»Der må godt ske noget andet«

Maria Madsen har planer om at blive en moderne udgave af dansktopsangerinden Birthe Kjær. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Du er alle mine drømme

nu si’r jeg det, så du ved

Jeg vil gi’ dig det hele lige nu

og hente himlen ned.«

Jordlodderne er kvadratiske. Perfekte i deres symmetri. På hvert af dem står et parcelhus.

Familien Madsens matrikel skiller sig ikke ud fra de andre på Mejerivænget. Snarere prøver det at falde så godt som muligt ind i den øredøvende formiddagsstilhed. Der er carport, trimmet græs og lille hund i entreen. Indenfor bliver hverdagens stilleben udgjort af sort lædermøblement, marmorsofabord og vinreol i køkkenet.

I det hus lever Maria. Rundet af en verden, hvor fornuften ligger lige så vægtigt i sjælen som cementen gør det i fundamentet under parcellerne. Hvor man skal opføre sig lige så ordentligt, som der ser ud. Fra den firkant drømmer hun. Om at blive en kendt sangerinde. »Det, jeg synger, er anderledes, end hvad andre piger på min alder gør. Mange synger måske Rasmus Seebach, men jeg har valgt en anden genre. Mange kalder det for dansktop, men jeg kalder det selv popschlager. Der er elementer af begge ting i mine numre. Versene er meget poppede, mens omkvædet er mere schlager.«

Blandt sine venner er Maria Madsen den eneste, der kan lide dansktopmusik. Hun er også den eneste, der synger og har fået udgivet et nummer. Drømmene deler hun til gengæld med både vennerne og de danskere, hun ønsker at få som publikum. De vil væk fra middelmådigheden til et andet sted.

Hun ved, at det ikke er let. Især ikke når man som hende står ved, hvad hun kommer fra og stadig bor hjemme hos forældrene på et værelse med pyntepuder og singback-anlæg. Derfor er drømmen ikke komponeret færdig. Den ligger et sted mellem musik og karriere. Mellem til og fra.

»Jeg ønsker ikke at være Medina-kendt, men jeg kunne godt tænke mig at komme med i det store Melodi Grand Prix. Jeg vil gerne leve af musikken på den måde, at jeg kunne optræde ved siden af et almindeligt job. Jeg ville ikke have noget imod at optræde rolige steder som et indkøbscenter eller til en julefrokost.«

På coveret til sin seneste single »Alle mine drømme« står hun smilende med hovedet på skrå i en sart lyserød kjole. Skabelonen over en artig pige har hun udfyldt, siden hun som treårig sang »Kære lille mormor« til sin mormors 50-års-fødselsdag.

Hun er begyndt at studere virksomhedskommunikation efter gymnasiet. Hun har en kæreste og arbejder som tjener i Jensens Bøfhus.

»Alle de billeder, der er på min hjemmeside og på singlerne, er mig. Jeg er den pæne pige, der ikke gør noget forkert og er pligtopfyldende. Jeg tager ikke mange chancer og vil hellere være på den sikre side end at rode mig ud i noget.«

Maria har altid sunget. Til familiefester, lokale talentkonkurrencer på markeder og foran familiens videokamera. Som barn skrev hun sange om kærlighed med mundrette rim som: Du går din vej, og jeg elsker dig.

Egentlig er det nok faderens skyld. Han har selv optrådt siden tiårsalderen som musiker og lever stadig af at spille på keyboard til familiefester over hele landet. I weekenderne var han altid væk på job, men i dagtimerne kom Maria og hendes bror hjem til et hus fyldt med musik og sang.

»Da jeg var mindre, ville jeg gerne være med i Børne Melodi Grand Prix. Senere prøvede jeg at komme med i Scenen er Din på TV 2, hvor jeg kom til audition. Jeg har altid drømt om at være med i en sangkonkurrence og optræde foran et stort publikum på TV. Da jeg var mindre, var det drømmen om at være en stjerne og være tiljublet. I dag handler det om at komme ud til publikum og få folks reaktion. At de hører min musik.«

Som 15-årig udgav Maria selv musik med hjælp fra sin far. Han skaffede nogle sange fra et musikforlag, der blev indspillet i et studie. Far og datter mente selv, at det var pop. Men de lokale radiostationer hørte det som dansktop, og det ældre publikum tog Maria til sig. Siden da har planen været at gøre Maria til den moderne version af Birthe Kjær. En plan, der har resulteret i, at hun for nylig optrådte i dansktopprogrammet Top Charlie på TV 2 Charlie.

»Det var første gang, hvor jeg prøvede det med at optræde med kamera og publikum. Hvor jeg var virkelig var på. Publikum kunne godt lide min musik, og det var så dejligt, at de blev glade. Jeg kunne virkelig mærke deres reaktion. Når jeg optræder for et yngre publikum, kan jeg godt mærke, at der ikke er den samme slags entusiasme. Dem kan jeg ikke ramme.«

I folkeskolen var Maria den hjælpsomme, der gerne ville være venner med alle. I gymnasietiden havde hun rollen som mor. Hun holdt de andre i ørerne og bad dem om at tie stille i klasseværelset, hvis de forstyrrede. På studiet har hun bevidst valgt at holde sig i baggrunden.

»På gymnasiet kunne jeg godt mærke, at de andre var sådan lidt: Kan hun ikke bare tie stille? Nu lader jeg folk gøre det, de vil. Jeg er ikke den, der griber mikrofonen til festerne. Jeg vil ikke virke som en, der kan en hel masse.«

Dansktop har altid været en udskældt genre trods den brede popularitet. Maria kan selv fordommene lige så meget som tonerne til hendes egne sange. Simple melodier med dårlige rim og plat, romantisk indhold. Især hendes generation har haft svært ved at forstå kærligheden til det folkelige.

»Jeg har oplevet, at folk har grint af mig, da jeg fortalte dem, at jeg skulle være med i Top Charlie. Det sårede mig, at de ikke kunne forstå det. Mine venner kender ikke musikken på samme måde som min fars generation. Han er vokset op med giro 413. I gamle dage var det jo toppen af poppen. Mange forbinder ikke dansktop med en ung pige som mig. Folk bliver altid overraskede. Jeg burde synge noget andet, mener de.«

Marias forældre har altid fortalt hende, at man skal passe på med at sætte forventningerne for højt op. Man skal gå til livet med realisme. Selv om hun har udgivet en single ved Sony Music, er det stadig svært at slå igennem.

»Man skal ikke tro, at alting kommer let. Det er der mange på min alder, der tror. Nogle af mine veninder vil gerne være modeller og kommer ind til bureauer, der lover dem guld og grønne skove. Det er kendetegnende for min generation, at vi alle sammen gerne vil være noget. Vi vil alle sammen gerne være lidt bedre end de andre. Det er egentlig noget underligt noget. Men jeg er jo selv en del af det.«

Hun er med på en dansktop-juleudgivelse, der udkommer nu. Hun skal med på et tysk schlageralbum, som Sony udgiver. Og så venter Melodi Grand Prix til næste år. Det vil hun gerne med i.

»Jeg tror måske, at det ikke vil ske, hvis jeg siger det højt. At jeg gerne vil være kendt, og alle skal høre min musik. I princippet burde jeg stille mig frem og sige, at det er det her, jeg vil. Det er nok mine forældre, jeg er præget af. At jeg skal stræbe mod noget større, men ikke for stort.«

Den kvadratiske jordlod er begyndt at føles trang. Når hun med sin egen bil kører de 20 km fra studielivet i Odense ind i carporten på Mejerivænget, kan fornemmelsen af at være afskåret fra omverdenen komme op i hende. Men Maria tager ikke væk fra parcellerne, før hun har råd til en lejlighed. Dertil vejer fornuften for tungt.

»Alting er stille og roligt herude. Der er ikke så meget hurlumhej. Jeg har ikke prøvet andet. Det er måske derfor, at jeg har haft drømmen om at blive kendt. Der må godt ske noget andet. Eller noget mere.«