Derfor døde verdens sidste mammutter

For 4.000 år siden gik klodens sidste mammutter i døden af regulær genetisk nedsmeltning, fastslår ny forskning. DNA-jægeren Eske Willerslev giver sit besyv med om dyrekæmpernes triste skæbne.

Engang herskede de i millionantal. Men kort efter den sidste istids afslutning for ca. 12.000 år siden gik næsten alle fortidens prægtige mammutter i graven.

På en enkelt plet på kloden lykkedes det imidlertid for en lille flok af de uldhårede kæmper at holde stand gennem yderligere flere tusind år.

Stedet er Wrangel island – en arktisk russisk ø på størrelse med Sjælland nord for det østlige Sibirien.

Ved istidens afslutning var øen en del af den store Beringia-landmasse, der forbandt Sibirien med Alaska og dermed Asien med Nordamerika. Men da store mængder fastlandsis smeltede ved afslutningen af istiden, blev Beringia oversvømmet og Wrangel Island isoleret.

Det samme blev en population på nogle få hundrede mammutter, som først uddøde deroppe for ca. 4.000 år siden.

Nu har genforskere i detaljer analyseret arvemasse fra klodens sidste mammutter og sammenlignet det med den komplette arvemasse i en sibirisk mammut, der døde for ca. 45.000 år siden. Deres forskningsresultat, der er offentliggjort i tidsskriftet PLOS Genetics, er forbløffende.

Alt peger på, at Wrangel-mammutterne gik i total genetisk nedsmeltning. De mistede efter alt at dømme stort set deres lugtesans, hvilket formentlig fik dem til at blive sky og undgå hinandens selskab. Samtidig forandrede deres pels sig og blev mærkværdigt skinnende. Nærmest som silke eller satin.

Det kan forskerne se i detaljer i Wrangel-mamutternes arvemasse. Dyrene havde udviklet talrige dårlige genmutationer, og som forskerteamets leder, Rebekah Rogers fra Californiens Berkely-universitet, siger til BBC:

»Vi opdagede, at disse dårlige mutationer ophobede sig i mammutgenomet ganske kort tid, før de uddøde.«

Hun trækker også en parallel mellem de ensomme ø-mammutters triste skæbne og den mulige situation for en række af nutidens mange truede dyrearter, herunder bjerggorillaen og den asiatiske gepard.

En tilstrækkelig lille population af en truet dyreart på et begrænset areal kan være netop den cocktail, der får generne til at nedsmelte og i sidste ende en truet dyreart til at forsvinde helt, mener hun.

Den internationalt fremtrædende danske professor og DNA-jæger Eske Willerslev kalder det nye forskningsresultat »interessant« og »troværdigt«.

»Blandt dyrearter ser man som hovedregel selektion. Det vil sige en positiv effekt af genmutationer. Men i små og isolerede populationer kan det modsatte opstå: genetisk drift. Det vil sige, at dyrene udvikler mærkværdige mutationer, som ikke er fordelagtige for dem. Det kan i sidste ende føre til decideret genetisk nedsmeltning,« forklarer han og understreger, at det ikke er identisk med indavl.

Eske Willerslev synes også, at det er »fair« at drage parallel mellem de sidste mammutters skæbne og nutidens truede dyrearter:

»Man ved fra studier af f.eks. sommerfugle, at hvis en population bliver for lille og isoleret, så vil den uddø. Det er simpelthen uundgåeligt.«

Han gør dog opmærksom på, at eksempelvis bjerggorillaen ikke nødvendigvis står foran genetisk nedsmeltning i klassisk forstand:

»Situationen kan her være lidt anderledes og blive udløst af, at en mindre population pludselig bliver delt i to, f.eks. hvis man bygger en stor vej gennem deres habitat.«


Det diskuteres stadig heftigt, hvorfor den uldhårede mammut og en række andre store dyrearter pludselig forsvandt fra Sibirien og Nordamerika.
Men i 2014 stod Eske Willerslev i spidsen for en omfattende DNA-undersøgelse af sibiriske og nordamerikanske mammutter og af de planter, som de drøvtyggende dyrekæmper levede af.

Hans konklusion var, at dyrene blev presset af klimaforandringer, som fik næringsrige urter til at forsvinde over enorme arealer af Sibirien og Nordamerika.

»Jeg siger ikke, at mennesker ikke også havde en effekt, men næsten alt peger på, at hoveddriveren i deres udryddelse var klima- og vegetationsforandringer. Man kan udmærket tænke sig, at det i sidste ende førte til genetisk nedsmeltning blandt selv fastlands-mammutterne,« siger han.

Forklaringen kan ifølge professoren være, at de omfattende klima- og planteforandringer adskilte populationer af fastlands-mammutter, som derefter blev presset med genetisk nedsmeltning til følge.

Willerslev peger på, at fremtidig DNA-forskning meget vel vil kunne løfte sløret for, om det var tilfældet.