Derfor er kemiske våben værre end krudt og kugler

En enig verden har for længst bandlyst kemiske våben. Det er hverken fordi, de slår ihjel med stor smerte , eller dræber flere på én gang. Det er fordi, nervegas ikke diskriminerer.

Det syriske regime har ifølge USA forbrudt sig mod et af den internationale krigsførelses største tabuer: Kemiske våben. Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er det værre at dræbe folk med nervegas end at hakke dem ihjel med en machete, meje dem ned med et gevær eller udrydde deres by med en atombombe? Lidelserne og døden er vel den samme?

Borgerkrigen i Syrien og den syriske præsident, Bashar al-Assads, formodede brug af nervegas mod civile har fået det meste af verden til at fordømme styret på en måde, så man skulle tro, der var tale om et nyt, nederdrægtigt og specielt smertefuldt våben af hidtil usete dimensioner.

Det er der ikke. Det er »bare« kemisk krigsførelse, hvor makabert det end måtte lyde. For det er ikke ofrenes lidelser eller de bagvedliggende ondsskabsfulde intentioner, der har fået verden til at reagere. Det er fordi, kemiske våben og dem, der bruger dem, er ligeglade med, om de slår soldater eller børn ihjel.

Kemiske våben er, sagt på våbensprog, »indiskriminante«. Både atomvåben, biologiske våben og kemiske våben regnes for masseødelæggelsesvåben – internationalt kendt som WMD (Weapons of Mass Destruction). Eksperter diskuterer stadig, om atomvåben er »indiskriminante«.

Chefoverlæge på Center for Biosikring og Beredskab ved Statens Serum Institut, John-Erik Stig Hansen, forklarer det således:

»Når man ikke skelner mellem kombattanter og ikke-kombattanter, så overtræder man den grundlæggende retfærdiggørelse for krig, der har været vedtaget siden, jeg ved ikke hvornår. Det grundlæggende etiske argument er, at hvis man skal acceptere vold og krig som et redskab i konfliktløsning, så skal det være noget, hvor man i det mindste styrer konflikten og volden mod en aggressor og ikke bare random slår uskyldige mennesker ihjel. Så mister man sin berettigelse, og ens sag fortabes.«

Sporene skræmmer

Syrien har, efter hvad USA mener, forbrudt sig mod et af den internationale krigsførelses største tabuer: Kemiske våben. I dag har 189 lande i den såkaldte Chemical Weapons Convention (CWC) fra 1993 vedtaget hverken at producere, opbevare eller bruge kemiske våben/nervegasser som f.eks. sarin, sennepsgas og fosgen. Syv lande har ikke underskrevet aftalen (Angola, Nordkorea, Egypten, Sydsudan og Syrien), og to lande har skrevet under, men endnu ikke ratificeret aftalen (Burma og Israel).

John-Erik Stig Hansen understreger de kemiske våbens og især biologiske våbens altødelæggende potentiale og trumfkort for visse lande:

»Der er stater, der siger, at deres overlevelse er vigtigere end internationale aftaler. At hvis de bliver trængt helt op i krogen, så er deres ultimative modsvar at sørge for at ingen vinder.«

Det er de kemiske våbens tilfældige måde at slå ihjel på, der har fået verden til at bandlyse dem. Men man mener også, at sporene skræmte, da man forbød dem. Den kendsgerning, at der under Første Verdenskrig døde omkring 100.000 soldater af giftgasser ved vestfronten og f.eks. amerikanernes udbredte brug af giften Agent Orange i Vietnam har sat en skræk i livet på verdens beslutningstagere og fået dem til at forpligte sig til aldrig mere at bruge kemiske våben.

Siden har man også under krigen i Yemen i 1960erne set kemiske våben i brug. Her siges egypterne at have været de første til at bruge nervegas på en moderne slagslagmark. Og der var Irak, hvor Saddam Hussein brugte både sarin og sennepsgas mod kurderne.

Visse konventionelle våben er også blevet sortlistet med årene, fordi de heller ikke skelner mellem uskyldige børn og soldater. Det gælder f.eks. antipersonelminer, der flår ben og arme af de børn, som samler dem op. Klyngevåben er også på vej i den internationale skammekrog.

En enstående aftale

Kemisk krigsførelse har længe været et yndet og udspekuleret våben mod en fjende. I Antikken, når en angriber gravede sig ind under en bys mure, lavede den angrebne part kontraminer ned til fjendens tunneller. Når man fik kontakt med angriberne, antændte man beg og svovl som udviklede dræbende giftig røg. Giftpile og forgiftning af fjendens vand eller fødevarer har også været brugt i årtusinder, ligesom en påhitsom mand som Leonardo da Vinci også puslede med kemikalier, der kunne slå fjenden ihjel.

Med Cindy Vestergaards ord kan vi måske være glade for, at verdens nationer i forvejen havde atombomber på hylderne, da CWC-aftalen skulle forhandles på plads. Hun forsker i masseødelæggelsesvåben ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Nogle eksperter mener, at man aldrig ville have fået en aftale om forbuddet mod kemiske våben, hvis ikke man i forvejen havde atomvåben. For så havde de kemiske våben været det våben, man forhandlede magtstrategisk om. Som jeg plejer at sige: The Chemical Weapons Convention »kicks ass«. Det er en fantastisk konvention. Det er den eneste nedrustningskonvention, som kontrolleres af en trediepart. Det er en ekstremt omfangsrig og grundig aftale.«

Cindy Vestergaard forstår, at man kan undre sig over, hvorfor masseødelæggelsesvåben – både kemiske, biologiske og atomare – anses for meget værre end andre våbentyper.

»Der er i hvert fald en diskrimination, fordi atomvåben ikke er blevet forbudt på samme måde. Biologiske våben har deres egen konvention og regler. Men de lande, der har atomvåben, elsker dem. Det, som er så sørgeligt, er, at det er tredje gang, at nervegas bliver brugt i Mellemøsten. Og det er den eneste region, hvor man har brugt det flere gange. Hvis et land har kemiske våben, så vil de også blive brugt på et tidspunkt. Det viser erfaringen.«