldet. En ting er, at moderne mennesker ikke længere står ret over for autoriteter som læger, lærere og sagsbehandlere, men de senere års kampe om vilkårene for de ansatte har også bidraget til et negativt syn på de job, der udføres.

Den femte er, at store dele af fællesskabets sektor er blevet en moderne serviceorgansition, hvor borgene er kunder i velfærdsbutikken. Det betyder, at de offentlige institutionen hele tiden kommer bedre i sync med ønsker og krav. Men det betyder også, at offentligt ansatte på en helt anden måde end tidligere står for skud over for utilfredse forældre, pårørende og andre »brugere,« som mener at have krav på en bedre behandling. I alvorlige tilfælde udvikler det sig ligefrem til chikane og vold.