Der skal kontanter på bordet

Pengesedler er brugskunst med et enormt publikum. De er hverdagens små, værdiladede samfundssymboler, og gennem 300 år er det gået op og ned med tilliden til dem.

Plovmanden har en speciel, folkelig rolle blandt de danske pengesedler. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter tusind år med mønter som betalingsmiddel er antallet af klingende mønt i omløb i Danmark så småt for nedadgående og har været det i nogle år. Men trods betalingskort og nethandel har vi aldrig brugt flere pengesedler, og de senere år er der trykt stadig flere for at holde trit med behovet for et betalingsmiddel af den håndgribelige slags.

»Det går utroligt langsomt for kontanterne at forsvinde. Møntomløbet er så sagte begyndt at falde, men seddelomløbet ser ikke ud til at være på vej ned,« siger pengehistoriker Michael Märcher, museumsinspektør ved Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, der i dag huses på Nationalmuseet.

Når noget for alvor skal være værdifuldt – når der skal rigtige penge på bordet – skal det være kontanter. Det kan man forvisse sig om ved konfirmationer landet over i denne tid, hvor man jo ikke ankommer med en bankoverførselskvittering monteret på en cykelhjelm eller i en sangskjuler. Den rørende tillid til papirpenges værdi har dog ikke altid været til stede. Flere gange i historien har danske konger måttet suspendere indløsningen af sedler til ædle metaller.

Dødsstraf for falskmøntneri

Tilliden kan også ødelægges af falske penge. Siden kineserne for 1.000 år siden udgav de første pengesedler, har der været et kapløb mellem udstederne og forfalskerne.

»Falskmøntneri er en alvorlig sag. Der har været dødsstraf for det her i landet, men så gik man over til mildere straffe, hvor man bare fik hugget hånden af,« siger Michael Märcher, der også har falske sedler i samlingen – både de meget gode og de håbløst elendige.

Indtil år 1910 blev alle danske pengesedler underskrevet i hånden med rigtigt blæk af medarbejdere i Nationalbanken for at garantere ægtheden. Danske sedler har stadig en underskrift af hovedkasseren og en direktør i Nationalbanken, men den er trykt. Der er 170 millioner sedler i omløb, som kun holder i nogle år, så det ville kræve mange nationalbankdirektører. I dag bruges andre og bedre metoder til at sikre sedlerne mod forfalskning. Teknologien inden for sikkerhedstryk udvikler sig dog så hurtigt, at seddelserierne i dag afløser hinanden med væsentligt kortere mellemrum end tidligere. Ganske enkelt for at bevare et forspring til forfalskerne.

Verdens største møntsamling

Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling fra 1781 er Danmarks ældste museum. Allerede da Frederik 3. oprettede sit Kunstkammer i 1650erne, bestod en væsentlig del af samlingen af »Det kgl. Myntcabinet«. Helt siden Jyske Lov i 1241 har alt guld og sølv, som blev fundet i riget, skullet afleveres til Kongen, og i Danske Lov fra 1683 sikres tilgangen af gamle mønter til samlingen med reglerne om »Danefæ«. Siden 1730erne har det været lov, at eksemplarer af alle danske mønter og sedler skulle afleveres til møntsamlingen. Udover de danske betalingsmidler og møntfund kommer en samling af sedler og mønter fra hele verden til alle tider. Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling består i dag af 6-700.000 pengesedler, mønter og medaljer. Samlingen er en af verdens største og omfatter ufattelige værdier, både forsknings- og formidlingsmæssigt, men også rent økonomisk. Den skal dog aldrig realiseres og er derfor helt bogstaveligt ubetalelig.

»Det er en samling i den internationale superliga. Ikke kun fordi den er så gammel og med gode oplysninger om oprindelsen af genstandene. Det skyldes også noget så tilfældigt, som at vi har været heldige ikke at have været udsat for ulykker – brand, oversvømmelser og krig – som hurtigt kan ødelægge f.eks. papir,« siger Michael Märcher.

Til gengæld for skrøbeligheden fylder papirpenge ikke særligt meget, hele samlingen kan ligge i omkring 100 mapper. Der er kun plads til at udstille en mindre del af samlingen, primært sedler fra 1700- og 1800-tallet, hvor pengehistorien – og samfundshistorien – var højdramatisk.

»Mønter og sedler er kunstværker, som bliver spredt i videst muligt omfang. En seddel som plovmanden definerer os på godt og ondt, og dens langvarige popularitet understreger nok en væsentlig pointe for pengevæsenet: Man skal lave så få tydelige forandringer som muligt,« siger Michael Märcher.

Møntsamlingen hedder ikke seddelsamlingen, fordi de første danske pengesedler først udkom i 1713, og det var mildest talt ikke en folkelig succes.

Værdien af papir og metal

Pengesedlerne skulle finansiere Frederik 4.s deltagelse i Store Nordiske Krig, hvor Rusland slog sig sammen med Sachsen og Danmark om at give svensken dada. Det viste sig vanskeligere end planlagt at stække Karl 12., og fire år inde i krigen begyndte kongen at udstede kreditbeviser på papir, fordi statskassen ikke kunne udstede sølvmønter nok til at holde trit med krigsudgifterne, som lynhurtigt sendte sølvet ud af landet. Småfolk betalte derfor også i stigende grad med »skillemønt«, som er mønter med en lavere metalværdi end pålydende.

Vindskibelige investorer begynder at købe kreditbeviserne op til lavere værdi end pålydende – til lavere kurs – fra søfolk og soldater, der blev betalt med papir, men ikke havde tillid til sedlerne eller råd til at vente på, at Kongemagten igen ville indløse dem til sølv. De sidste af kreditbeviserne fra Store Nordiske Krig blev først indløst med sølv i 1729, og der gik nogle årtier, før der igen kom egentlige pengesedler i Danmark, denne gang udstedt af en bank.

Kurantbanken på Charlottenborg, egentlig »Den københavnske Assignations-, Veksel- og Laanebank«, fik kongens tilladelse til at udstede pengesedler, som kunne indløses med sølv. Banken skulle dog ikke have fuldkommen dækning i sølv, og den udstedte for mange sedler, som derfor faldt i værdi. Fra 1757 til 1845 kunne pengesedler slet ikke indløses med sølv, men i 1757 blev pengesedlerne udnævnt til »lovligt betalingsmiddel«. De måtte altså ikke afvises som betaling, og der var reelt intet alternativ til den. Samtidig udstedes sedler på helt ned til en rigsdaler, så sedlerne når langt ud og ned i samfundet.

»Det er min opfattelse, at udviklingen i 1750-60erne betyder, at pengesedler for alvor udbredes som betalingsmiddel i hele det danske rige i anden halvdel af 1700-tallet. Det er ganske tidligt i internationalt perspektiv,« siger Michael Märcher.

I 1813 er den dog gal igen med sedlerne: Danmark er atter involveret i dyr krigsførsel, denne gang mod England. Englænderkrigene, som er den danske deltagelse i Napoleonskrigene, indledes med Slaget ved Reden i 1801 og fortsætter med landkrig fra 1807, til Danmark mister Norge og går bankerot.

I 1813 udskiftes alle de gamle sedler fra Kurantbanken med nye pengesedler fra den splinternye Rigsbanken. Sedlerne har en brøkdel af den oprindelige værdi, og inflationen galoperer videre, til Nationalbanken oprettes i 1818. Langsomt genoprettes tilliden til banker, stat og pengesedler. I 1845 kan danskerne for første gang i 88 år igen indløse deres penge til sølv. I 1870erne sker den store overgang til guldfod fra sølvet, som vi har baseret vores betalinger på i tusind år. Helt indtil 1931 kunne danske pengesedler indløses med guld i Nationalbanken, og indtil 1971 var kronen gennem dollaren bundet til guld. I dag er pengesedler rene papirpenge, som kun har den værdi, vi selv tillægger dem.

»Pengehistorie fortæller også danmarkshistorie. Tilliden til ædelmetal afløses gradvist af tilliden til banken og staten. Vi tager i dag et stabilt pengevæsen for givet, men det er et vitalt stykke blødt infrastruktur – et grundvilkår for vækst og stabilitet, som vi skal passe på,« siger Michael Märcher, som på trods af at være rigets fremmeste møntmand ikke har det fjerneste imod, at de digitale betalingsmidler afløser kontanterne.

»Jeg er ikke maskinstormer. Men det er da en museal udfordring at udstille en dankorttransaktion.«